»Vi ved allerede nu, at patienterne siger, at de i langt højere grad føler, at de bliver mødt i sundhedsvæsenet og har tillid til os«.
Ordene kommer fra cheflæge, Jens Rasmussen, der er initiativtager til Flexklinik på Bispebjerg Hospital. Siden 2022 har hospitalet systematisk tilpasset håndteringen og behandlingen af socialt udsatte både på hospitalet og i en Flexklinik Almen Praksis.
Jens Rasmussen, fortæller, at der er sat adskillige analyser og forskningsprojekter i gang for at måle effekten af tiltagene:
»Det ultimative mål er selvfølgelig hardcore data, der viser, at socialt udsattes levetid bliver længere, når vi via Flexklinik kan sikre dem en bedre behandling i sundhedsvæsenet. Vi vil forhåbentlig kunne komme til at vise, at Flexklinik over tid vil spare penge, fordi kontaktmønsteret skifter fra det meget akutte til det planlagte og mere forebyggende. Men der er vi ikke endnu«, siger han.
Der måles også på antal kontakter og afbrudte kontakter i sundhedsvæsenet, ligesom Bispebjerg Hospital i samarbejde med Afdeling for Etnologi på Københavns Universitet gennemfører et større HumPraksis-projekt, hvor forskere følger patienterne tæt. Her er der fokus på patienternes egen vurdering af deres liv og de mere humanistiske og kvalitative data. Projektet skal gerne skulle munde ud i flere ph.d.-afhandlinger.
»Vores ønske er, at vi i fællesskab med de andre initiativer i hele landet kan løfte og inspirere hinanden og være med til at sikre et stærkt, nationalt fokus på at løfte vores behandling af socialt udsatte. Ikke i et parallelt system – men som en indgang til det eksisterende system«, siger Jens Rasmussen.
Flexklinik på Bispebjerg er en samlet betegnelse for flere forskellige initiativer: en Flex Almen Praksis, tværsektorielle fleksforløb til patienter før, under og efter indlæggelse eller behandling, en fodklinik samt en sengeafdeling til afrusning, som netop er blevet indviet.
Hvis der for alvor skal tages livtag med den sociale ulighed i sundhed, kræver det en langt mere håndholdt indsats i hele sundhedsvæsenet, påpeger Kira West, der er formand for Rådet for Socialt Udsatte:
»For den socialt udsatte patient er der utrolig mange stopklodser i systemet. Det er langt mere krævende, end de fleste af os kan forestille os, at overskue og varetage den komplicerede proces at blive udredt og behandlet for flere sygdomme. Lige fra at ringe og bestille tid til at dukke op til de aftalte tider.
Vi ser meget ofte, at socialt udsatte udebliver fra aftaler, men der er sjældent nogen, der bagefter ringer til dem og spørger: ,Hvor blev du af?’ Der sker ingenting! Der er sundhedsvæsenet altså nødt til at være mere insisterende i sin kontakt. Patienterne bliver jo ikke væk, fordi de har fået det bedre og er blevet raske«.
Kira West har ønsket og set frem til, at sundhedsreformen langt om længe skal løfte indsatsen for de socialt udsatte patienter bl.a. ved at sikre, at langt flere mennesker i social udsathed får adgang til og gavn af egen læge.
»Det er mit store håb, for patientens egen læge spiller en helt utrolig vigtig rolle som hovedindgangen til sundhedsvæsenet og som tovholder og patientens advokat. Derfor håber jeg virkelig, at den nye differentierede honorarstruktur kommer til at betyde, at flere socialt udsatte får gavn af deres læge«, siger Kira West.
Hun havde også gerne set, at man med reformen havde indført, at et vist antal almene lægeklinikker i hver region kunne rumme og have særlige kompetencer i forhold til socialt udsatte.
»Det ville også have mindsket den fysiske afstand mellem de socialt udsatte og klinikkerne«, siger hun.
En vigtig enkeltfaktor i sundhedsvæsenets møde med socialt udsatte er at tage hånd om deres stof- og alkoholforbrug. I januar 2023 udkom en evaluering af Bispebjerg Hospitals første indsats med fleksforløb, der bl.a. støtter socialt udsatte i kontakten med andre sundhedsaktører:
En patient ved navn Christoffer siger f.eks. følgende:
»Jeg har fået det ud af det, at jeg føler mig hørt. Jeg ved, at de vil indkalde mig igen, og det giver en tryghed. Jeg ved, at socialoverlægen vil ringe til min psykiater og fortælle, at jeg er bange for at tage antabus og ikke stoler på læger, fordi jeg har haft så mange oplevelser og indlæggelser, hvor jeg ikke føler, at jeg bliver behandlet godt. Og med godt mener jeg ikke høfligt eller ordentligt, men så mener jeg, at abstinenser og angst ikke bliver behandlet«.
Kira West siger:
»Det er et rigtig godt eksempel på socialt udsatte menneskers oplevelser med sundhedsvæsenet. For dem, der er stof- eller alkoholafhængige, er det så utrolig afgørende, at de ved, at de kan få hjælp til at stille deres abstinenser«.
Som forstander i Reden gennem flere år og fra andre sociale tilbud for socialt udsatte kender hun til det store problem, at mange forlader hospitalet under indlæggelse, fordi de ikke får ordentlig behandling af deres abstinenser.
»Det er mennesker i 20’erne, 30’erne og 40’erne, som ikke fejler noget, man ikke kan helbredes fra eller leve fint med. De forlader behandlingen og bliver meget meget syge – i værste fald dør de. Mangelfuld behandling af abstinenser er en vigtig årsag til, at socialt udsatte har en kort levealder og dør af ubehandlede sygdomme, som vi faktisk kan behandle«, siger Kira West.
Hun har store roser til overs for initiativtagerne til Flexklinik, og hun er ikke i tvivl om, at deres indsats dækker et stort behov for mennesker, der ellers ikke får den behandling, de har behov for.
»Og så skal vi ikke underkende betydningen af, at fleksklinikkerne også kaster lys på socialt udsattes problemer i sundhedsvæsenet«, siger hun.
Vil det være en god idé at oprette fleksklinikker i hele landet?
»Det er et godt og svært spørgsmål. Vi etablerer ofte parallelle systemer, fordi vi har opgivet at få vores etablerede hjælpesystemer til at kunne rumme de her mennesker. Derfor er det vigtigt, at fleksklinikkerne eller lignende tiltag oprettes af og i vores etablerede sundhedssystem, så sammenhængen og kvaliteten er sikret«, siger Kira West og tilføjer:
»I princippet kender vi jo endnu ikke effekterne af fleksklinikkerne. Derfor er det vigtigt, at man opretholder den gode tradition, man har i sundhedsvæsenet, for at monitorere meget grundigt på de ting, man sætter i værk«.
Fakta
