Fakta og vurdering
Er det muligt at kappe navlestrengen, eller er vi er dømt til for evigt at kæmpe med de traumer, vi uundgåeligt er blevet påført af mor og far? Det sætter forestillingen »Ønskebarnet« sig for at undersøge i et energisk, morsomt og intimt syretrip af en forestilling.
Med tykke, freudianske undertoner tager de to spillere os gennem en kollage af øjeblikke, som på forskellige måder demonstrerer det moderne menneskes kamp for at blive sit eget, hele individ. Vi befinder os i en verden, hvor vi aldrig har været mere selvoptagede, terapi anses for at være en fødselsret, og din bedste chance for at finde dig selv er at melde dig til »Alene i vildmarken«.
Helt lavpraktisk befinder vi os i Teater FÅR302’s intime teatersal med plads til 48 publikummer placeret i en hestesko om scenen, og på den måde er den fjerde væg eftertrykkeligt ophævet. Dette understreges i åbningsscenen, da en af spillerne, i rollen som den mest vidunderligt knastørre psykolog, spørger en kvinde blandt publikum, hvad hun mindst kan lide ved sig selv.
»Forestillingen tilbyder hverken svar eller morale, og denne anmelder kunne savne et tydeligere budskab«Katrine Bøttcher, læge
Barndommens traumer og deres påvirkning af resten af livet er det altoverskyggende tema. Forestillingen er guf for enhver freudianer med mere eller mindre subtile referencer til psykoanalytiske koncepter. Vi møder blandt andet den storbarmede amme, der med kvalmende omklamring så godt som fortærer det barn, hun ernærer. Et uhyggeligt billede på den indbyrdes afhængighed og behovstilfredsstillelse, der opstår mellem barn og primær omsorgsgiver.
Også det vestlige samfunds overdrevne fokus på selvrealisering er under behandling. Det moderne menneske fremstilles som navlepillende og ganske fortabt i de uendelige tilbud af selvhjælpsbøger og livsstilsretninger, der lover nøglen til det gode liv.
Vi følger ønskebarnet hos psykologen, som deltager i reality-tv, og i mødet med forældrene. Diverse forsøg på at finde sig selv, der måske mest af alt ligner en flugt fra at se sig selv i øjnene. En lille perle fra manus lyder: »Nu er der kun sagens kerne tilbage, og den er der ingen, der vil have«, og det kan der nok være noget om.
Energien er høj med hurtige sceneskift og et potpourri af absurde og charmerende karakterer. Man er godt underholdt og til tider frastødt.
Forestillingen tilbyder hverken svar eller morale, og denne anmelder kunne savne et tydeligere budskab. Ikke desto mindre en anbefaling til de psykologiinteresserede og samfundskritiske, der ikke lader sig skræmme af at komme helt tæt på.
