Skip to main content

Et unikt besøg bag Rigets lukkede døre

I DR1’s dokumentarserie kommer man med ind bag Rigshospitalets lukkede døre og får et indblik i dagligdagen på udvalgte afdelinger. Dokumentarserien er en yderst sober og interessant udsendelse om arbejdet på et højtspecialiseret hospital, skriver anmelder Ole Maagaard.
Pressefoto: DR
Pressefoto: DR

Ole Maagaard Christensen, pensioneret ortopædkirurgisk overlæge. Interessekonflikter: ingen

10. jun. 2022
4 min.

»Med livet i hænderne« er en DR1-dokumentarudsendelse i seks afsnit fra Rigshospitalet. Udsendelsen er primært beregnet på et publikum uden professionel indsigt. Det er et portræt af et højtspecialiseret hospital, hvor man kommer bagom døren og ind på udvalgte afdelinger.

Faktaboks

Fakta

I underholdningsindustrien fremstilles hospitalsarbejdet oftest dramatisk, nærmest mytisk. Udsendelsen afdramatiserer dette ved konkret at møde nogle af de mennesker, som arbejder der. Man får et indblik i deres arbejde. Arbejdet er nok komplekst, men det er ikke kaotisk. Man er bedst muligt organiseret, logistikken er på plads, og man øver sig jævnligt. Tingene sker, fordi nogle mennesker er dedikerede i deres job, har uddannet sig til det, de gør, og uddanner sig hele tiden. Man møder den enkelte medarbejder, hører om følelserne i jobbet, refleksioner og ambitioner. Man er stolt af sit arbejde og sin arbejdsplads. Det hele understøttes af en rolig klipning og Peter Qvortrup Geislings altid rolige stemmeføring. Dette gør bestemt udsendelsen seværdig også for os, som kender systemet indefra.

 

Man kommer ind på Traumecentret og følger en traumeleder på dennes vagt. Man får en god fornemmelse af dedikationen for arbejdet, som også er nødvendig, for at styre et stort traumeteam, ofte flere samtidige traumer, kontakten både til patienterne og de pårørende samt en usikkerhed om, hvornår det næste traume indfinder sig. Men der er også givet plads til personlig refleksion om, hvorfor man valgte jobbet, kravene til at være i situationen og agere professionelt, men også om følelsen af at stå med en andens liv i hænderne.

Pressefoto: DR

Man kommer med ind hos neurokirurgen, som er specialist i laserbehandling af epilepsi. Følger samtalen med patienterne og de pårørende om behandlingsmål og risici. Man får et indblik i supermoderne kirurgi med brug af MR og matematiske algoritmer til at finde ind til det væv, som skal »brændes«. Man møder også det nye sort i problemer – et lyslederkabel, der ikke virker efter måske et knæk og luft i feltet, som muligvis kan give problemer med opvarmningen af vævet. Nye metoder giver nye problemer. Man møder igen en høj grad af professionalisme – men også omsorgen for hele patientens forløb og ikke mindst den ekstra angst man kan føle, når det er børn, der behandles – alle er ekstra observante. Man er professionel, ambitiøs og ikke bange for at hente hjælp udefra.

 

Pressefoto: DR

Så kommer man i kælderen – men også lidt på loftet – på Rigshospitalets Helipad. Man følger serviceafdelingen og dens personale på flere opgaver. Høre om hvorfor man har valgt at arbejde på et højtspecialiseret hospital, om jobbet, som i dag indebærer langt flere og komplekse opgaver med tilhørende uddannelse, og man fornemmer stoltheden over sin arbejdsplads. Man følger en stor beredskabsøvelse med efterfølgende debriefing. Godt for os som sundhedspersonale at forstå, hvordan logistikken får det højtspecialiserede arbejde til at fungere.

 

Man følger en nyuddannet og nyansat sygeplejerske på Hjerteafdelingen. Hører om de overvejelser, man gør sig, når kitlen og ikke alderen giver autoritet. Man hører om udfordringerne i jobbet og betydningen af den psykiske omsorg for patienterne. Sygeplejersken virker i sin refleksion og ageren ikke specielt ny – men samvittighedsfuld og eftertænksom. Man følger rytmen i vagten, tilbagemeldingen på hendes første tre måneder. Man kommer også på infektionsmedicinsk afdeling og følger behandlingen af svært syge COVID-patienter og ser den omsorg, der også bliver plads til for patient og pårørende.

 

Endelig ser man ind i andre funktioner på Rigshospitalet. Man følger nogle ansatte musikere, som har til opgave at bringe musikkens kraft ind til alvorligt kronisk syge patienter. Man ser personalets glæde og fejring, når et barn med en kronisk sygdom udskrives efter et langt forløb. Man følger præsten i sit arbejde udspændt mellem liv og død. Man følger samtalen med en velovervejet døende patient frem til den sidste opfølgende samtale i dennes hjem. En anden faglighed ja – men et nødvendigt supplement til den naturvidenskabelige – en anden tilgang til dialogen, livskvaliteten også mod slutningen af livet.

Pressefoto: DR

Alle udsendelserne foregår i rolige klip fra det akutte til det elektive, fra kirurgi til pleje, fra den ene profession til den anden bundet sammen af Peter Qvortrup Geislings rolige stemme. En yderste sober og interessant udsendelse om arbejdet på et højtspecialiseret hospital. Højhuset som stilmæssigt står funktionelt, organiseret og autoritativt midt i København, får gennem mødet med medarbejderne sit humane udseende.

Læs også:

Ny debatbog om konflikter og problemer i det danske sygehus- og sundhedsvæsen

Hvordan håndterer vi fremtidens pandemier?

Enhver sygdom er en fortælling