Helbrede, lindre og trøste. Det er grundlæggende pejlemærker i lægegerningen. Desværre er de begreber skubbet for meget til side til fordel for Excel-ark, flowcharts og diagnosekoder. Det får personalet til at brænde ud og giver patienterne en dårligere behandling. Det mener lungemediciner Kristoffer Marså.
»Vi er så fokuserede på produktivitet og aktivitet, og så længe de to tal stiger, er det godt, synes vi. Men hvis vi samtidig har fået skabt et system, hvor mennesker ikke kan holde ud at være, er det da jammerligt. For hvad står tallene egentlig for? Er det den rigtige aktivitet, vi har? Det er det jo helt åbenlyst ikke, når en stor del af det, vi laver, er overflødigt eller måske skadeligt. Samtidig overlever flere deres sygdomme, og det er jo skønt. Men hvordan har de det bagefter – har de et værdigt liv? Det ved vi ikke meget om, for vi kigger numerisk fremfor medmenneskeligt«.
Den seneste måned har 52-årige Kristoffer Marså holdt fri.
Han har sagt op som cheflæge i afmagt over systemet og lavede i den forbindelse et opslag på LinkedIn om sine tanker, hvor han bl.a. skrev:
»Tiden for kortsigtede driftsmål og »datadreven« ledelse er ovre. Denne fortidens mørke ledelsesform har bragt ineffektivitet og tab af gode leveår for patienter, pårørende og det personale, som brænder ud – tab af vores fælles værdier både menneskeligt og økonomisk. Dette kalder på nytænkning«.
Opråbet vakte med det samme gehør. Den store interesse for hans budskab kom bag på Kristoffer Marså. Og så alligevel ikke.
»Der er en kæmpe gruppe af mennesker, der oplever, at det system, vi har opbygget, ikke møder de behov, som personale, patienter og pårørende har, så noget i mig er ikke overrasket. Men jeg bliver da berørt over, at så mange mennesker reagerer på det og støtter det, jeg siger. Det bekræfter mig i, at det er en debat, vi bliver nødt til at tage«, forklarer han.
Debatten, han vil rejse, er ikke en, der kan klares med et enkelt opslag.
»Jeg vil gerne starte en nuanceret debat, og det er svært at sige med få ord«, fortæller Kristoffer Marså, og han har meget på hjerte:
»Vi har netop fået lavet et system uden nuancer. Hvis du har KOL, så behandler vi dig efter retningslinjerne, som er bygget op efter den gennemsnitlige patient. Men i dit liv er der jo ekstremt mange ting, som hører med lige netop dig som menneske, og som er væsentlige for, hvilken behandling der vil være god for lige netop dig«, forklarer han.
»Man behøver kun én gang at have været syg og afhængig af andres hjælp for at vide, hvor vigtigt det er, at de personer, man møder, er omsorgsfulde. Og de værdier skal vi da have meget mere frem i det væsen, hvis primære opgave det burde være at yde behandling og omsorg«.
»Flere overlever deres sygdomme, og det er jo skønt. Men hvordan har de det bagefter – har de et værdigt liv? Det ved vi ikke meget om, for vi kigger numerisk fremfor medmenneskeligt«Kristoffer Marså, speciallæge i lungemedicin
Selvom fuglekvidderen kan høres i baggrunden, og Kristoffer Marså fra sin solplet i haven slår fast, »at alt ikke er ad helvede til i sundhedsvæsenet«, så finder samtalen sted på en alvorlig baggrund.
Finansministeriet anslår f.eks., at der i 2030 kommer til at mangle 17.000 social- og sundhedsassistenter og -hjælpere. Det vil ifølge Kristoffer Marså få sundhedssektoren til at kollapse.
Han ser to hovedproblemer i sundhedsvæsenet anno 2024: Patienter bliver ikke behandlet som individer, og systemet brænder personalet ud.
En undersøgelse fra FAS i efteråret viste, at det private tiltrækker et stigende antal speciallæger. Hvor der i 2017 var 249 blandt FAS’ medlemmer, der havde hovedbeskæftigelse i det private, var det i 2023 steget til 535. Samme tendenser gør sig gældende for sygeplejersker.
»Lige nu slider systemet vores personale op. Andelen af mennesker, som bliver udbrændt, stressede, forråede eller bare siger op og forlader systemet, er alt for stort, og det stiger. Mit bud er, at det skyldes, at de ikke kan få lov til at yde den medmenneskelige behandling og omsorg, som de ønsker, og som de fleste af os er gået ind i faget med. Det er i virkeligheden dét, der truer vores produktivitet og effektivitet. Derfor skal vi have et paradigmeskifte i vores tilgang til sundhedspersonalet og deres funktion, så de fleste igen har lyst til at blive og yde en meningsfuld, kompetent, medmenneskelig behandling«.
Netop manglen på sundhedspersonale har fået politikerne til både at nedsætte først en Robusthedskommission og så en Sundhedsstrukturkommission.
Den sidste kom med sin rapport den 11. juni, og selvom Kristoffer Marså også anerkender, at der er noget strukturelt på spil, drømmer han om en egentlig værdisnak:
»Jeg tror jo, at løsningen på mange af vores problemer er meget mere jordnær og ligger meget tættere på patienterne, på personalet og på fagligheden, end at det ligger i nye strukturaftaler. Hvis vi skal have mere medmenneskelighed ind i systemet, bliver det i sig selv nødt til at være en værdi, og det bliver det ikke ved at flytte behandlingsansvaret fra regioner til kommuner eller omvendt«, fortæller han.
»Omsorg og medmenneskelighed kommer ikke af sig selv. Det kommer kun, hvis vi hele tiden husker på det. Derfor er det vigtigt, at det skrives med i aftaler og retningslinjer«.
Løsningen på de manglende hænder i sundhedsvæsenet er for Kristoffer Marså derfor såre simpel og dog svær:
»For mig at se sker det ved, at vi får lavet et medmenneskeligt system, hvor sundhedsprofessionelle kan se sig selv være, og hvor patienterne får en værdig og individuel behandling«.
Kristoffer Marså ønsker sig ikke blot et paradigmeskifte i sundhedsvæsenet, men i alle instanser, der tager sig af andre mennesker, og derfor siger han konsekvent social- og sundhedsvæsenet, når han taler. For at minde sig selv om, at der er andet end et sundhedsvæsen, og fordi mekanismerne for omsorgs-, pleje- og sundhedspersoner ifølge ham er de samme og hænger sammen – er der for få plejende, omsorgsfulde hænder i kommunerne, smitter det af på hospitalsgangene og omvendt.
»Vi skal væk fra, at det fine og prestigefyldte er computerarbejdet og de flotte tal på Excel-arket. Vi skal hen, hvor vi belønner de dygtige klinikere. Det skal være omgærdet med respekt og anerkendelse at være en dygtig social- og sundhedsassistent eller -hjælper, en dygtig sygeplejerske og en dygtig læge, som er hos patienterne, og som laver det arbejde, der skal til, for at de syge og sårbare mennesker får det bedre. Det skal vi gøre fint igen«.
Han køber ikke argumentet om, at hvis man indfører mere medmenneskelighed, så vil det uransageligt gå ud over produktiviteten, og at vi dermed vil tabe de store gevinster, sundhedsvæsenet har opnået de seneste år. F.eks. at antallet af folk, der er i live fem år efter en kræftdiagnose, er steget med 8 procentpoint siden 2008.
Mange patienter lever dog videre med forskellige grader af udfordringer. Kræftens Bekæmpelse anslår, at syv ud af ti patienter er ramt af senfølger oven på et kræftforløb. Samtidig er der også sket en stigning i danskere, som har en kronisk sygdom.
»Jeg synes faktisk, de tal understreger, at der er behov for en ny måde at tænke data på. Jo længere tid folk har været syge, jo længere tid de har ,overlevet’, jo mere kommer medmenneskelighed, værdighed, følelsen af håb og kontrol og sådanne eksistentielle emner til at fylde. Det perspektiv, raske mennesker har, er ikke det samme perspektiv, syge har. Det bliver vi nødt til at indtænke i vores system. Det er ikke nok bare at lade folk overleve og så fremvise de fine tal for det«.
»Sagt på en anden måde: Ja, vi er da nået langt, men vores fundament er ved at krakelere, og vi skal have gjort det solidt igen. Hvis vi fortsætter den samme strukturelle, numeriske tilgang til menneskets liv, så slår det ikke bare revner, så går det helt fra hinanden«.
Kristoffer Marså mindes flere positive eksempler på medmenneskelige kollegaer fra sin tid som cheflæge. Han fortæller om lægen, som blev siddende hos en døende og dennes pårørende.
»Det var bare fem minutter, hvor de sad sammen i stilhed, men det betød alverden for de sørgende. Og det var disse fem minutter, de fortalte om, når de fortalte om deres elskede far og farfars død. Lægen så den døende og de pårørende som mennesker, der led – en lidelse, som ikke kan fikses, men kan lindres«.
Han husker også dengang, hvor en sygeplejerske udviste en særlig form for medmenneskelighed i behandlingen:
»Vi havde en patient, der var meget angst, i delir og svær at få kontakt til. Personalet blev enigt om, at der skulle gøres noget andet og mere end at give medicin«, husker Kristoffer Marså og forklarer, at sygeplejersken derfor satte sig på patientens stue i mange timer.
»For at få patienten til ro og sove, som er en del af behandlingen for delir, fik sygeplejersken også en seng ind på stuen, som hun lod, som om hun også gik i seng i. På den måde fik hun til sidst patienten så meget til ro, at det lykkedes at få hende til at sove«.
»Lige nu slider systemet vores personale op. Andelen af mennesker, som bliver udbrændt, stressede, forråede eller bare siger op og forlader systemet, er alt for stort, og det stiger«Kristoffer Marså, speciallæge i lungemedicin
Et tredje eksempel var en social- og sundhedshjælper, der altid kunne fornemme, hvilken stemning, hvilken tone og hvilken type person hun talte med og derfor lagde sin egen stil i forhold til det. På den måde skabte hun nærmest altid en god relation til både patienten og de pårørende.
»Det behøver ikke altid at være pivdyrt, man behøver ikke læse en masse tykke bøger for at være medmenneskelig, selvom der også ligger en faglighed i det. Ofte er det noget med, at man har et overskud i situationen til at differentiere sin behandling, afhængig af hvilket menneske og hvilken situation man står i«.
Det er netop de mange gode eksempler på sundhedsprofessionelle, der hver dag gør en ekstraordinær indsats, som gør, at Kristoffer Marså ikke synes, det hele er forfærdeligt.
»Hver eneste dag er der en kæmpe gruppe mennesker, som yder langt mere, end man kan tillade sig at forvente af dem, for at gøre mødet med den sårbare og skrøbelige patient så godt som muligt. De dropper frokosten, bliver hængende i fritiden. Vi har masser af mennesker, som slider sig selv op for at gøre det. Det skal vi anerkende. Det er systemet, det er galt med. Ikke de ansatte«.
Særligt skoser han ledelsessystemet new public management, som fokuserer på at effektivisere den offentlige sektor. Tankerne, som kom i 1980’erne, trækker tråde ind i dagens sundhedsvæsen:
»Siden da har vi accelereret den umenneskelige del af sundhedsvæsenet og andre offentlige institutioner. Vi har troet på sloganet ,work smart not hard’, men sandheden er, at vi aldrig har arbejdet så hårdt, som vi gør nu, og det er ikke særlig smart. Vi har alle sammen ladet os forføre. Det har bare vist sig ikke at virke, alt er blevet dyrere, lidt mindre effektivt og betydeligt dårligere«.
En anden kæphest for Kristoffer Marså er måden, vi taler om det stigende antal ældre i Danmark. Andelen af befolkningen, der er 80 år eller ældre, vil stige med 14% frem mod 2035. I 2050 vil andelen være fordoblet, og spørger du Kristoffer, er det en fantastisk nyhed:
»Det er da skønt og positivt, at vi kan leve længere, og at vi bor i et land, hvor man kan blive så gammel. Jeg elsker da selv at leve. Men i stedet for at være stolte af det er vi blevet forrået og taler om det som en ældrebyrde eller sågar en tsunami. Det er det, vi kalder vores ældre! Hvordan kan vi have bygget et samfund op, hvor vi sammenligner vores ældre med en bølge, der dræber? Det er et eksempel på den manglende medmenneskelighed i debatten og i strukturerne, jeg ser hele tiden«.
»Jeg tror, den rigtige behandling ligegyldigt hvad rummer en medmenneskelig dimension«Kristoffer Marså, speciallæge i lungemedicin
Kristoffer Marså vil have tryghed og næstekærlighed tilbage som værdier:
»Men dem kan du ikke måle, og det er dér, jeg mener, at new public management har forrået os som system. Vi siger jo ,se, vi har nogle fine tal’, men hvad kan vi bruge dem til, hvis der ikke er nogen mennesker, der trives i systemet. Vi skal tænke radikalt anderledes og tænke menneskene først. Effektivitet kan umuligt være vores højeste formål, det MÅ være, hvordan vi er i mødet med det sårbare menneske«.
På Kristoffer Marsås LinkedIn-profil står der i dag, at han arbejder på afdelingen for »Mere medmenneskelighed i sundhedsvæsenet«.
Han har taget de første skridt og har startet debatten, og han har tænkt sig at fortsætte med at tale højt om de udfordringer, han ser. Men hvem der skal hjælpe ham videre i kampen for mere medmenneskelighed, er han endnu ikke sikker på.
»Helt ærligt, det ved jeg ikke. Jeg ved bare, at jeg fik brug for at sige det højt. Jeg fik brug for i mit liv at arbejde målrettet for at vise, at det er muligt at blive mere medmenneskelig i vores system. Jeg tror, den rigtige behandling ligegyldigt hvad rummer en medmenneskelig dimension«.
Fakta
