Flexklinikken til socialt udsatte: »Vi skal ikke dømme. Vi skal hjælpe«

På sengebordet står der en Arla Minimælk og to grønne dåser Harboe Apollinaris.

Men det er ikke de drikkevarer, der er i fokus i samtalen mellem Ali Emad og patienten i sygesengen på anden sal på Holbæk Sygehus.

Patienten kan godt lide at gå ned på den lokale og få en lille en.

»Det er egentlig ikke for rusen; jeg kommer der mest for det sociale«, forklarer patienten til Ali Emad, der sidder på en stol ved sengekanten.

Ali Emad er speciallæge i almen medicin og lægefagligt ansvarlig på Holbæk Sygehus’ nyoprettede Flexklinik for socialt udsatte. Han er ved at hilse på nogle af de indlagte patienter, som formentlig vil kunne få gavn af lægefaglig bistand fra Flexklinikken.

Patienten i sengen på anden sal lader til at være i godt humør, og samtalen ved sengekanten krydres af vittigheder og en hjertelig, buldrende latter, der afslører en del odontologiske udfordringer.

På trods af det gode humør er der nok at se til rent lægefagligt, og en amputation truer.

Ali Emad spørger ind til patientens personlige forhold, kontakt til egen læge, somatiske og psykiatriske diagnoser mv. Dem kommer vi ikke nærmere ind på her, men der er ikke fuldstændig overensstemmelse mellem oplysningerne i journalen og det, patienten selv nævner.

Der er også meget, der forstyrrer i livet lige nu. Et komfur derhjemme er i udu, og forskellige personlige og familiære forhold presser sig på.

»Hvad med tænderne?«, spørger Ali Emad.

Efter endnu et par vittigheder fra den lattermilde patient bliver de enige om, at det er en god idé, hvis Ali Emad kontakter socialtandplejen og beder dem se til patienten.

De aftaler også, at patienten kan komme ned i Flexklinikken til en god snak med Ali Emad om et par dage.

Så de kan følge op. Og prøve at få lidt mere styr på alt det, der fylder.

Et liv, præget af kaos

Den nyoprettede Flexklinik i Holbæk skal tage sig af socialt udsatte; det vil sige mennesker, der ofte har stof- eller alkoholafhængighed og en samtidig broget palet af sociale problemer, hjemløshed og såvel somatiske som psykiatriske diagnoser.

Eksemplet med patienten på anden sal er illustrativt for en myriade af komplekse lægefaglige og sociale problematikker i de socialt udsattes liv. Et kaotisk liv, der kun alt for sjældent levner overskud til at passe lægetider og til at mestre egenomsorg og indsigt i egen sygdom.

På trods af mange år med velmente politiske hensigtserklæringer om at mindske social ulighed i sundhed hægter sundhedsvæsenet i stigende grad de socialt udsatte af.

De bliver klemt i et sundhedsvæsen, der er blevet mere og mere effektivt i de senere år; et velsmurt maskineri med høje krav til patientens evne til mestring, egenomsorg og selvforvaltning. De får ikke ringet til egen læge mellem kl. 8 og 9 om morgenen. Og hvis de endelig har fået en tid i sundhedsvæsenet, udebliver de ofte.

Det er erkendelsen af det mismatch, der har fået Holbæk Sygehus til at oprette Flexklinikken.

»De er også mennesker, og de har brug for vores hjælp«, som Ali Emad siger, da vi sidder inde i klinikken i stueetagen.

»De rammer, vi har i almen praksis i dag, kan sjældent imødekomme de socialt udsatte patienter. Den gruppe er lidt særlig, og de kan ikke nøjes med en 10-15 minutters konsultation – og heller ikke med 20 minutter for den sags skyld. De har behov for tilknytning til én gennemgående person og trives ikke med skiftende uddannelseslæger, vikarlæger og personale. Det kræver nogle lidt anderledes rammer«.

Flexklinikken skal kunne hjælpe patienten med alt det, der ligger uden om det akutte lægefaglige problem, som har ført til indlæggelsen. Det kan være f.eks. personlige problemer, misbrug, dårlig kontakt til egen læge og utilstrækkelig behandling af somatiske eller psykiatriske lidelser.

Et helt konkret eksempel kan være dårlig tandsundhed som i tilfældet for patienten på anden sal.

Fra akut til elektiv

Det er ikke, fordi de socialt udsatte holder sig væk fra sundhedsvæsenet. Faktisk er de storforbrugere af nogle af systemets ydelser.

»Vi ser, at de i stor stil indlægges akut, og at der er mange genindlæggelser«, siger samfundsmediciner Silje Nymoen Karlsen, der er ledende overlæge og driftsansvarlig for Flexklinikken.

»De er mere syge end os andre, og derfor skal de jo sådan set også bruge sundhedsvæsenet mere. Men de bruger det forkert. Vi håber, at vi med Flexklinikken kan undgå en del af de akutte indlæggelser og få dem mere over i den elektive og forebyggende del af sundhedsvæsenet. Der er ingen tvivl om, at de har et massivt behov for lægehjælp; det er bare en anden hjælp end den, de typisk får i dag«.

Flexklinikken er – som ordet antyder – fleksibel og rummelig. Her er der »drop in« i en del af åbningstiden, hvor patienterne kan møde op uden at have en tid i forvejen.

»Vi ønsker en lidt mere fleksibel klinik, der kan tilpasse sig de socialt udsatte patienters behov. Ikke omvendt«, som Silje Nymoen Karlsen siger.

Men klinikken træder ikke i stedet for egen læge. Det er en almenmedicinsk klinik på sygehuset, som i et vigtigt tværfagligt samarbejde med socialsygeplejersker og socialrådgivere kan hjælpe patienten med hele pakken af problemer. En lægeklinik, som har tiden til – forhåbentlig – at hjælpe patienten til en bedre sygdomsforståelse og -håndtering og dermed til en lettere og bedre vej igennem sundhedsvæsenet.

»Nogle af dem har et godt forhold til deres egen læge, der udfører et imponerende og vigtigt arbejde som tovholder for dem«, siger Ali Emad.

»Andre har ikke været ved praktiserende læge i årevis. Så hjælper vi dem med at opbygge et bedre samarbejde med lægen, som derefter kan overtage fra os i Flexklinikken. Der er ingen patienter, der skal være her fast. De skal alle have deres egen læge«.

Stille opstart

1, 2, 3, 4 … 8, 9 … 13, 14, 15.

Ali Emad sidder ved skrivebordet og tæller, hvor mange af patienterne på listen på computeren, der er indlagt på sygehuset i dag.

Holbæk Sygehus har en liste på ca. 950 patienter, som inden for de seneste fire år har været i kontakt med socialsygeplejersker og socialrådgivere på sygehuset. Antallet af indlagte fra listen svinger dagligt mellem 10 og 25, så de 15 i dag er i den mere beskedne ende. De fleste er indlagt på det medicinske afsnit, der varetager patienter med multisygdom, eller på endokrinologisk til afrusning.

Flexklinikken, der åbnede 8. september, er stadig i en opstartsfase. Der er sparsomt møbleret i det midlertidige lokale ved siden af lægevagten: et skrivebord, et par stole og en undersøgelsesbriks.

Ude i forhallen står et hvidt skilt, der med store, sorte bogstaver – Flexklinik – viser hen til klinikken. Men p.t. er der ikke mange i målgruppen, der ved, hvad klinikken står for og tilbyder.

»Vi er med vilje startet lidt stille op; her i begyndelsen er klinikken f.eks. kun åben to formiddage om ugen, og derfor har vi endnu ikke været ude i varmestuer, herberger og misbrugscentre for at reklamere for klinikkens tilbud«, forklarer Silje Nymoen Karlsen.

»Men det kommer vi til inden alt for længe, så både de socialt udsatte og personalet ved, at vi kan hjælpe«.

I de første åbningsuger har Flexklinikken f.eks. hjulpet indlagte patienter, der har haft uopdaget diabetes, og patienter, der skal have hjælp til at holde op med at drikke alkohol eller tage stoffer som f.eks. GHB.

Misbrug er årsag til, at mange af de socialt udsatte patienter falder mellem to stole, siger Silje Nymoen Karlsen:

»Mange har dobbeltdiagnoser, og – selv om det egentlig er besluttet, at det skal ændres – er det ofte stadig sådan, at man ikke kan få behandling i psykiatrien, hvis man har et misbrug. Og det er meget svært at slippe af med et misbrug, hvis man ikke får behandlet sin psykiatriske diagnose. Så de får ikke det rigtige tilbud i dag«.

Sociale problemer rykker ud

Flexklinikken i Holbæk er inspireret af den tilsvarende klinik på Bispebjerg Hospital, der – som den første af slagsen i Danmark – åbnede i 2022-2023.

I Holbæk har de den særlige udfordring, at optageområdet er meget stort geografisk. Fra Sjællands Odde til Kalundborg for bare at nævne et par eksempler. Det er problematisk, fordi sundhedstilbud gerne skal være tæt på de steder, hvor de socialt udsatte patienter bor eller færdes.

Her er nærhed ikke et politisk slagord. Det er en nødvendighed.

»Derfor regner vi også med, at vi kommer til at lave en del udkørende arbejde, hvor vi kommer på hjemmebesøg. Og så kan det også være en mulighed at åbne satellitklinikker ude i området, hvor vi f.eks. er én dag om ugen«, siger Ali Emad.

På Bispebjerg ligger Flexklinikken i et område af byen, hvor der traditionelt har været en del udsatte borgere med stof- eller alkoholafhængighed. Men i takt med, at det er blevet markant dyrere at bo og leve i storbyen, har mange socialt udsatte været nødsaget til at rykke længere ud på Sjælland.

»Derfor ser vi flere og flere herudeomkring. Det sker samtidig med, at uligheden i sundhed generelt øges i samfundet«, siger Silje Nymoen Karlsen.

Flexklinikken bliver fulgt af en gruppe bestående af kommuner, misbrugscenter og psykiatrien. Der bliver løbende udarbejdet behovsanalyser, så tilbuddene kan tilpasses patienternes behov undervejs.

»Vi skal også lave forskning, så vi kan dokumentere vores resultater«, siger Silje Nymoen Karlsen.

»Vores håb er, at konceptet med tiden skal indføres på alle akutsygehuse i regionen«.

»De føler sig set ned på«

Vi går ud ad hovedindgangen og om bag en af sygehusets længer, hvor der – gemt væk fra den værste trængsel – ligger en mindre parkeringsplads. Her finder vi den grå pavillon, som fra november skal huse Flexklinikken.

»Her skal der være en lille have«, siger Silje Nymoen Karlsen.

Hun slår ud med armen mod et hjørne af parkeringspladsen ved pavillonen. En bunke af nedfaldne agern ligger strøet ud over asfalten, der syner lidt slidt og lappet. Det kræver umiddelbart en god fantasi af forestille sig et hyggeligt overdækket venteområde med planter, borde og bænke.

Men den diskrete placering er ikke tilfældig.

Flexklinikkens patienter skal have lov til at være sig selv og have et sted, hvor de ikke føler sig forkerte.

Ali Emad forklarer:

»De føler sig ikke velkomne i et normalt venteområde, hvor der sidder en masse andre mennesker. De føler, at andre kigger på dem. De føler sig set ned på og tror ikke, at de er velkomne«.

Mange er vant til at færdes meget ude og vil helst vente udendørs. Derfor giver det overdækkede venteområde i den lille have ved pavillonen god mening.

Og så kan man fordrive ventetiden med en smøg og en øl.

»Det er ikke noget, vi serverer for dem«, siger Ali Emad, »men de må godt have det med. Man kan komme langt med en kiks og en kop varm chokolade, men det er en gruppe, der er meget speciel. Med det mener jeg, at de skal have andre rammer«.

Det er også okay at tage hunden med.

Ali Emad forklarer:

»En hund eller kat kan bogstavelig talt være hele deres familie. Nogle har ikke andre pårørende. Og det er et reelt problem for dem, hvis de skal ind i en lægepraksis eller ind på et sygehus. For os er det brud på sundhedsvæsenets normale regler, men det er noget, vi skal kunne rumme her«.

Hvis en patient skal indlægges, kan Flexklinikken hjælpe patienten med at sørge for, at hunden eller katten bliver passet af f.eks. nabo eller familie eller kommer på et dyreinternat.

»Det er før set, at en indlagt patient har forladt sygehuset, fordi kattene skulle fodres. For os er det småtterier, men for patienten er det dødsens alvor. Der skal være plads til øl, cigaretter og dyr. Vi skal tilpasse os for at kunne rumme patienterne, så vi kan få et bedre samarbejde med dem og levere en bedre behandling«, siger Ali Emad.

For ham er det enkelt.

»Vi skal ikke dømme, vi skal hjælpe. Det er derfor, vi er her«.