»Første udbud af I-forløbene var der enormt mange ansøgere til. Det er delvist et udtryk for, at mange havde gået og ventet på specialet, så der var en slags pukkelafvikling. Derfor er det faldet lidt i 2019, men jeg hører ikke andet end, at I-stillingerne bliver besat«.
Han fortsætter:
»Vi har set et vist frafald fra I-stillingerne, hvilket man talte meget om i miljøet, og mange har været bekymret. Men jeg tror ikke, frafaldet er så meget større end i andre specialer. Der er mindst dobbelt så mange I-stillinger som HU-stillinger, så det er forventet. Jeg er ikke bekymret«.
Mangel på tydelige rollemodeller
Er der noget, der bekymrer dig?
»Al start er svær, også når det gælder uddannelsen af de yngre læger. Akutafdelingerne lider stadig af mangel på speciallæger, og det betyder travlhed. Noget af det første travlhed går ud over er netop uddannelse«.
Afdelingernes uddannelseskapacitet er med andre ord udfordret flere steder. Både fordi der mangler speciallæger nogle steder, og fordi specialet er nyt.
»De læger, der skal uddanne de nye læger, har ikke selv gået igennem den samme skole. Det giver nogle udfordringer – vi skal stykke det sammen med speciallæger, der godt nok arbejder i en akutafdeling, men alligevel ikke har den samme faglige baggrund, men er nabospecialer. Det betyder, at de helt tydelige rollemodeller ikke er til stede i alle akutafdelinger«, siger Christian Skjærbæk.
»Det er nok noget, der betyder meget for de yngste læger. De skal kunne se, hvad det fører til, og det er ikke alle steder helt tydeligt. Også fordi akutafdelingerne er forskellige steder i udviklingsprocessen«.
Øst – vest, hvor er bedst?
Netop det punkt er en af de meget store udfordringer for speciallægeuddannelsen i akutmedicin. De 21 akutmodtagelser er ikke organiseret ens, de er bemandet forskelligt, akutmedicineren har forskellig funktion. De hedder end ikke det samme.
Det konstaterede en rapport fra Sundhedsministeriet allerede i 2014. Her stod:
»Arbejdsgruppen konstaterer samtidig, at regionerne og de enkelte akutmodtagelser på en række områder har organiseret sig forskelligt og valgt forskellige løsninger. Den foreliggende viden og dokumentation giver ikke grundlag for at afgøre, om der er løsninger, der er bedre end andre«.
I 2016 fulgte ministeriet op med en status, der konstaterede, at selvom der på nogle områder var sket en udvikling, er akutmodtagelserne fortsat forskellige.
Når afdelingerne er organiseret forskelligt, får det konsekvenser for videreuddannelsen, mener Christian Skjærbæk.
»Herovre i Vest er vi kommet meget langt med at etablere selvstændige akutafdelinger med forholdsvis stor speciallægestab. Men i Øst er der flere akutafdelinger, nok især i hovedstaden, hvor man ikke er kommet så langt med det.
Det betyder, at akutafdelingerne der er mere afhængige af hjælp fra andre specialer. Det kan der også være fordele ved. Men det giver en noget anden model for videreuddannelsen«, siger han.
Hvordan?
»I min egen region har man lagt vægt på, at de læger, der er i afdelingen, skal have selvstændigt behandlingsansvar for patienten fra starten. I min afdeling bliver 50 procent af patienterne aldrig set af andre læger end akutafdelingens. Andre steder har akutafdelingen en noget mindre fast speciallægestab, og akutlægen har navnlig logistiske opgaver, mens meget af selve patientbehandlingen varetages af andre specialer«, siger Christian Skjærbæk.
Gør det så, at specialet i Øst er mindre attraktivt at søge til?
»Nej, det får du mig ikke til at sige. Det handler om, at vi er forskellige steder i udviklingen. Jeg tror, at man har gjort sig anstrengelser for at kompensere for det og strikke uddannelsen sammen, så man stadig kan opnå kompetencerne i specialets målbeskrivelse«.
Har du en holdning til, om den ene eller den anden måde at organisere en akutafdeling på har indflydelse på, hvor attraktiv den er som uddannelsessted?
»En læge under uddannelse vil nok finde det mest tilfredsstillende at gå sammen med nogle andre læger, som man kan læne sig op ad, sammenligne sig med og lære af. Det er vigtigt for de yngre læger at have nogle rollemodeller, hvis de skal se sig selv i specialet. Så hvis de går på en afdeling, hvor folk er dedikerede til specialet, kan det ikke undgå at smitte positivt af på de yngre uddannelseslæger. Og sådan bliver det, når vi en dag har fuldt udbyggede akutafdelinger med egne speciallæger«.
Den dag kommer?
»Ja, jeg har svært ved at se, hvordan man skulle organisere sig ellers. Det er den opgave, vores læger uddannes til«, siger Christian Skjærbæk.
Flowmaster
Herlev Hospital har ikke én akutmodtagelse med en fast stab af akutlæger. Her er i stedet et medicinsk, et kirurgisk og et skadeteam, som samarbejder med speciallægerne fra de involverede specialer. De har en flowmasterfunktion, der, som ledende overlæge Finn Rønholt beskriver det, har det overordnede logistiske ansvar, det vil sige har overblik over patienter på vej ind i afdelingen, patienter på afdelingen og patienter på vej ud af afdelingen. Flowmasteren arbejder også klinisk med modtagelse og gennemgang af patienter.
Endnu er her ingen læger i HU-forløb i akutmedicin, men hospitalet har haft læger igennem I-forløbet, p.t. to.
»Dem gør vi os selvfølgelig umage med at give så god en uddannelse i akutmedicin som muligt«, siger Finn Rønholt.
Han synes dog ikke, at der er et aktuelt behov for en akutmodtagelse baseret på, at akutmedicinere er til stede på Herlev Hospital.
»Vi fungerer rigtig godt med vores organisation. Vi har skabt et sammenhængende hospital, og det er det, som det drejer sig om. Men jeg tror, at nogle regionshospitaler har mere behov for at organisere sig med en akutmodtagelse med fast akutlægestab. Derfor mener jeg, det giver god mening at organisere akutmodtagelsen forskelligt på de højtspecialiserede hospitaler og på regionshospitaler«.
