Når læger bliver gamle, overvældes de ofte af trangen til at fortælle om deres liv – fra de glade studenterdage til karrierens zenit, kronet med Dannebrogskorset. Sådan var det i hvert fald i tidernes morgen – dengang forlagene ikke var underlagt nutidens stramme økonomistyring med krav om at afsætte mere end de 25 eksemplarer til emeritussens familie og venner.
I 1885 mente læge Jørgen Heinrich Lorck (1810-1895), at det nu måtte være hans tur til at nedfælde sine erindringer for eftertiden. Og i dette tilfælde var der rigeligt at fortælle om. Ugeskrift for Læger har tidligere fortalt om J.H. Lorck, der som initiativrig distriktslæge på Fanø satte et varigt præg på øen, hvor han eksperimenterede med beplantning af sandørkenen, etablerede en navigationsskole og senere flyttede til Bogense som distriktslæge, blev byrådsmedlem og stiftede en vælgerforening.
Men han havde meget andet at berette om. F.eks. hans tid som studenterpolitiker og som skibskirurg på fregatten Bellonas togt til Sydamerika. Der var også perioden, da han fungerede som læge ved en infanteribataljon i København og hans oplevelser som frivillig læge i den første slesvigskrig 1848-1850, hvor han endte som krigsfange.
Her skal det handle om hans tid som medicinstuderende. Lorck fortalte historien lige fra rusfesten i 1828, hvor der blev drukket igennem i punch (rom, kogende vand, sukker og citron). Punchen flød i »betydelige Kvantiteter« og blev øst op med en halv kokosnøddeskal på et skaft.
De studerende var uinteresserede i politik undtagen som stof til vittigheder og studenterrevyer. Men så meldte en vis Orla Lehmann sig ind i Studenterforeningen, hvor han såede tidens oprørske idéer blandt sine medstuderende i de turbulente år frem mod enevældens fald i 1848.
Lorck deltog selv i »adskillige politiske Kaadheder, som jeg senere fortrød«. Han fortalte ikke, hvad det var, han fortrød. Han bemærkede dog, at med politikkens indtog forsvandt »den gamle Gemytlighed – jeg tør næsten sige – Elskværdighed« i Studenterforeningen. I stedet opstod politiske diskussioner og »bitre Disputer«. Lorck mistænkte Lehmann for at melde sig ind i foreningen, ikke for at skaffe sig den omgangskreds og underholdning som andre, men for at »vække politisk Agitation«, hvilket irriterede mange. Lorck og mange andre holdt stort set op med at komme i foreningen.
De »kådheder«, som Lorck omtalte, hentydede sandsynligvis til de slagsmål, der under indflydelse af en opblussende dansk nationalisme fandt sted på Kirurgisk Akademi, hvor de mange tysksprogede studerende fra hertugdømmerne var en torn i øjet på de nationalsindede danskere. Det kom derfor til voldelige optøjer og voldsomme slagsmål mellem de to grupper på akademiet.
Det var især de »fine« medicinstuderende fra universitetet, der foragtede de kirurgstuderende, der kom til akademiet fra barberfaget. Som så mange andre studerende fandt Lorck det anstødeligt, »at enhver forløben tysk Barbersvend havde de samme Rettigheder som (studenterne), naar han blot kunde være saa heldig at slippe igjennem den kirurgiske Examen«. Studenterne fandt det under deres værdighed »at skulle færdes imellem disse for største Delen raa og udannede Personer«.
De tanker, der i disse år rumsterede om at sammenlægge medicin- og kirurgiuddannelsen under universitetet, var i alle henseender velbegrundede. Men under hele debatten lå denne ubehagelige blanding af nationalisme, snobberi og foragt for lavere samfundsklasser som en tydelig og ubehagelig basgang. Retfærdigvis skal det siges, at der virkelig var tale om en forældet organisering af de to fag – kirurgien og medicinen. En opdeling, der havde rod helt tilbage i middelalderens lavsvæsen, og som nu stod i vejen for en tiltrængt modernisering og videnskabeliggørelse af lægefaget.
Under studierne var Lorck økonomisk trængt, så i 1834 rejste han til Stockholm, hvor medicinsk personale under en koleraepidemi kunne tjene gode penge. Da han ankom, var epidemien på retur, og de danske læger rejste hjem. Lorck besluttede dog at blive for at arbejde en tid på et koppehospital.
På grund af vaccinationen var den uhyggelige sygdom blevet sjælden i Danmark, mens den stadig var udbredt i Sverige. Lorck ville derfor gerne se nærmere på den. Han var ikke bange for den ekstremt smitsomme sygdom, da han jo var vaccineret.
Og så fik frygten alligevel tag i ham: Sammen med en kollega opholdt Lorck sig på sygestuerne. De mange patienter udgjorde et frygteligt syn, og lugten var kvælende. Her oplevede både Lorck og hans kollega »en forunderlig kold og ubehagelig Gysen« gennem kroppen – en fornemmelse af, at lige dér fik de smitten. Frygten viste sig velbegrundet: Begge blev angrebet af kopper med »Feberen, Eruptionen af Kopperne osv. næsten i samme Time, og hele Sygdommen forløb for os begge saa fuldkommen ensartet, at dens forskjellige Stadier fulgte efter hverandre saa at sige paa Minuttet. Vi blev indlagt paa en ledig Stue i et Hospital, og i Betragtning af, at vi begge var Læger, meget omhyggelig og godt forplejede paa Statens Regning«.
Hjemrejsen fra Stockholm var en prøvelse. Der fandtes hverken jernbane eller diligence sydover fra den svenske hovedstad. Lorck måtte skumple af sted på »en ussel aaben Bræddevogn uden Fjedre, uden Hynder paa Sæderne«. Som rejsefælle havde han en svensk frisør. Det var bidende frost. Vejene var usikre på grund af landevejsrøvere, og der snakkedes om, at kuskene stod i ledtog med røverne. Den svenske frisør havde forudseende medbragt to rytterpistoler. Han lånte den ene til Lorck. Hver gang der blev skiftet heste, sørgede de to rejsefæller for, at kuskene tilfældigt fik pistolerne at se. Efter otte dage nåede man dybt lettede frem til Helsingborg og derfra næste dag til København.
Nu var det på tide, at Lorck fik færdiggjort sit lægestudium og fik sin embedseksamen. På dette tidspunkt var standarden ved Kirurgisk Akademi sløjet meget af. Eksamenslæsningen bestod i at lære alt udenad, så der kunne lires af til eksaminators tilfredshed. Hans manuduktør i fødselshjælp formanede ham til at lære Chr. Fengers lærebog om emnet ordret udenad – og endelig også huske at få de indlagte morsomheder og anekdoter med. Og de skal huskes, ord for ord, som professoren selv havde fortalt dem, så længe nogen kunne erindre – ellers blev han rasende og lod eksaminanden dumpe.
Til eksamen i kirurgi var den også gal. For selvom den ene professor havde undervist i forældet stof, skulle man lære det udenad for det tilfælde, at det blev ham, der skulle eksaminere. Samtidig skulle man sætte sig lige så grundigt ind i den anden professors mere moderne idéer, så man kunne aflevere et helt andet svar, når han stillede de samme spørgsmål. Man skulle derfor både lære de forkerte og de rigtige svar og samtidig huske på, hvem af professorerne der skulle have det forkerte, og hvem det rigtige svar. Helt uoverskueligt blev det, da der dukkede en tredje professor op.
Den gamle Chr. Fenger kunne finde på at krydsforhøre kandidaten om, hvorvidt man ved åreladning skulle benytte et blåt eller et rødt armbind. Kandidaten svarede, at det vel måtte være det røde, da patienten ikke ville se blodet så tydeligt. Det var ikke godt nok for Fenger – for var der ikke også tilfælde, hvor det blå måtte foretrækkes? Kandidaten svarede, at det kunne vel være lige meget. »Nej! Det er det slet ikke«, udbrød Fenger, »for hvis De skal aarelade en nervøs Dame, saa bliver hun bange for den røde Farve«.
Censorer havde man ikke. Professoren og hans reservekirurger besluttede, hvilken karakter der skulle gives. Og da de selv havde uddannet og manuduceret kandidaten, havde de selv en interesse i at lade ham bestå. Så trods eksaminatorernes forsøg på at forvirre eksaminanderne blev der ikke uddelt dumpekarakterer – medmindre en professor havde set sig gal på en af de studerende.
Og det var netop, hvad der skete for Lorck, som i et avisindlæg havde kritiseret akademiets tossede eksamensforhold. Det tilgav akademiets professorer og kirurger ham ikke, så Lorck måtte vente med at gå op til kirurgisk eksamen, til akademiet i 1838 blev fusioneret med det medicinske fakultet. Uheldigvis var det igen Fenger, der skulle eksaminere Lorck. Det gik nogenlunde – indtil Fenger liiige havde et sidste spørgsmål: Om Lorck kunne klippe med venstre hånd. Nej – det måtte Lorck indrømme, at han ikke var i stand til. »Jovist kan De saa, prøv!« svarede Fenger og gav Lorck en håndfuld sammenrullet gaze og en saks.
Lorck forsøgte, men kunne naturligvis ikke klippe klumpen igennem. »Det var slemt«, hoverede Fenger, »for en Kirurg skal være ambidexter!«
Lorck dumpede hos Fenger, men fik dog sin kandidateksamen.
