Efter drabet: »Jeg er ikke tryg mere«

Michala Skovlund Sørensen var den eneste læge i skadestuen, da patienten kom tilbage fra CT. Alle de andre læger var til konference. Hun kunne se på skanningsbillederne, at manden havde brækket en nakkehvirvel.

Patienten var meget urolig og voldsom. Hun prøvede at dysse ham ned, og hun forklarede, hvor vigtigt det var, at han lå helt stille, indtil lægerne vidste, hvor alvorlige skader han havde fået ved trafikulykken. De afventede svar på, om han skulle behandles med andet end en halskrave.

»Han var meget udadreagerende og ville slet ikke samarbejde. Jeg var den behandlende læge, men jeg var også en ret uerfaren læge, og til sidst nåede jeg et punkt, hvor jeg følte, at jeg som ung læge ikke længere kunne tage ansvar for ham«, forklarer hun.

»Så bad jeg Charlotte om at overtage«.

Michala Skovlund Sørensen havde arbejdet sammen med Charlotte Asperud gennem flere år, og de kendte hinanden rigtig godt. De to – den unge og den erfarne – svingede så fint sammen. Som læge så Michala Skovlund Sørensen op til Charlotte Asperud. Ikke nok med at Charlotte Asperud var fagligt kompetent, hun formåede også at skabe en fin menneskelig relation til patienterne midt i den ellers forjagede og hektiske skadestue.

»Jeg holdt utroligt meget af Charlotte. Hun var på mange måder helt unik«.

Men det lykkedes heller ikke for den garvede skadestuelæge at få manden til at samarbejde.

»Tværtimod. Det eskalerede fuldstændig«, husker ­Michala Skovlund Sørensen.

På et tidspunkt indså Charlotte Asperud, at hun ikke kunne overbevise manden om, at han for sit eget bedste skulle ligge stille og have halskrave på. Hun tilkaldte anæstesien, og patienten blev bedøvet – mod sin vilje. Charlotte Asperud indlagde ham på røde papirer til ­psykiatrisk tilsyn.

Patienten har siden forklaret, at han næste morgen vågnede fastspændt på Psykiatrisk Afdeling, og at han oplevede tvangsindlæggelsen som en krænkelse og et voldsomt overgreb.

I oktober 2014 blåstemplede Retten i Helsingør dog behandlingen af manden, fordi han den pågældende dag, den 28. februar 2014, blev skønnet sindssyg og til fare for sig selv og andre.

Videokameraer

Det havde været en hård fødsel, og hun havde mistet tre liter blod. Michala Skovlund Sørensen sad mast og sårbar hjemme i sin lejlighed med sin fire dage gamle baby, da politimanden fra Nordsjællands Politi ringede.

Tre uger tidligere, den 30. april 2019, var Charlotte Asperud blevet fundet ilde tilredt i en blodpøl i sit soveværelse efter et groft overfald, som endte med at koste den 58-årige læge livet. Den 13. maj anholdt og varetægtsfængslede politiet en mand, som viste sig at være en af Charlotte Asperuds tidligere patienter. De fandt også en udskrift af hans patientjournal, hvor flere lægers navne var understreget, herunder Charlotte Asperuds.

»De kunne jo se i journalen, at jeg havde været med til at behandle ham. Jeg ved ikke, om han også havde streget mit navn under i patientjournalen. Men det er da noget, jeg har tænkt på«, forklarer hun.

Det er kommet frem, at den tiltalte har oplyst, at han allerede i 2016 eller 2017 opsøgte Charlotte Asperud i hendes hjem for at tale med hende om den behandling, han havde fået af hende på skadestuen i 2014. En behandling, som stadig gik ham på. Men hun havde smækket døren i og ville ikke tale med ham. Charlotte Asperud har ikke fortalt hverken pårørende eller kolleger om dette besøg.

Hele forløbet har gjort Michala endnu mere utryg. For selv om det forekommer yderst sjældent, at en læge bliver slået ihjel af en patient, så er det ikke helt så usædvanligt, at læger bliver opsøgt af deres patienter på hjemadressen. I sommeren 2017 oplevede hun selv et besynderligt indbrud i sin lejlighed på et tidspunkt, hvor både hun og kæresten var hjemme. Der blev ikke stjålet noget, men døren var slået ind, og hun så en mand stå og stirre på hende i køkkenet, inden han forsvandt ad bagtrappen.

Indbruddet er aldrig blevet opklaret, men Ugeskrift for Læger har fået oplyst fra Nordsjællands Politi, at den tiltalte var fængslet på tidspunktet for indbruddet i Michalas lejlighed.

»Men det gør mig ikke mere rolig. Hele drabssagen, det at han opsøgte Charlotte et par år før drabet og indbruddet i min lejlighed har alt sammen medvirket til, at jeg ikke længere føler mig tryg i mit eget hjem. Derfor har vi også fået sat videokameraer op i lejligheden«.

Tavshedspligt

Den 25. januar i år så Michala Skovlund Sørensen sin tidligere patient – den tiltalte – igen, da hun satte sig til rette i vidneskranken i retssalen ved Retten i Helsingør. Hun havde det »ekstremt dårligt« med at skulle vidne i retten.

Nu kunne den tiltalte se hende. Hun kunne have anmodet om, at han forlod retslokalet, men det havde hun ikke gjort. Hvis han ville opsøge hende, skulle han nok kunne finde frem til hende. Det gjorde ingen forskel.

»Jeg følte mig helt alene og meget udsat. Og jeg var fuld af spørgsmål. Hvad med min tavshedspligt som læge? Hvad med lægeløftet? Han var jo stadig min patient. Jeg følte ikke, at jeg bare kunne fortælle detaljer om en patient, som jeg havde været læge for. Jeg havde spurgt i Yngre Læger, og de havde henvist til retten. Dommerne talte med forsvarer og anklager, og de gav grønt lys til, at jeg trods min tavshedspligt vidnede, så længe det holdt sig inden for min tidligere forklaring. Men det hele var meget grænseoverskridende for mig, for min tavshedspligt over for patienterne betyder meget for mig«.

Michala Skovlund Sørensen siger hele tiden til sig selv, at den tiltalte ikke er skyldig, før han er dømt. Det er vigtigt at holde fast i, at han også har nogle rettigheder. At vi lever i et retssamfund. Det betyder noget for hende.

»Jeg kan også godt forstå, at det har været en ubehagelig oplevelse for ham at blive bedøvet mod sin vilje dengang på skadestuen. Som menneske er det voldsomt at blive frataget sin selvbestemmelse, og han har jo selv ment, at han havde ret«, siger hun.

At samle mod

Michala Skovlund Sørensen har ikke noget ønske om at blive kendt. Tværtimod. Hun er et menneske, som værner om sit privatliv.

Alligevel har hun henvendt sig til Ugeskrift for Læger for at fortælle sin historie. Hun har også valgt at stå frem med sit fulde navn og billede, selvom hun har fået tilbud om at være anonym.

»Jeg har brugt to år på at samle mod til mig. Det her er utroligt svært for mig. Men han ved jo alligevel, hvem jeg er. Han har fundet mit navn i journalen, og han ved, hvordan jeg ser ud«, siger hun.

Skaden er sket, og hun har en sag.

»Jeg har små børn at tage hensyn til, men jeg vil noget med det her, og jeg er godt klar over, at min stemme er vigtig for at få budskabet igennem«.

Michala Skovlund Sørensen tager en dyb indånding. Så fortsætter hun:

»Jeg har det frygteligt med, at mit navn er offentligt i journalen for mine patienter, og jeg kan ikke forstå, at det skal være sådan. Jeg har gået rundt med en voldsom knugen i maven, siden jeg fik at vide, at det var en af vores tidligere patienter, der har dræbt Charlotte. For mig betyder navneskiltet ikke så meget. Men patienterne kan sidde alene derhjemme og læse mit navn i deres journal, og misforståelser kan få næring, fordi vi ikke er i dialog med dem, når de sidder hjemme. Jeg er slet ikke i tvivl om, at Charlotte ikke var blevet dræbt, hvis patienten ikke havde kunnet finde hendes navn i journalen. Det er så forkert, at det er sådan«.

Hvorfor skal mit navn frem?

Det er ikke kun Michala Skovlund Sørensen, der føler sig utryg, fordi en tidligere patient har dræbt Charlotte Asperud. Utrygheden har bredt sig blandt mange læger, og flere har efterlyst muligheden for at kunne være anonyme såvel i journalen som på navne­skiltet.

Formændene for Lægeforeningen, FAS og Yngre Læger har udtrykt forståelse for den uro, drabssagen har vakt blandt læger, men samtidig har de betonet, at læge-patient-­relationen ikke er forenelig med anonymitet – undtagen i helt særlige tilfælde.

Det forstår Michala Skovlund Sørensen slet ikke. Og hun føler sig svigtet. Andre faggrupper må identificere sig med et nummer. Hvorfor må hun så ikke bare være lægen ­Michala på sit navneskilt og et nummer i journalen?

»Den gode relation, jeg opbygger til mine patienter, handler om, at jeg kigger dem i ­øjnene og taler med dem. Den har ikke ­noget med mit efternavn at gøre. Og jeg forstår ikke, at jeg skal løbe den risiko«, siger hun.

»I vores virke som læger arbejder vi fra tid til anden med mennesker, som mentalt befinder sig et helt andet sted. Vi prøver altid at appellere til det raske i dem, til det rationelle, men nogle af dem er så syge, at vi ikke befinder os i den samme virkelighed«.

Fornuftsmennesket inde i Michala Skovgaard Sørensen ved godt, at drabet på Charlotte Asperud var en ekstremt ulykkelig og sjælden hændelse. Det prøver hun at finde ro ved. Men det lykkes kun delvist. Eller meget lidt. For der er sket et moralskred i samfundet; en forråelse, som skræmmer hende.

»Jeg har tænkt på det her mindst 1.000 gange. Jeg tænker på alle de verbale modbydeligheder og trusler, vi læger må tage imod på vores arbejde. Vi finder os i det, og empatien ligger dybt i os, for vi ved, at vi har med andre menneskers liv at gøre, sårbare mennesker. Derfor tager vi imod, og vi politianmelder meget sjældent. Men måske rummer vi for meget? I nogle kredse er det, som om det er blevet okay at tage sagen i egen hånd, hvis der er noget, man er utilfreds med. Den udvikling skræmmer mig, når jeg samtidig ved, at mit navn er offentligt tilgængeligt for patienterne«.

Jeg føler mig udsat

I dag arbejder Michala Skovlund Sørensen på et andet hospital, hvor hun er i gang med sin speciallægeuddannelse i ortopædi. Hun elsker at være læge, og hun har ikke lyst til at skifte til et andet speciale end det, som hun er så fascineret af.

Men drabet på den tidligere kollega har fået dyb indflydelse på hendes liv – både i privatlivet og i hendes virke som læge.

»Jeg har mistet en dyrebar kollega, og sagen vil altid følge mig. Jeg kan ikke slippe for den, og den har fået meget store konsekvenser for mit liv«.

Michala Skovlund Sørensen har fået navne- og adressebeskyttelse, men heller ikke det har givet hende ro.

»Jeg føler mig udsat. Jeg vågner stadig om natten med hjertebanken, og jeg må stå op og tjekke, at alt er, som det skal være i lejligheden. At mine børn sover trygt og roligt. Jeg er ikke tryg mere – ikke engang i mit eget hjem. Hvis han en dag kommer på fri fod igen, så bor jeg ikke her mere«, siger Michala Skovlund Sørensen.

Som mange andre læger har hun altid accepteret, at arbejdet fylder en del i hendes og familiens liv. For lægeidentiteten er stærk. Men drabet på Charlotte Asperud har fået Michala Skovlund Sørensen til at revurdere sit liv, og hun er ikke længere så sikker på, at hun kan acceptere, at det at være læge er al den frygt værd.

»Skal jeg virkelig udsætte min familie og mig selv for fare på grund af mit arbejde? Det tænker jeg over, og jeg ved ikke, hvad det ender med, for jeg elsker jo stadig mit hverv«.

Det berører hende meget at tale om sagen. Hun sidder og tænker lidt – og siger så:

»Jeg er endt i den her situation, om jeg vil det eller ej. Det er ikke noget, jeg selv har haft indflydelse på eller afgjort. Men nu vil jeg i det mindste forsøge at gøre noget ved det«.

Læs mere på temaside om Asperudsagen.