Deres kollega blev dræbt: »Det kunne være sket for os allesammen«

Den aften låste han døren derhjemme.

Det gør han ellers aldrig. Når han er hjemme hos sig selv, har huset altid været ulåst – også om natten. Det er ikke noget, Mikkel Aarøe har tænkt videre over. Han har bare altid følt sig tryg.

Den 36-årige reservelæge på Nordsjællands Hospital i Hillerød trives i de hurtige, akutte specialer, og der skal en hel del til at ryste ham. Mikkel Aarøe er ikke den bekymrede type.

Men mandag den 2. september var alt andet end en sædvanlig arbejdsdag for lægerne på hospitalet i Hillerød.

Den dag kunne de i flere medier læse nyt om deres tidligere kollega, Charlotte Asperud, der var blevet dræbt i sit hjem fire måneder tidligere. Og det var ubehagelig læsning.

Politiet havde under en ransagning fundet et print af en patientjournal hjemme hos den mand, der er sigtet for drabet på lægen. I journalen var seks lægers navne understreget.

De seks havde alle været involveret i behandlingen af den nu drabssigtede mand fem år tidligere, da han blev indlagt på hospitalet i Hillerød efter en trafikulykke – i februar 2014. Et af de understregede navne var Charlotte Asperuds.

»Jeg fik en følelse af, at det her, det er ikke helt godt. Jeg bor i hospitalets lægeboliger, og der ligger en psykiatrisk afdeling lige ved siden af mit hus. Jeg fik en dårlig fornemmelse og begyndte at spekulere over min egen tryghed«, siger Mikkel Aarøe.

Han låser stadig døren.

• Læs hele interviewet med hospitalsdirektør Bente Ourø Rørth:
  Hospitalsdirektør om Asperud-sag: »Hensynet til patienterne har en bagside«

Patienter har fået flere rettigheder

Drabet på Charlotte Asperud har fået flere læger til at stille spørgsmål ved, om de er tilstrækkeligt godt beskyttet, hvis patienter eller pårørende vil dem noget ondt.

Det er en sag, der handler om forholdet mellem læge og patient. Et forhold, som på trods af sin indbyggede ubalance og asymmetri i langt de fleste tilfælde er både tillidsfuldt og ukompliceret, fordi begge har det samme mål, den bedst mulige behandling af patienten.

Men i mange år er udviklingen kun gået i én retning. Patienterne har fået flere og bedre rettigheder i deres møde med sundhedsvæsenet. Hensigten har været ædel – at klæde patienterne bedst muligt på, så de kan blive oplyste, ansvarlige medkombattanter i behandlingen af deres sygdom.

De færreste læger vil erklære sig uenige i målet.

Men drabet på Charlotte Asperud har fået ledelse og læger på Nordsjællands Hospital til at spørge, om hensynet til patienterne er gået for vidt. Om den stadigt hurtigere adgang til journalen med diagnoser, vurderinger, overvejelser, latinske fagudtryk og navne på behandlende læger har åbnet døren på vid gab for psykisk ustabile patienters potentielle aggressioner mod deres behandlere.

Sagen er ganske vist sjælden og ekstrem. Men i Nordsjælland er lægerne begyndt at tale sammen om deres frygt for truende eller voldelige patienter.

Det er et spørgsmål, der deler lægerne. Og som, ifølge nogle, deler mænd og kvinder.

»Læg dig helt ned«

Den 2. maj fik de ansatte på Nordsjællands Hospital en ubehagelig mail fra deres direktion. Her kunne de læse, at det var deres kollega, Charlotte Asperud, der var død af sine kvæstelser efter et brutalt overfald i hendes hjem i Tisvildeleje natten til den 30. april.

Det var frygteligt – især for de kolleger, der kendte den 58-årige ortopædkirurg godt. Men dengang spekulerede de færreste over, at sagen kunne få konsekvenser for deres egen sikkerhed.

Politiet mente, at det var et hjemmerøveri, der var gået helt galt. Der var ganske vist ikke stjålet noget, så måske kunne det være en forsmået kæreste, gættede andre.

Efter en uge tog politiet det usædvanlige skridt at offentliggøre en lydoptagelse af overfaldet. Man kan høre en vred mand, der gentagne gange og med voksende utålmodighed kommanderer: »Læg dig ned«, »Læg dig helt ned«.

Overlæge Iben Sorgenfrei valgte ikke at høre lydoptagelsen. Hun er anæstesiolog og har gennem flere år arbejdet sammen med Charlotte Asperud i akutmodtagelser i både Hillerød og Frederikssund.

»Jeg blev virkelig berørt af Charlottes død, og jeg har absolut ikke ønsket at høre lydfilen. Det ville ikke bibringe mig noget godt at høre én, jeg kender, være så panisk angst«, forklarer hun.

Samme beslutning traf Mikkel Aarøe. I første omgang.

»Til sidst hørte jeg den alligevel, selv om jeg absolut ikke var glad for det. Men jeg kunne ikke få den tanke ud af hovedet, at jeg måske ville kunne genkende stemmen«, fortæller han.

Det kunne han nu ikke. Men det mente andre, at de kunne, og flere borgere henvendte sig efterfølgende til politiet, fordi de mente at vide, hvem manden med den nordsjællandske dialekt var.

• Læs hele interviewet med Iben Sorgenfrei og Mikkel Aarøe:
  Læger på Nordsjællands Hospital: »Som læge er det skamfuldt at være bange. Det er tabu«

Fundet af den sigtedes dna

Kort efter skete der et gennembrud i sagen.

Den 13. maj anholdt politiet en 54-årig mand fra Hørsholm og sigtede ham for drabet.

Det er endnu uvist, hvad der førte politiet frem til manden. Men den 17. maj kunne dagbladet B.T. oplyse, at der var fundet dna fra manden på Charlotte Asperuds forslåede krop. Avisen havde fået adgang til retsbogen fra det lukkede grundlovsforhør i Retten i Helsingør.

Det var også i maj, at politiet henvendte sig til direktionen på Nordsjællands Hospital for at få kontakt til de fem læger, der sammen med Charlotte Asperud havde været involveret i behandlingen af den drabssigtede i februar 2014. Politiet fortalte direktør Bente Ourø Rørth, at seks lægers navne, herunder Charlotte Asperuds, var streget under i et print af mandens patientjournal.

»Politiet ønskede, at jeg skulle hjælpe dem med at få kontakt til de fem øvrige læger. Det gjorde jeg«, forklarer Bente Ourø Rørth.

Sagen var begyndt at påvirke de ansatte på hospitalet. Bente Ourø Rørth fortæller om reaktionerne på drabet på Charlotte Asperud:

»Det har været helt forfærdeligt for os på Nordsjællands Hospital. Drabet var en ekstrem og enkeltstående ulykke, men vi ved også, at der er læger, der bliver chikaneret på de sociale medier eller på anden måde forfulgt, stalket eller truet i dagligdagen og i den direkte kontakt med patienter. Det betyder, at der er medarbejdere, der beskytter sig med hemmelig adresse og telefonnummer«.

Den 28. juni kunne medarbejderne læse i flere medier, at politiet nu efterforskede læge-patient-relationen mellem Charlotte Asperud og den sigtede mand som et muligt motiv til det grove overfald. Det var første gang, offentligheden fik kendskab til, at den drabssigtede havde været Charlotte Asperuds patient. Læger på Nordsjællands Hospital fortæller, at mange gik til sommerferie med en følelse af snigende uro.

Virksomhedsmedarbejderudvalget drøftede sagen på sit møde den 26. august. Her blev det besluttet at gå til det regionale medarbejderudvalg med ønske om, at det skal være muligt at skrive anonymt i journalen ved anvendelse af »BAM-kode« i stedet for det fulde navn. Samme budskab kom fra et samlet speciallægeråd.

Kvinder føler sig mest utrygge

Men det skulle blive værre endnu.

I starten af september skrev flere medier, at det ikke kun var Charlotte Asperuds navn, der var understreget i mandens journal. Det samme var tilfældet for fem af de øvrige læger i Hillerød, der havde været involveret i behandlingen af den sigtede i 2014.

De nye oplysninger fik Helga Schultz, Yngre Læger, og Lisbeth Lintz, Overlægeforeningen, til at kommentere sagen. De udtrykte begge stor forståelse for den uro, sagen havde skabt blandt lægerne i Hillerød. Samtidig understregede de dog også, at de ikke mente, at læger skal være anonyme eller kun på fornavn over for deres patienter.

Kommentartrådene glødede i Facebookgruppen »Læger« i de dage.

Mange læger erklærede sig enige med lægeformændene. Men der var også mange, der syntes, at personalet burde kunne skjule deres fulde navn for at være bedre beskyttet mod patienter, der har ondt i sinde.

For Iben Sorgenfrei har sagen været en øjenåbner for den splittelse, der er i lægegruppen. Hun har spurgt sine kolleger i Hillerød om deres synspunkter, og hun ser en tydelig kønsforskel i lægernes svar.

Kvinder føler sig utrygge, mens mænd ikke oplever problemer.

»Der er bare forskel på, hvordan vi opfatter det. Kvinder er formentlig også udsat for flere ubehageligheder, fordi vi er mindre og virker fysisk svagere. Det kan være meget utrygt at være læge i akutmodtagelsen, især hvis man er ung, kvindelig læge. De, der ikke synes, det er noget problem, er typisk ældre, mandlige læger. Den forskel er ikke tilfældig. Så er det sagt«, siger Iben Sorgenfrei.

Mikkel Aarøe er ikke helt enig i, at der er så tydelig kønsforskel på hospitalet i Hillerød.

»De få, der opfatter det som en overreaktion, er ganske rigtigt mænd. Men et klart flertal af både mænd og kvinder er stærke fortalere for, at der må ske ændringer, for eksempel ved anonymisering i journalen«, siger han.

• Læs hele interviewet med Lisbeth Lintz og Helga Schultz:
  Lægeformænd: Lægen skal ikke være anonym for sin patient

Akutlæger kan nøjes med fornavn

Tal kan fortælle historier.

Og tal har i årevis dokumenteret, at der med arbejdslivet kan komme en pris, når man arbejder med sårbare, syge mennesker. Når man arbejder der, hvor livet gør ondt. Med mennesker, der kan være i krise og angste, være misbrugere og lide af vrangforestillinger eller psykoser.

Der er ikke noget, der tyder på, at konfliktniveauet er faldende. Tværtimod.

Ifølge en opgørelse fra Rigsadvokaten er antallet af domme for vold, trusler og chikane mod offentligt ansatte steget med 27 procent fra cirka 2.900 domme i 2017 til cirka 3.700 i 2018. En udvikling, der blandt andet skyldes, at straffen for at true eller chikanere offentligt ansatte blev skærpet i 2016.

Nogle gange ender det fatalt. Som i 2014 da en beboer på et forsorgshjem i Sakskøbing dræbte en læge og en socialrådgiver med en køkkenkniv.

Vi ved endnu ikke, om det er Charlotte Asperuds arbejde, der gjorde hende til offer for en brutal overfaldsmand. Men det er det, lægerne på Nordsjællands Hospital frygter.

Iben Sorgenfrei mener, at de debatter, der er opstået som følge af drabet på hendes kollega, har udstillet, at der de senere år har været en tiltagende politisk diskurs om patientrettigheder. Det er en diskurs, hvor patienterne nærmest har opnået ubegrænset ret, mens sundhedspersonalet står tilbage med pligten.

»Nogle patienter oplever sig som kunder i en butik. De føler, at de har ret til og krav på en masse. De bliver vrede, når de, på trods af politiske løfter, bliver mødt af en ressourceknaphed i sundhedsvæsenet og for eksempel skal vente på behandling i skadestuen i timevis. Det er en problemstilling, man kender i mange andre sektorer i det offentlige«, siger hun og tilføjer:

»Så står vi som ekspedienter i butikken og har det fulde ansvar for patienterne og for behandlingen. Men vi har ingen indflydelse på vores arbejdsvilkår og de tildelte ressourcer. Det er svært frustrerende«.

Ikke alle læger er lige udsatte. Drabet på Charlotte Asperud har især rettet fokus på de belastninger, som ansatte i psykiatrien og i de akutte funktioner oplever.

Nogle læger har fået tilladelse til kun at optræde med fornavn. I Region Hovedstadens Akutberedskab dispenserer man af sikkerhedshensyn fra de generelle uniformsretningslinjer, så akutlægerne i akutlægebiler kun har fornavn på deres navneskilte.

Direktør for Region Hovedstadens Akutberedskab, Freddy Lippert, understreger dog, at akutlægerne skal oplyse deres fulde navn, hvis patienterne spørger efter det.

»Min holdning er, at vi ikke skal skabe afstand ved at undlade at oplyse vores fulde navn. Vores læger står med folks liv i hænderne, og så skal de være åbne om, hvem de er. Det skaber den bedste kontakt og tillid«, mener Freddy Lippert.

Lægers machobillede

Drabet på Charlotte Asperud har rejst spørgsmålet om lægers navne og om anonymitet. Og om forholdet mellem læge og patient.

Hvad signalerer man som læge, hvis man ikke fortæller patienterne, hvad man hedder? Hvad signalerer man, hvis patienterne ikke – så hurtigt og let som i dag – kan læse navnene på de behandlende læger i deres patientjournal.

Er det manglende tillid? Frygt? Afstandtagen?

De senere år er der kommet mere og mere fokus på at skabe et tillidsfuldt og nært læge-patient-forhold. Og det er lige netop det forhold, lægeformændene frygter, kan lide skade, hvis læger begynder at skjule deres fulde navn for patienterne.

I Hillerød har det været svært overhovedet at begynde at tale om, at der er patienter, der kan gøre læger bange og utrygge. Det handler om kultur, mener Iben Sorgenfrei.

»Der er noget tabu over det. I lægeverdenen har vi et machobillede af os selv – og det gælder både mænd og kvinder. Vi vil gerne vise, at vi kan håndtere hvad som helst. Vi kan klare alt«, siger Iben Sorgenfrei og uddyber:

»Det har typisk været sådan, at de, der ikke har nogen problemer, har båret kommunikationen. Mens de, der synes, det er hårdt og svært, ikke har sagt noget. De skammer sig og tror, det er deres egen skyld, at de ikke kan klare mosten«.

Men når lægerne ikke er enige, hvem skal arbejdsmiljøet så indrettes efter? Iben Sorgenfrei er ikke i tvivl. Man er nødt til at tilrettelægge det efter dem, der oplever problemerne, siger hun.

»Det er historien om kanariefuglen i kulminen om igen«, siger hun.

De røde papirer

Den mand, der er sigtet for drabet på Charlotte Asperud, har været gennem en voldsom social deroute. Indtil slutningen af nullerne levede han et almindeligt liv med videregående uddannelse, et godt job, hustru og børn.

Han var i en periode byrådskandidat og fik trykt flere debatindlæg om bl.a. sundhedsfaglige emner.

Men i de senere år tog hans liv en voldsom drejning. Han er dømt flere gange og fik i 2013 en dom på to år og seks måneders fængsel for over 200 tiltalepunkter, heriblandt tyveri, bedrageri og spirituskørsel.

Han havde et misbrug af alkohol og kokain, han mistede sit job, og ægteskabet røg også. Han har flere gange været indlagt til afrusning og abstinensbehandling på psykiatriske afdelinger. Flere medier har rapporteret, at han i forbindelse med dommen i 2013 blev mentalundersøgt på en retspsykiatrisk klinik og blev vurderet til at lide af en personlighedsforstyrrelse.

Men hvorfor skulle han lige gå efter Charlotte Asperud?

I Hillerød er de blevet urolige, fordi det blandt lægerne på hospitalet er kommet frem, at det angiveligt skulle være Charlotte Asperud, der i 2014 indlagde den nu drabssigtede mand på »røde papirer« til psykiatrisk tilsyn i forbindelse med behandlingen efter hans trafikuheld. Det er det, lægerne taler om.

»Det gør, at man lige tænker sig om en ekstra gang, næste gang man er nødt til at tvangsindlægge en patient. I forvejen er tvangsindlæggelser ubehagelige nok, og jeg skal altid overbevise mig selv om, at det er en nødvendig udvej for at sikre patientens ve og vel«, siger Mikkel Aarøe.

Han fortæller, at drabet på kollegaen har påvirket den måde, han journalfører på.

»Jeg er blevet mere opmærksom på, at journalen ikke kun er et internt arbejdsredskab for os læger, men at den også er et kommunikationsmiddel med patienterne. Det gør, at man som læge er nødt til at overveje sine ord og ikke altid bruger den mest præcise beskrivelse af tilstanden«.

Iben Sorgenfrei mener, at det er en sag, der bør optage alle læger.

»Det er ikke et problem, vi kun har på Nordsjællands Hospital. Det kunne være sket for os allesammen«.

Læs mere på temaside om Asperudsagen.