Kommissionen anbefaler national styring af almen praksis

Uanset, hvad politikerne på Christiansborg gør herfra – altså, uanset hvilken af de tre foreslåede modeller, eller en helt fjerde, som de måtte have appetit på – så er der steder, hvor de bør gøre noget. Deciderede anbefalinger, som alle vil være med til at styrke det danske sundhedsvæsen.

Det var et af de klareste budskaber, da Sundhedsstrukturkommissionen tirsdag præsenterede sin med spænding imødesete rapport om fremtidens sundhedsvæsen på Holbæk Sygehus.

»Det her er seks anbefalinger, som vi mener, er relevante under alle omstændigheder – og som vi anbefaler politikerne at tage fat i under alle omstændigheder. De er helt grundlæggende for at løse de udfordringer, som vi har i det danske sundhedsvæsen«, som det lød i de indledende bemærkninger fra Jesper Fisker, formand for Sundhedsstrukturkommissionen.

Især anbefaling nummer ét – en betydelig kapacitetsudvidelse og ændret organisering af det almenmedicinske tilbud – var helt central i præsentationen. Ikke alene skal en større andel af de samlede sundhedsudgifter anvendes på det almenmedicinske område. Kommissionen anbefaler også en national myndighed, der skal fastlægge opgavebeskrivelsen og sikre, hvordan sygehuse, øvrige specialister og sundhedstilbud skal understøtte almen praksis.

Anbefalingen går blandt andet også på differentierede patienttal og honorarer for de praktiserende læger ud fra behandlingsbehovet og en revidering af honorarstrukturen.

»Vi har fået taget for meget ind på sygehusene, som på meget bedre vis kan løses derude, hvor de almen medicinske læger kender patienterne og ved, hvad det er for nogle behov og muligheder den enkelte familie har. Derfor er vi nødt til at udvide det tilbud, så der – over tid – bliver så mange, at de kan tage sig af al det, som ikke fordrer, at man skal på hospitalet«, sagde Dorthe Gylling Crüger, fhv. koncerndirektør i Region Hovedstaden og medlem af kommissionen, da hun præsenterede de seks anbefalinger.

Indenrigs- og Sundhedsminister Sophie Løhde (V) erklærerede sig på regeringens vegne – da hun officielt havde fået overdraget det digre værk fra kommissionen – åben over for, at nationale myndigheder får større indflydelse på opgaverne i almen praksis, at man differentierer antallet af patienter alt efter hvor syge og sårbare, de er, og at fordele ydernumre på en ny måde.

»Og så må jeg også bare stilfærdigt konstatere, at hvis jeres forslag til en ny organisering af almen praksis bliver til virkelighed, så vil jeg gå så langt som til at sige, at det i sig selv er en reform i reformen«, sagde Sophie Løhde fra podiet på Holbæk Sygehus.

De øvrige anbefalinger – se faktaboksen – går på at sikre en nationalt forankret beslutnings- og eksekveringskraft i forhold til digitalisering og data i sundhedsvæsenet; en national sundhedsplan, der skal sikre tilpasning af ressourcer mellem det primære og det sekundære sundhedsvæsen og geografisk på tværs af landet; at psykiatrien integreres organisatorisk i det samlede sundhedsvæsen; at praktiserende speciallæger – som man ofte mangler uden for de større byer – bliver mere strategisk indtænkt i det samlede sundhedsvæsen, samt en implementeringsplan og reformsekretariat, der skal følge arbejdet over de næste år.

Tre modeller for en ny struktur

Så er der modellerne. Det, der vel er spekuleret mest i blandt iagttagere i de foregående måneder.

Sundhedsstrukturkommissionens formand præsenterede de tre modeller – »ikke rangeret,« som Jesper Fisker fandt det nødvendigt at sige mere end én gang.

Én model – Regionalt enhedssundhedsvæsen med sundheds- og omsorgsregioner – nedlægger regionerne og erstatter dem med otte-ti sundheds- og omsorgsregioner med direkte valgte politikere som ansvarlige.

En anden model – Statsligt enhedssundhedsvæsen – nedlægger også regionerne, som her bliver erstattet af en forankring hos den ansvarlige minister med en nationalt udpeget bestyrelse og direktion, samt otte-ti administrative enheder.

Begge disse modeller flytter ansvaret af store dele af sundheds- og ældreområdet væk fra kommunerne.

I den tredje model – Sundhedsregioner – bevares regionerne. Tre-fem af dem, lyder forslaget. Her bliver der altså ikke skubbet rundt på magt- og styringsstrukturen, som det naturligt vil ske med omlægningen i de to første modeller.

Men hvis politikerne følger kommissionens seks anbefalinger og gennemfører en række yderligere, mindre initiativer vil det – ifølge kommissionen – alligevel være muligt at skabe de nødvendige forandringer. I denne model lægger kommissionen op til, at udvalgte dele af de kommunale sundhedsopgaver evt. flyttes over i regionerne.

Modellerne handler i høj grad om, hvor meget man fra politisk side ønsker at fjerne fra kommunernes ansvarsområde: En stor, en mellemstor eller en mindre opgavesamling. Hvis man f.eks. slet ikke vil fjerne noget fra kommunerne, så falder grundlaget for model 1 væk.

»Samlet set er det er alle tre modeller, som vi mener – sammen med de tværfaglige anbefalinger – på forskellige måder vil kunne løse den udfordring, vi har med at fremtidssikre sundhedsvæsenet«, sagde Jesper Fisker.

Svært ved at se de helt borgernære ting flytte

Sophie Løhde ville – naturligt nok – ikke pege på, hvilken model, hun eller regeringen kommer til at gå med. Men hun slog fast, at der er behov for at »tage fat på en ny grundlæggende struktur for vores samlede sundhedsvæsen«, og at kommissionens rapport er et »stærkt fundament« for det videre arbejde.

»Det vigtigste for os i regeringen er, at vi sørger for at få et sundhedsvæsen, der kommer tættere på borgerne. Og I jeres rapport på tre helt centrale områder: At der er for mange patienter, der oplever et usammenhængende forløb på tværs af almen praksis, sygehus og kommuner; at der er en ubalance mellem sygehuse og det nære sundhedsvæsen og at der er for stor grad af ulighed i vores sundhed, både socialt og geografisk«, sagde Sophie Løhde, der samtidig åbnede lidt op for, hvad regeringen ikke helt kan se for sig i forhold til opgavesamlingen:

»Men uden at foregribe regeringens kommende udspil til en sundhedsreform, tør jeg godt at sige, at vi har svært ved at se for os, at kommunerne ikke længere skal have ansvar for plejehjemmene, madservice, personlig pleje og andre helt borgernære opgaver på ældreområdet«, sagde ministeren.

Find Sundstrukturkommissions rapport og baggrundsmateriale her