Skip to main content

Efter knivoverfald på læge: »Vi er meget chokerede«

Psykiatrisk Center Amager har modtaget to strakspåbud fra Arbejdstilsynet, efter en ung læge blev stukket med kniv i halsen. Centerchef fortæller om reaktionerne på overfaldet og om behovet for bedre sikkerhed efter de senere års voldsomme hændelser.

Foto: Colourbox

Af Bodil Jessen, boj@dadl.dk

21. jun. 2024
6 min.

Et knivstikkeri på arbejdspladsen. Kolleger, der er i krise. En søgen efter hurtige »løsninger«, der kan skabe en umiddelbar tryghed – og langsigtede løsninger, der kan gøre arbejdsmiljøet i psykiatrien mere trygt og sikkert.

Efter en 29-årig læge blev stukket ned i modtagelsen på Psykiatrisk Center Amager natten mellem 15. og 16. juni, har hverdagen for ledelse og medarbejdere på centeret forandret sig mærkbart.

Centerchef Louise Rabøl, der er speciallæge i samfundsmedicin, fortæller, at der er iværksat en række indsatser som opfølgning på knivstikkeriet.

»Vi har alle sammen – både direkte og ikkedirekte involverede – været meget berørte af det, der er sket. Vi reagerer forskelligt, og det har folk også gjort i denne situation, men fælles for os er, at vi er meget chokerede, og vi har et stort behov for at tale om det«, siger Louise Rabøl.

Hun fortæller, at der om natten – kort efter knivstikkeriet – blev arrangeret defusing for de involverede medarbejdere. Den efterfølgende dag var Louise Rabøl og andre ledere til stede på centeret for at tale med så mange medarbejdere som muligt.

»Så længe der er behov for det, fortsætter vi med psykosocialt beredskab; debriefinger for de direkte involverede og krisehjælp til de ikkedirekte involverede«, siger hun.

Lægen, der blev stukket gentagne gange i halsen og nakken, er nu udskrevet fra hospitalet. En 31-årig mand er sigtet for drabsforsøg og fængslet i 12 dage i surrogat. Den 31-årige har erkendt grov vold, men nægter sig skyldig i drabsforsøg. Politiet har oplyst, at der er tale om et læge-patient-forhold.

Der er nu indsat vagter i Psykiatrisk Center Amagers akutmodtagelse i aften- og nattetimerne.

Påbud – nu og tidligere

Arbejdstilsynet har været på besøg på Psykiatrisk Center Amager 17. juni, og meldingen er, at centret får to strakspåbud, fortæller Louise Rabøl.

»Det er ikke den endelige rapport, men vi ved, at vi får to strakspåbud. Det ene strakspåbud går på indretningen af lægekontoret. Det andet handler om, at vi skal sikre, at arbejdet med patienterne i Psykiatrisk Center Amagers akutmodtagelse ,planlægges, tilrettelægges og udføres, så risikoen for vold i arbejdet er effektivt forebygget i forbindelse med modtagelse af og arbejdet med højrisikopatienter’. Jeg tolker det som, at vi bl.a. skal blive bedre til at screene højrisikopatienter, inden de kommer ind i vores modtagelse«, siger Louise Rabøl.

Hun fortæller, at Arbejdstilsynet ikke giver konkrete anvisninger på, hvordan påbuddet skal gribes an.

»Lovgivningen er lidt uklar for os på det punkt. Den tvivl, vi har haft, har tidligere gjort, at vi ikke har haft en systematisk arbejdsgang for det, men nu beder de os om at afklare det og bringe forholdene i orden. På den måde kan det forhåbentlig være en hjælp til andre psykiatriske modtagelser«.

Centerchef på Psykiatrisk Center Amager Louise Rabøl. Foto: Privat

Den 15. december 2023 fik Psykiatrisk Center Amager også et påbud fra Arbejdstilsynet. Påbuddet vedrørte dengang uhensigtsmæssig fysisk indretning i modtagelsen, for dårlige vejledninger og manglende registreringer af episoder om vold og trusler om vold.

Centeret har efterfølgende rettet op på vejledninger og registreringer, men er endnu ikke i mål med den fysiske indretning. Det handler bl.a. om flugtveje i samtalerum og om at sikre bedre overbliksforhold.

Louise Rabøl fortæller, at der er sat gang i ombygning af lokalerne, men at de først er klar om et års tid.

»Derfor trækker det ud med at efterleve det påbud«.

Er jeres lokaler ikke egnede til moderne psykiatri?

»Nogle af vores bygninger er 100 år gamle, andre er 20 år gamle. Men i lyset af hændelsen er der ikke nogen af dem, der er helt tidssvarende. Man må også sige, at de alvorlige hændelser, der har været i psykiatrien i de senere år, har modnet vores tænkning i forhold til at sikre medarbejderne – både i forhold til den fysiske indretning og andre tiltag, der kan skabe et sikkert arbejdsmiljø. Den måde, vi hidtil har gjort det på, har vist sig ikke at være fuldt tilfredsstillende i dag«, siger Louise Rabøl.

Metaldetektorer og vagter

»Efter knivoverfaldet forleden har vi indsat vagter i modtagelsen, og det er ved at blive afklaret, om vi kan anvende skannere i modtagelsen«Louise Rabøl, centerchef på Psykiatrisk Center Amager

På Psykiatrisk Center Amager har der efter de senere års voldsomme begivenheder været særligt fokus på uddannelse af medarbejdere i konflikthåndtering, fortæller Louise Rabøl.

»Hos os har det især handlet om at få sat uddannelsen og vedligeholdelsen af medarbejdernes kompetencer mere i system. Vi er ikke i mål, men vi har lagt en plan sammen med vores ledere. Derudover er vi i færd med at indrette vores ambulatorier bedre, så de understøtter mere sikre arbejdsgange; det gælder både etablering af flugtveje og bedre booking, så man f.eks. ikke risikerer at sidde alene på ydertidspunkter«.

Louise Rabøl fortæller også, at det nu overvejes, om det er muligt at anvende metaldetektorer.

»Efter knivoverfaldet forleden har vi indsat vagter i modtagelsen, og det er ved at blive afklaret, om vi kan anvende skannere i modtagelsen«, siger hun.

Kan I da ikke bare gøre det?

»Lovgivningen vedrørende skannere i modtagelser er uklar. Sådan som jeg har forstået det, er der tvivl om retsstatus for de personer, der er kommet til en modtagelse, men som endnu ikke har givet tilsagn til at være patient i et ambulant forløb eller til at blive indlagt. Man kan skanne patienter, der har givet samtykke til et ambulant forløb eller en indlæggelse – eller man kan gøre det på baggrund af en konkret vurdering. Det er det, vi er ved at undersøge«.

Vi bliver klogere

Louise Rabøl er meget taknemmelig over, at medarbejderne reagerede professionelt og fagligt kompetent i forbindelse med knivstikkeriet 16. juni. Det var medvirkende til, at det ikke gik værre, end det gjorde, siger hun.

Hun kan ikke kommentere hændelsesforløbet detaljeret, da sagen nu ligger hos politiet og anklagemyndigheden, men hun siger overordnet:

»Overfaldet har gjort det tydeligt for mig, hvor stor en rolle psykiatrifaglighed spiller i vores håndtering af patienterne. Det er en faglighed, jeg har meget stor respekt for, og som ledere har vi et stort ansvar for at understøtte vores medarbejdere i at have den psykiatrifaglighed. Den er guld værd«.

Louise Rabøl siger, at medarbejdernes input og reaktioner i forbindelse med knivoverfaldet har været yderst værdifulde for ledelsen i det videre arbejde med at sikre arbejdsmiljøet.

»Vi bliver hele tiden klogere, og der kommer heldigvis mange input fra medarbejderne, som vi kan bruge til at blive klogere. Det er vi meget taknemmelige for, og det lytter vi meget til«, siger hun.