Skip to main content

Et 360-graders ledelsesperspektiv

»Læger der leder« kan ses som en håndbog i ledelse, der henvender sig direkte til læger. Den er letlæselig og dermed også letforståelig, skriver praktiserende læge og anmelder Juliane Dinesen.

Cover: Hans Reitzels Forlag.

Juliane Dinesen, praktiserende læge, konsulent, PLO-E i ledelse, organisation og kommunikation. Interessekonflikter ingen

12. maj 2025
3 min.

Fakta og vurdering

Læger der leder

Jeg ville ønske, at denne bog havde været der for ti år siden, da jeg begyndte at interessere mig for ledelse.

Forfatterne, Karen Poder, Line Hvilsted og Søren Barlebo Rasmussen, har alle arbejdet med ledelse i sundhedsvæsenet. Dette mærker man i bogens afsæt, som tager udgangspunkt i både primær- og sekundærsektoren. Forfatterne skriver selv, at deres ambition med bogen er, at den er teoretisk lettilgængelig og praktisk anvendelig. Det lever den til fulde op til.

Som læger vil vi uvilkårligt være i situationer, hvor vi er eller opleves som ledere – i større eller mindre grad, officielt eller uofficielt. En af lægerollerne er lederrollen, men vi beskæftiger os ikke meget med den på studiet, og postgraduat er det oftest op til os selv at udvikle lederkompetencerne. Her er en bog, som kan hjælpe os i gang.

Den er bygget logisk op i tre dele ud fra et 360-graders ledelsesperspektiv:

Del 1: Ledelse nedad – ledelse af medarbejdere og kolleger.

Del 2: Ledelse indad – det personlige lederskab og de refleksioner og udfordringer, det kan medføre.

Del 3: Ledelse opad og til siden – relation til chef, organisation og hvordan man leder sammen. Som læser opleves dette som en logisk opbygning.

I del 1 får læseren mange gode argumenter for, hvorfor ledelse bør have fokus blandt læger. Særlig kapitel 3, afsnittet om »faglige førsteordens-« og »faglige andenordensopgaver«, giver god mening for lægernes tilgang til ledelse og motivation og understreger vigtigheden af dette fokus. »Førsteordensopgaverne« er de medicinsk faglige opgaver, vi lærer på studiet og i klinikken (f.eks. at håndtere den akutte patient, ordinere medicin etc.), og som vi specialiserer os i, ofte godt kan lide og er dygtige til. »Andenordensopgaver« er de opgaver, der er nødvendige for at kunne løse »første ordensopgaverne«, men som stadig kræver en fagperson at varetage. Det kan være oplæring, undervisning og at sikre de korrekte faciliteter. Opgaver, som kræver fokuseret ledelse eller udføres af ledere, og som er nødvendige for kvaliteten af de medicinsk faglige opgaver.

Bogen kommer omkring inkluderende ledelsesformer og vigtigheden af læringskultur, psykologisk tryghed og feedback – alt sammen nødvendigt for at skabe en udviklende arbejdsplads. Et selvstændigt kapitel om psykologisk tryghed giver forhåbentlig bred inspiration.

Der beskrives mange vigtige emner uden at gå i dybden, hvilket i introduktionen er en tydelige rammesætning om ambitionen med bogen. Den gør læseren nysgerrig og lægger samtidig op til, at man kan søge videre i litteraturen og fordybe sig i de områder, som har relevans for ens egen hverdag eller personlige interesser. Der henvises løbende til relevante studier og litteratur.

Forfatterne bruger cases og refleksionsbokse som virkemiddel. Dette gør bogen vedkommende og hverdagsrelevant. Den tager udgangspunkt i sundhedsvæsenet, og det er tydeligt, at forfatterne har erfaring med området.

Jeg mangler lidt mere fokus på driftsledelse, som kun berøres i et kort afsnit. Vi er uddannet i mennesket og er skolet i det relationelle. Det er et vilkår i sundhedsvæsenet, at vi skal drifte og producere, men skaber et dilemma, når produktionen har med mennesker at gøre. Denne ambivalens i at drifte, samtidig med at vi skal være patientcentrerede, savner jeg at få belyst.

Jeg ser »Læger der leder« som en håndbog i ledelse, der henvender sig direkte til læger og vores verden. Den er letlæselig og dermed også letforståelig. Jeg vil anbefale den til alle læger, og jeg mener, at den med fordel kunne introduceres allerede på medicinstudiet, så vi tidligt inspireres til at interessere os for lederrollen.