Cheflæge blev ringet op om alvorligt overfald. Tyve minutter efter stod han på Brøndbyøstervej

»Jeg tænkte bare: åh nej, åh nej, åh nej«.

Det tager cirka 20 minutter at køre med taxa fra kontoret på Psykiatrisk Center Glostrup på Nordstjernevej til matriklen på Brøndbyøstervej. Det ved cheflæge Darius Mardosas helt præcist. Han plejer ellers at cykle ruten på sin racercykel, men fredag den 21. juli skulle det gå stærkere, da han blev ringet op af en chokeret chefsygeplejerske.

»Der er sket noget helt forfærdeligt, du skal komme nu. Der har været et knivstikkeri«, sagde chefsygeplejerske Kirsten Tofterup ifølge cheflægens hukommelse.

Via app fik han lynhurtigt fat i en taxa. Imens tankerne messede åh nej, og taxaen nærmede sig Brøndbyøstervej, ringede Darius Mardosas fra bagsædet til cheflægen på Psykiatrisk Center Sct. Hans, centerchefen, direktionen, forvagten.

»I taxaen fik jeg at vide, at en læge og to andre medarbejdere var kommet alvorligt til skade«.

Ifølge en rapport fra Arbejdstilsynet mødte gerningsmanden op på adressen igen, efter at hans konsultation med psykiater Mariann Stenberg på Retspsykiatrisk Ambulatorium var overstået. Han bliver i rapporten beskrevet som diskussionslysten, og konsultationen viste ingen faretegn. Alligevel kom han tilbage til Brøndbyøstervej et par timer senere bevæbnet med kniv og angreb »hurtigt og målrettet og uden optakt«, imens psykiateren købte frokost.

Darius Mardosas vil gerne fortælle Ugeskrift for Læger om sin oplevelse på dagen. Primært for at sætte fokus på sikkerhed og for at understrege, at det ikke er farligt at gå på arbejde i psykiatrien.

Vi mødes på Psykiatrisk Center Glostrup – i Glostrup, hvor der er fri adgang til gangen med bl.a. cheflægens kontor. Det er der ikke længere på Brøndbyøstervej, hvor der nu står en vagt i den foyer, hvor drabet skete.

Han skænker danskvand i plastikkrus og taler langsomt. Øjnene er røde og blikket beklemt. Der er et før og et efter drabet for ham og alle, der var der den dag, siger han.

»Det er så voldsom en handling. Det sidder på rygmarven hos os alle. Det kan ikke glemmes«, siger Darius Mardosas, som har været cheflæge i otte år.

»Det var den værste dag i mit arbejdsliv«, fortæller han.

Da han nåede frem, var hele området spærret af, politiet var talstærkt til stede, han skulle bevise, hvem han var, finde vej via bagdøre for at komme frem til foyeren. Lægen og det ramte personale var transporteret til traumecenteret, men der var ikke gjort rent endnu.

Synet gjorde det klart for cheflægen, at han stod med en hel gruppe medarbejdere i chok. Det var ferietid, og han havde ansvaret for alle matriklerne i Region Hovedstadens Psykiatri.

»Den dag var der ikke tid til at reflektere, der var ikke tid til at mærke sig selv. Det handlede om at klare sig igennem, tage hånd om andre«.

Kirsten Tofterup, der ringede, var heller ikke selv på matriklen, men hun ankom først og begyndte at danne sig et overblik.

»Vi supplerede hinanden i opgaverne. Da handlingen skete, opstod der forvirring. Vi vidste ikke, om der var flere gerningsmænd, og om der ville komme andre efter personalet. Nogle låste dørene og var usikre på, om gerningsmanden stadig var på matriklen«.

Det var forfærdeligt at passere forhallen, da han endelig kom ind.

»Det satte sig i hjernen. Om vi vil eller ej. Mange var vidner til handlingen, mange løb til alarm, og det skete midt i forhallen, hvor folk sad og spiste frokost mellem planter og træer i potter. Der var også patienter til stede«.

Modstridende meldinger

Retspsykiatrisk Ambulatorium hører til Psykiatrisk Center Sct. Hans. Det var en svær situation, for Darius Mardosas og Kirsten Tofterup skulle også tage hånd om medarbejdere, som de organisatorisk ikke er ledere for.

De prøvede at samle folk og lave lister over berørte, lave en krisekomité med ledelsen fra Psykiatrisk Center Sct. Hans. De indkaldte psykologer, og afdelingssygeplejersker tilbød deres hjælp. Nogle ledere og medarbejdere kom spontant, selv om de holdt ferie, og deltog i psykisk førstehjælp og praktisk hjælp.

Politiet havde fortsat afspærret område, og man kunne hverken komme ind eller ud. Der var en strøm af informationer alle steder fra.

»Samtidig skulle jeg kommunikere med politiet. Det var svært at holde organisationen informeret, vi vidste ikke, hvor slemt de var kommet til skade. Historien begyndte allerede at flyde på sociale medier«.

Darius Mardosas oplevede, hvordan medier og sociale medier overhalede officielle informationskanaler. Folk orienterede sig flere steder. Det gik hurtigere, end de kunne nå at følge med i og informere om.

»Det er ret udfordrende at håndtere modstridende informationer og forskellige meldinger om skadelidtes tilstand«.

Der var et godt samarbejde med politiet og Psykiatrisk Center Sct. Hans. Og et stærkt sammenhold på hospitalet.

»Det overraskede mig, hvor fælles vi var om at håndtere situationen. Alle støttede hinanden, lyttede, folk stod sammen. Jeg er meget taknemlig for alles indsats og engagement«.

Efter defusing i grupper kunne medarbejdere forlade matriklen. De beskrev det ifølge Darius Mardosas som en stor belastning, at pressen stod klar og fulgte efter dem med kameraer. Det gjorde ikke situationen nemmere.

»Ingen havde lyst til at udtale sig, og der foregik også en politiefterforskning. Vi var i tvivl om, hvad vi kunne melde ud. Efter lidt tid accepterede jeg at tale med pressen. De var meget insisterende. Jeg og chefsygeplejersken gav et kort interview og henviste derefter til regionens kommunikationsafdeling ved efterfølgende henvendelser«.

Han gik ud på afsnittene på Brøndbyøstervej og talte med personalet. Alle var meget påvirkede, selv dem, der ikke var til stede ved overfaldet.

Næste morgen, lørdag, stod han op kl. 6 og mødte ind på arbejde på Akutmodtagelsen. I weekenden og om mandagen havde de allokeret psykologer og aktiveret regionens psykiatrikriseberedskab for at hjælpe med debriefing på sengeafdelinger for personale og patienter, fordi flere indlagte patienter var så berørte.

»Vi lavede debriefingplaner, også for dem, der var perifert involveret«.

Om mandagen kom centerchefen, hun kørte flere tusinde kilometer for at nå hjem, siger Darius Mardosas. De holdt et onlinemøde, hvor alle medarbejdere på centret kunne være med.

Du tænkte ikke på, hvordan du selv havde det, men hvornår gik det op for dig, at en medarbejder rent faktisk var blevet dræbt?

»Det gik op for mig tidligt. Men jeg holdt det på afstand. Jeg kunne mærke på mine emotionelle reaktioner, at jeg reagerede anderledes. Jeg overreagerede på nogle ting. Jeg har mange kolleger, som har tilbudt at hjælpe mig, drikke et glas vin eller en kop kaffe sammen. Jeg har oplevet stor opbakning. Det betyder meget at føle sig som et hold på sit eget hospital«.

Efter en uge gik han på ferie. Det hjalp også at lægge det på afstand.

»Natur og kunst virker for mig nogle gange meget bedre end en krisepsykolog. Mennesker er forskellige og har forskellige behov«.

Svært at forhindre

Retspsykiatrisk Ambulatorium fik et strakspåbud den 3. august af Arbejdstilsynet om at sørge for, at ansatte kan gå på arbejde i sikkerhed.

Det giver god mening med sikkerhedsvagt i en periode efter så voldsom en handling, mener Darius Mardosas.

»Det er fint at etablere nye sikkerhedsforanstaltninger og tjekke, om alt fungerer. Der var ikke noget at sætte en finger på i forhold til vores alarmer. Hjælpen kom med det samme. Patienten kom med en stor kniv, og vi lever i et åbent samfund. Man kan også træde ind med en kæmpe taske med en kalashnikov på en akutmodtagelse«.

Lige meget hvad man gør, kan man ikke forhindre, at nogen tager en kniv med hjemmefra, lyder det.

»Vi kan helt sikkert godt øge sikkerhed og sikre mere tryghed for personalegrupperne. Men vi kan ikke gå op på de absolutte sikkerhedsniveauer. Metaldetektorer og sikkerhedsvagt ved hver eneste dør er næppe en løsning«.

I behandlingssystemet er der en vigtig alliance mellem patient og behandler, påpeger cheflægen.

»Drab er meget sjældent. Hvis vi reagerer ved at ville forebygge alt og installere de højeste sikkerhedsforanstaltninger med vagter og metaldetektorer, bliver hverken patienter eller behandlere glade. Vi skal tænke i andre baner, hvordan man kan skabe mere sikkerhed«.

Men flere læger efterspørger metaldetektorer og kropsvisitation?

»Der er delte meninger. Vi har mange lave bygninger, mange døre, og patienter og personale bevæger sig frit rundt. Jeg tænker mere i diskrete løsninger med døre, som bliver blokeret, hvis de mærker for meget metal. Men det er en meget dyr løsning. Et er, hvad vi ønsker os. Noget andet er, hvad der er muligt«.

Skal vagten blive?

»Det er en midlertidig løsning«.

Øget risiko

Forbedret sikkerhed handler også om at være bedre til at vurdere højrisikopatienter. Det har hele tiden været hensigten, at behandlere ikke skal gå ind alene, og det er blevet indskærpet. F.eks. i psykiatriens ambulante funktioner, hvis lægerne vurderer, at patienter er farlige.

»Bedre psykiatrisk behandling er den bedste forebyggelse for lignende hændelser i fremtiden«.

De læger, som træffer svære beslutninger, er også meget udsatte.

»Og mange bekymrer sig både om deres egen og deres nærmestes sikkerhed. Man kunne godt overveje anonymitet en ekstra gang. For vi har indimellem farlige patienter«.

Du mener altså, at anonymitet i journaler kan komme på tale i behandling af bestemte patientgrupper?

»Ja, men jeg har været i tvivl. Jeg går meget ind for et åbent samfund. Men vi har haft tilfælde med patienter, der går efter bestemte behandlere. Som psykiatri kan vi ikke beskytte behandlere på privatfronten. Vi kan godt have metaldetektorer, men patienter kan opsøge lægen uden for hospitalet, f.eks. på parkeringspladsen. Når vi taler om sikkerhed, skal vi altså også forholde os til, hvordan det skal håndteres uden for hospitalets bygninger«.

Stofpåvirkede patienter er meget impulsive, og der er en øget risiko, når lægerne konfronterer dem, påpeger Darius Mardosas.

»De fleste bæltefikseringer sker den første dag, hvor patienterne tit er påvirket af stoffer. Første dag er meget afgørende for farlighed og sikkerhed, når det kommer til indlagte. Flere patienter har et misbrug, og mange af vores anbefalinger holder ikke, fordi misbruget er på et helt nyt niveau«.

Han holder en pause og tager en slurk vand, før han fortsætter:

»Vi ønsker anstændig og tillidsfuld behandling. Lad os holde fast i det. Når det er sagt, kræver psykiatrisk behandling tid, og tid er en mangelvare. Vi kan ikke besætte alle vores stillinger. Vi kompenserer for hinanden, løber stærkere. Hvis vi kan give bedre behandling til vores dårligste patienter, mere tid og opmærksomhed, kan vi forhåbentlig også forebygge lignende handlinger«.

Hvordan kan man gøre det, når systemet er, som det er?

»Det er en udfordring, når pligtetisk og nytteetisk tænkning skal forenes. Skal vi gøre tilstrækkeligt meget for den enkelte patient, eller skal vi hjælpe flere? Kvalitet og kvantitet hænger svært sammen. Vi har et system, som har været igennem en stor udvikling i sidste par år. Vi bruger mere tid på registrering og dokumentationskrav, håndtering og tilpasning til it-systemer i konstant udvikling, andre udviklingsopgaver end direkte patientbehandling. Jeg har været i psykiatrien i mange år, men arbejdsvilkårene ændrer sig til større travlhed og ikke nødvendigvis til større produktivitet«.

Var du overrasket over, at et drab kunne finde sted, eller var det forventeligt?

»Det var ikke forventeligt nej. Vi ved, at det værste kan ske, men jeg har aldrig forestillet mig, at det skulle ske på mit hospital. Jeg var i chok«.

De yngre psykiatere er bekymrede, hvad gør I for at støtte dem?

»De voldsomme handlinger skal ikke dominere i vores bevidsthed, for det sker heldigvis meget, meget sjældent. Der er i Region Hovedstadens Psykiatri iværksat en proces, hvor hver enkelt afdeling og hospital skal komme med bud på, hvordan sikkerheden kan øges. Arbejdstilsynet har set på arbejdsmiljø og sikkerhed og har ophævet strakspåbuddet. Region Hovedstadens Psykiatri har startet en patientsikkerhedsanalyse. Alt sammen skal munde ud i anbefalinger, og hvad organisationen kan lære af det, og hvad vi kunne have gjort anderledes«.

Nyt håb

Antallet af retspsykiatriske patienter stiger – der er næsten sket en tredobling af de retspsykiatriske patienter siden årtusindskiftet. Det er udtryk for, at almenpsykiatrien kunne behandle dem bedre, mener Darius Mardosas.

»Vi behandler mere konsekvenser, end vi forebygger. Psykiatrien er meget presset. Vi har aldrig oplevet så stort et pres, som vi oplever lige nu«.

Er stigningen ikke en anledning til at lave nogle ændringer i, hvordan I tager imod patienterne og behandler dem?

»Det handler om rammerne, og hvor meget behandling vi kan tilbyde. Hvor længe de kan være indlagt, hvor tæt opfølgning de skal have. Vi har set en stigning i ambulante patienter fra 20 til 40% på tre år. Hvis vi havde rammerne, kunne vi give patienterne bedre behandling. Det er et spørgsmål, om samfundet er parat til at omsætte de ressourcer«.

Noget tyder på, at samfundet delvist er parat til det. I slutningen af august kom det frem, at regeringen ønsker at hæve bevillingen til psykiatrien år for år, så rammen i 2030 vil være 3,165 mia. kr. mere end i 2023. Omtrent samme beløb, som Dansk Psykiatrisk Selskab har peget på, er nødvendigt for at implementere tiårsplanen for psykiatri.

På Psykiatrisk Center Glostrup mangler de læger. Men det værste er sygeplejerskemangel.

»Tidligere, hvor der kun var lægemangel, kunne vi uddelegere opgaver. Men når der mangler sygeplejersker, er det meget svært at holde på kompetencerne. Arbejdet kræver viden. Det er svært at være her som nyuddannet og håndtere komplekse problemer«.

Værdsat kollega

Tilbage i taxaen prøvede Darius Mardosas at tænke klart, undgå at gå i panik. Jo mindre påvirket, jo mere klart kunne han tænke, mente han.

»Det er vigtigt at holde overblik, bevare hukommelsen. Ellers bliver man lammet i sine handlinger. Jeg kunne hurtigt få en følelse af ikke at kunne håndtere det, ikke overskue det«.

Kendte du Mariann Stenberg?

»Ja, vi har drøftet enkelte patienter. Hun var virkelig en værdsat læge og kollega«.

Darius Mardosas holder en lang pause, øjnene bliver røde. Han næsten hvisker:

»At miste en kollega på arbejde er der ingen, der skal være vidne til«.

Mariann Stenberg havde kendskab til mange afdelinger, og de fleste læger, som har arbejdet i retspsykiatrien, kendte hende.

Den dag, hun blev dræbt, var personalekantinen lukket, fordi der var sygemeldinger, så hun måtte købe sin frokost i foyeren. Caféen her er ellers til patienter og pårørende, forklarer Darius Mardosas.

Han holder endnu en pause, og vi sidder lidt i tavshed.

»Det er svært at huske alle detaljerne, men jeg kan se det hele for mine øjne«.

Det er vigtigt ikke at overgeneralisere situationen, understreger han.

»Psykiatri er ikke et farligt speciale. Der er en meget lille risiko, men jeg forstår godt, at alle er påvirkede og stiller spørgsmålstegn ved deres sikkerhed«.