Fakta og vurdering
»AIDS-krisens Danmarkshistorie« er en fortælling om civilsamfundets og det politiske systems reaktion på – og håndtering af – en ny alvorlig og smitsom infektion: hiv/aids, fra 1981, hvor de første sygdomstilfælde blev beskrevet både i Danmark og i udlandet, og frem til i dag med hovedvægten på årene 1981-1996.
Historien om hiv er fortalt flere gange og på mange forskellige måder – og er måske også allerede næsten glemt igen for nogle. Noget i vores tid har gjort historien aktuel igen, og opsættelsen af teaterstykket »Arven« på Det Kongelige Teater har med al tydelighed vist, at interessen for, hvad der egentlig skete i alle de år, hvor så mange unge – særligt mænd (i den vestlige verden) døde af hiv/aids, er til stede.
Der døde 2.000 bøsser/homoseksuelle mænd i perioden 1981-1994 i Danmark, og langt de fleste var ikke fyldt 40 år. Kvinder døde også af hiv/aids, men i Danmark var/er antallet af smittede kvinder betydeligt lavere end antallet af mænd.
Bogen er en fascinerende og spændende måde at læse danmarkshistorie på. Den er opdelt i fire sektioner med hver sit tema. Temaerne har hver deres kronologi, så læses bogen fra s. 1 til s. 320, springes der frem og tilbage i tiden, og teksten er ikke fri for enkelte gentagelser.
Forfatterne har gennemgået et imponerende stort kildemateriale. Rigsarkivet, mediernes dækning af hiv/aids i perioden, både aviser, tv og radioudsendelser er anvendt, nulevende personer, som er og var berørt af hiv/aids, er interviewet, skønlitterære tekster fra perioden omhandlende emnet citeres, og eksempler fra datidens kampagner og avisklip, inklusive fotografier, nekrologer og enkelte personlige breve og private fotos, anvendes som illustrationer.
Forfatterne beskriver med flot indlevelse de grupper i samfundet, der blev hårdest ramt af hiv: bøsser som langt den største gruppe efterfulgt af blødere, sexarbejdere, stofbrugere og så enkelte personer fra alle mulige andre samfundsgrupper.
Danmarks sundhedspolitik var langt hen ad vejen eksemplarisk på daværende tidspunkt med stor vægt på oplysning og forebyggelse. Vidensmængden voksede hastigt i årene 1981-1985 med hensyn til, hvad det var for en sygdom, hvordan den smittede, og hvordan den kunne forebygges. Dette beskrives med mange gode eksempler – efterfulgt af den videre udvikling i epidemien, og hvordan politikerne forholdt sig, når det hele ikke blev så stor en katastrofe som frygtet – selv om det hele var alvorligt nok.
Emnet skyld med hensyn til hiv-smitte bliver behandlet flot af forfatterne eksemplificeret ved forfærdelige overskrifter i formiddagsbladene og debatten omkring »hiv-loven«, som blev vedtaget i 1994 og sidenhen afskaffet, og økonomisk erstatning i »blødersagen«.
»AIDS-krisens Danmarkshistorie« er absolut læseværdig. Den beskriver med al tydelighed, hvor mange forskellige interesser af politisk art der kan have indflydelse på det enkelte menneskes oplevelse af skyld, skam og stigmatisering, og også hvordan de følelser måske kan mindskes ved en åben og direkte tilgang til livet, hvor sex og kærlighed er en vigtig del for langt de fleste mennesker.
Et forbedret medicinsk-etisk kompas
