Yngre psykiatere: »Kan vi føle os trygge, når vi går på arbejde?«

Drabet på den 66-årige psykiater Mariann Stenberg i Retspsykiatrisk Ambulatorium på Psykiatrisk Center Glostrup i juli får yngre læger i psykiatrien til at sætte spørgsmålstegn ved, om de kan føle sig trygge, når de går på arbejde.

Det fortæller Christian Møller, forperson for Foreningen af Yngre Psykiatere, FYP:

»Det er desværre ikke første gang, at det her sker. Spørgsmålet er, om der bliver gjort nok for, at vi kan være sikre på arbejdet. Det virker, som om man godt er klar over, at der kan opstå farlige situationer. Der er fokus på det. Men når sådan noget her sker, må vi se i øjnene, at sikkerheden ikke altid er god nok«.

En ny arbejdsmiljøundersøgelse fra Yngre Læger blandt 3.944 medlemmer viser, at de psykiatriske specialer og akutmedicin er de specialer, hvor flest svarer ja til at have været udsat for både verbale/skriftlige trusler, truende adfærd og vold/overfald.

71% af medlemmer fra de psykiatriske specialer har været udsat for truende adfærd. Til sammenligning har 33% fra almen medicin været udsat for truende adfærd og 23% fra de kirurgiske specialer.

6% af medlemmerne i undersøgelsen fra psykiatri og akutmedicin er blevet udsat for vold eller overfald inden for de seneste seks måneder, viser undersøgelsen, der kan læses her.

Christian Møller er selv i hoveduddannelse i psykiatri på Psykiatrisk Center København på Bispebjerg. Drabet har skabt røre blandt yngre psykiatere, siger han. Nogle af FYP’s medlemmer har efter drabet udtrykt bekymring, bl.a. for at gå alene ind til patienter. Ifølge Christian Møller bør man altid være to ved en indledende samtale, eller hvis man er utryg.

»Når man går ind til samtaler med patienter, er det egentlig ikke meningen, at yngre læger skal gå alene ind. Men af ressourcemæssige årsager kan det være svært at efterkomme«.

Bekymringerne fra medlemmerne kommer fra hele psykiatrien – både i ambulatorier og sengeafsnit. De fleste af medlemmerne arbejder på hospitalerne.

En anden bekymring handler om, at når man efter arbejde går ud til en øde parkeringsplads, hvor der i vintermånederne er mørkt. Og vagtværelserne kan være placeret langt væk eller i en hel separat bygning, hvor man skal gå over en øde plads.

»Vi har alle sammen alarmer, men nogle steder virker alarmerne ikke på udearealer. De er sat op til at virke inde i bygningerne. Nogle steder skal man ud for at komme over til en anden bygning, og der virker alarmerne ikke«.

Vagtpersonale?

I mange modtagelser ser lægerne desuden patienter, uden de er kropsvisiteret. De kan derfor tage en kniv med hjemmefra, som det skete i på Psykiatrisk Center Glostrup i juli. Her vendte gerningsmanden ifølge en tilsynsrapport fra Arbejdstilsynet tilbage til Brøndbyøstervej to timer efter sin konsultation den 21. juli og angreb Mariann Stenberg »hurtigt og målrettet og uden optakt« med en kniv, imens hun var ved at købe frokost i foyeren. Der var fri adgang til foyeren og ikke samme sikkerhed som i ambulatoriet.

Psykiatrisk Center Glostrup fik efterfølgende et strakspåbud af Arbejdstilsynet om at sørge for, at ansatte kan gå på arbejde i sikkerhed.

Region Hovedstadens Psykiatri oplyser til Ugeskrift for Læger, at der er en række ekstra sikkerhedsprocedurer for modtagelse af patienter i ambulatoriet. Det gælder bl.a., at der altid er to medarbejdere til stede, når patienter lukkes ind i ambulatoriet, ligesom der er elektroniske låse på ambulatoriets døre. Fra og med 21. juli er der indtil videre også en fast vagt til stede i forhallen på den bygning, hvorfra der er adgang til Retspsykiatrisk Ambulatorium, lyder det.

Nogle af patienterne er svært syge og samtidig påvirket af stoffer, siger Christian Møller. Lægerne ved ikke, hvad patienterne har med ind.

»Derfor er kropsvisitation en mulighed. Når patienterne bliver indlagt på en lukket afdeling, bliver de visiteret. Det sker ikke i ambulatorierne, inden de skal snakke med lægen«.

Spørgsmålet er, om der generelt skal være en anden personalegruppe til stede, som specifikt er der for at træde til i farlige situationer, siger FYP-forpersonen.

»Der findes allerede modtagelser med vagtpersonale, der kan bistå, hvis der opstår farlige situationer«.

Er sikkerhedsforanstaltninger ikke bare symptombehandling – det egentlige sikkerhedsproblem er vel, at der går syge mennesker rundt, som ikke får tilstrækkelig behandling?

»Jo, vagtpersonale er en løsning på den korte bane. Men det er ikke den endelige løsning. Vi skal forebygge, at det sker, og det gør vi ved at sørge for, at de, der er i risiko for at udøve vold, får sufficient behandling. Det er også en frygtelig situation for patienten. Patienterne ender i retspsykiatrien, bliver anbragt eller ender i fængsel. Og det er ikke kun personalet, det går ud over. Det er også pårørende og andre i samfundet«.

En ny tid

Yngre lægers bekymringer skal ikke kun løses ved at vente på de langsigtede løsninger. Der er mange ting, man kan gøre her og nu for at øge trygheden, siger FYP-forpersonen.

Er uforudsigelighed i psykiatri ikke et vilkår, som de yngre psykiatere skal vænne sig til?

»Nogle af vores patienter er utilregnelige, og vi kender ikke dagens gang på forhånd. Derfor er det ekstra vigtigt at forberede sig så godt, man kan, og tage de forbehold, man har mulighed for. Utilregneligheden stiller større krav til sikkerhed«.

Misbrug blandt patienterne fylder mere, end det gjorde engang. Det fører til nogle farligere situationer.

»Vi er klar over, at der er en risiko i det her speciale. Vi skal have løst de grundlæggende problemer«.

Christian Møller peger på, at unge psykiatere i dag bliver uddannet under andre vilkår end ældre psykiatere. De må ofte udskrive patienter på grund af mangel på sengepladser, og fordi der mangler speciallæger.

I 2022 viste en undersøgelse fra Lægeforeningen, at 56 procent af lægerne i psykiatrien ugentligt eller dagligt udskriver patienter, selvom de burde være indlagt.

»Yngre psykiatere får hurtigt et stort ansvar i forhold til, hvor man er i sin uddannelse. Og det kan være vanskeligt at være i. Det går ud over uddannelsen, at vi mangler speciallæger i forhold til den daglige supervison og sparring. Det er ikke det, vi vil. Og vi kan komme i tvivl, om vi gør det rigtige over for patienten, og om patienten skal udskrives eller ej«.

Drabet får ikke ham til at genoverveje specialevalget, understreger han.

»Vi arbejder hele tiden på løsninger, og jeg er glad for specialet. Det er et speciale, hvor vi kan hjælpe nogle af dem, som er allersygest, og sørge for, at de ikke bliver farlige og gør skade på sig selv. Det er enormt fagligt tilfredsstillende«.

Anonymisering

Flere medlemmer bringer også anonymisering i journaler op igen, siger Christian Møller. Det spørgsmål kom for alvor op, efter skadestuelæge Charlotte Asperud i 2019 blev dræbt i sit hjem af en tidligere patient, der var utilfreds med, at Asperud i 2014 havde medvirket til at tvangsindlægge ham. Patienten er siden idømt forvaring.

»Der er nogle patienter, som under deres sygdom helst ikke skal kunne åbne deres journal og læse behandlers fulde navn og relativt nemt kan finde adressen«, siger Christian Møller.

Yngre læger har tidligere været forbeholdne over for spørgsmålet om anonymisering i journaler. Efter drabet på Charlotte Asperud udtalte Helga Schultz til Ugeskrift for Læger i 2019, at det har betydning for relationen til patienten, at lægen står frem med sit fulde navn.

»Vi ved mange meget private ting om vores patienter, og det er et forkert signal at sende, hvis vi ved meget om dem, og de så kun må kende vores fornavn eller et nummer. Det skaber ikke tillid«, sagde hun.

Samme melding kom fra Overlægeforeningens daværende formand Lisbeth Lintz.

Christian Møller, er I tilfredse med, hvordan Yngre Læger har grebet anonymitet an?

»Der er forskellige argumenter for og imod. Diskussionen gælder ikke kun i psykiatri. Det er en del af en bredere problemstilling. Vores medlemmer udtrykker, at det vil have betydning for, hvor trygge de føler sig. Og man er nødt til at lytte til de unge psykiatere«.

Der er dog sket en del siden 2019. Helga Schultz, forperson for Yngre Læger, fortæller, at hun netop har været til møde med Yngre Lægers fællestillidsrepræsentanter i psykiatrien for at drøfte, hvad der kan gøres her og nu for at sikre trygheden og sikkerheden på arbejdspladsen.

Et af de tiltag, de ønsker, er netop muligheden for anonymisering i journaler og logs. Med ændringer i journaliseringsbekendtgørelsen fra 2021 og logningsbekendtgørelsen fra 2022 er det allerede slået fast, at det skal være muligt for medarbejdere i sundhedsvæsenet at identificere sig på anden måde end ved fulde navn. Men regionerne er først klar med en løsning på et tidspunkt næste år.

Helga Schultz, har du ændret din holdning til anonymisering i journaler?

»Jeg har ændret min holdning på den måde, at jeg i 2019 kunne have mine tvivl, om anonymisering overhovedet var en del af løsningen. Men jeg kan mærke, at det bliver efterspurgt mere og mere, og jeg har løbende haft samtaler med flere af Yngre Lægers medlemmer, der giver udtryk for, at muligheden for anonymisering vil have stor betydning for deres følelse af tryghed. Så jeg mener nu, at det helt sikkert skal være en mulighed for dem, der har behov for det. Det er bare vigtigt for mig, at det ikke bliver en falsk tryghed, og at det ikke kommer til at stå alene«, siger Helga Schultz.

Når »pseudonymisering« i journaler og logs bliver en realitet i 2024, vil Yngre Læger holde øje med, om det bliver en reel mulighed for de relevante medarbejdere.

»Det betyder meget nogle steder i sundhedsvæsenet og for nogle læger. Men det giver ikke mening, at vi alle skal være anonyme. Og vi læger har også forskellige opfattelser af betydningen af vores fulde navn for patientrelationen og for vores arbejde som læge«, siger Helga Schultz.

Uddannet personale

Det er niende gang siden 2012, at en professionel er blevet dræbt af en psykisk syg borger i forbindelse med arbejdet. Drabet har understreget nødvendigheden af tiårsplanen for psykiatri, så syge mennesker får den nødvendige behandling, påpeger Helga Schultz.

Men hun mener også, at der er behov for løsninger på den korte bane, så medarbejderne kan føle sig trygge.

»Tallene fra vores medlemsundersøgelse viser tydeligt, at der er rum for forbedring. Og vi kunne rigtig godt tænke os, at der bliver mulighed for at indføre flere tiltag på kort sigt«, siger Helga Schultz.

Fællestillidsrepræsentanterne har over for hende foreslået tiltag som ud over anonymisering består af bl.a. minimumsnormeringer, tilstrækkeligt uddannet personale og sikkerhedsvagter.

Helga Schultz forklarer:

»Hvis der skal være et ordentligt arbejdsmiljø på en psykiatrisk afdeling, skal der være tilstrækkeligt med personale, og de skal være uddannet, så de er godt klædt på til at tackle patientgruppen. For vi ved, at det kan gøre en kæmpestor forskel, at personalet har viden om, hvordan man kan undgå, at situationer eskalerer. Hvis der ikke er nok udannet personale, må man lukke senge«.

Ønsket om sikkerhedsvagter fra et vagtbureau kan komme på tale de steder, hvor der ikke er nok personale.

»Det er klart en nødløsning, for det vil altid være bedre med sundhedspersonale, som er vant til at se psykiatriske patienter«, siger hun.

Nogle tiltag er nationale, men der er også lokale ønsker fra fællestillidsrepræsentanterne. På nogle afdelinger har man ikke overfaldsalarmer, men ønsker det. Nogle læger oplever utryghed, fordi de er nødt til at passere et større mørkt område for at komme til vagtværelset, ligesom der også er ønsker om, at man ikke skal gå alene ind til en patient.

»Når man er to, kan det både højne sikkerheden og kvaliteten af behandlingen. Og det kan være et eksempel på tiltag, som de yngre læger kan efterspørge lokalt ude på afdelingerne«, siger Helga Schultz.

Christian Møller spørger i denne artikel: »Kan vi føle os trygge, når vi går på arbejde?« Hvad vil du svare ham?

»For langt de fleste læger, der går på arbejde, er svaret: »Ja, man kan føle sig tryg, når man går på arbejde«. Jeg hører heller ikke fra læger i psykiatrien, at de er bange for at blive overfaldet, eller at de spekulerer på, om de kommer levende hjem igen. De, som arbejder i psykiatrien, er glade for specialet. De lader sig ikke skræmme væk, men de vil meget gerne være med til at tale om, hvordan man kan mindske risikoen så meget som overhovedet muligt. For der er ikke nogen, der skal gå på arbejde og være bange for at komme til skade« siger Helga Schultz.

Hun tilføjer:

»Fællestillidsrepræsentanterne havde to vigtige pointer: at det ikke kun handler om psykiatrien; psykiatriske patienter fejler også andre ting og dukker op i f.eks. akutafdelinger og hos egen læge. Og så understregede de, at langt, langt de fleste psykiatriske patienter er fredelige og ikke udgør en fare«.

Dansk Psykiatrisk Selskab har også drøftet sikkerheden, og de politiske partier har efter drabet åbnet for spørgsmålet om metaldetektorer i retspsykiatrien.

Ugeskrift for Læger har indhentet retningslinjer for sikkerhedsforanstaltninger i ambulatorier i psykiatrien i de fem regioner. Der findes ikke fælles retningslinjer for, om personalet f.eks. skal bære alarm, men alle regioner har planer for konflikthåndtering, alarm, vold og trusler. Hændelsen i Glostrup har naturligt givet anledning til at gennemgå arbejdsgange og procedurer på ny, skriver f.eks. Region Sjælland i deres svar.