En stærk, personlig og velskrevet fortælling
Bogen »Du er jo en pige« anbefales især, hvis man er interesseret i, hvordan kvindeliv og kvinders sundhed formes af livsvilkår og (manglende) muligheder i livet.


Fakta og vurdering
Forfatter: Annette Sofie Davidsen. Forlag: Skriveforlaget. Udgivet: 20. november 2025. Sider: 364. Vejl.pris: 249.95 kr.
4 ud af 5 stjerner
De første linjer af bagsideteksten siger det hele: »Du er jo en pige« er en dybt personlig og gribende roman om tre kvindeliv gennem generationer. Annette Sofie Davidsen afdækker med en forbløffende åbenhed familiens dybeste hemmeligheder og den smertefulde arv, der former livene.
I bogen følger vi mormorens, moderens og forfatterens egne oplevelser med sygdomme, tab, ensomhed og fattigdom, samtidig som vi hører, hvordan de hver især skaber et liv formet af omstændighederne, og kæmper en kamp »på trods«. Vi følger samfundsudviklingens påvirkning af kvinders liv, startende med mormoren, som forsørgede sig og sin familie ved at yde sygepleje i private hjem. Til sidst hører vi om forfatteren, som selv bliver praktiserende læge og kvalitativ forsker – det sidste er en uvurderlig styrke, når det gælder at stykke fortællingen sammen.
Ved hjælp af en hudløst ærlig beskrivelse af egne oplevelser, gennemgang af gamle breve og dokumenter, samtaler med familiemedlemmer kombineret med forfatterens egen forskningsmæssige kunnen bliver vi på overbevisende måde præsenteret for et stykke unikt historisk materiale om kvinders liv og vilkår fra 1888 og frem til i dag. Unikt, ikke fordi det er ukendt stof som sådan, men fordi forfatteren vover at sætte sig selv i spil, og gennem sin kombination af sårbarhed og mod bliver i stand til at levendegøre, hvordan store begreber som skam, sygdom og fattigdom påvirker og former de mennesker, der har oplevelserne tæt på.
Jeg studser over, at bogen kaldes en roman, for der virker ikke til at være et gran af fiktion i bogen, kun et forsøg på at tolke og forstå, hvordan tidligere kvinder (og nogle af deres mænd) har tænkt og handlet, og derved give en forklaring på den indflydelse, det har haft på forfatterens eget liv og levned. Et andet ord end roman ville have være mere rigtigt, som f.eks. fortælling, historisk skildring, vidnesbyrd eller for den sidste del af bogen: personlige erindringer. Det vigtigste er, at vi som læsere, med lignende – eller helt anderledes – oplevelser kan spejle os i den fortælling, vi læser, fordi den bliver set gennem en meget personlig linse.
Bogen kan især anbefales, hvis man er interesseret i, hvordan kvindeliv og kvinders sundhed formes af livsvilkår og (manglende) muligheder i livet. Man bliver mindet om, at det kun er få generationer siden, kvinders helbredsrisici var fuldstændig anderledes end i dag, med trusler som tuberkulose, underernæring og kroniske sygdomme, som lægerne stod magtesløse overfor.
Det minder os om, at vi ikke må blive historieløse. »Du er jo en pige« er et vægtigt bidrag i den forbindelse.
Endelig er bogen letlæst med et godt sprog. Som en ekstra bonus er bogen i sig selv fremstillet med en papirkvalitet og et tryk, der giver lyst til at sidde og læse med bogen i hånden.
God læselyst!