Hvad kunne få en nyuddannet læge med dybe rødder i Fanøs sandede jord til at slå sig ned i Roskilde i 1921? Og hvordan blev hans navn tæt knyttet til en lille flække ved navn Veddelev?
Hakon Brinch blev født i Sønderho på Fanø i 1888. Han var yngste søn af skibsfører Hans Peter Brinch, og hvis han havde eventyrerblod i årerne, kom det ikke fra fremmede. Brinchs oldefar var nemlig, som dagbladet Vestkysten skrev i 1924, »den bekendte Vovehals Peder Hansen Brinch, Sønderho, der var med i Slaget ved Abukir i 1798 paa Frankrigs Side imod England, hvor Engelskmændene under Admiral Nelson slog Franskmændene totalt«. Senere hjalp den samme oldefar franske adelige med at flygte, så de undslap revolutionens guillotine. Som tak blev han »belønnet med Guld og Sølv«.
Efter flere eventyr – bl.a. som »kaperkaptajn« under englandskrigen, en slags statsautoriseret sørøver, der havde frie hænder til at opbringe fjendens handelsskibe – døde han i 1826 som en velhavende mand. Endnu mens han levede, gik han hjemme på Fanø under kælenavnet Sørøveren.
De næste generationer af Brinch-sønner var også skippere. Vestkystens historie om Hans Peter Brinch var indledningen til en artikel om hans oldebarn, som valgte en anden karriere. Hakon Brinch havde nemlig fået flyvercertifikat og dermed vist, »at det gamle Brinchmod ikke slumrer, men paa moderne Vis har udviklet sig til Daad. Og Fanø har Lov til at være stolt af at kunne tilegne sig Æren af at være den nye Flyvers Hjemstavn«.
Hakon Brinch blev i 1908 student i Ribe, tog lægeeksamen i 1914, giftede sig og nedsatte sig som praktiserende læge, først i Nakskov, og fra 1921 og frem til 1957 i Roskilde.
Flyvningen var stadig nyt og sensationelt. Få år tidligere var en flyvemaskine et stykke dyrt og farligt legetøj, og de, der fløj dem, var fantaster og vovehalse. Men da Robert Svendsen i 1910 krydsede Øresund fra Kløvermarken på Amager til Limhamn hinsidan, fik militæret øjnene op for mulighederne. I 1912 oprettede Krigsministeriet Hærens Flyveskole på Kløvermarken, og i 1923 blev Flyverkorpset oprettet.
Brinch meldte sig allerede i 1921 til tjeneste som flyvelæge på Kløvermarken. I 1923 meldte han sig til Flyverskolen. Året efter fik han sit internationale certifikat fra Aeronautisk Selskab. Nu var Hakon Brinch Skandinaviens første flyvelæge og lægeflyver.
Hjemme i Roskilde, hvor han havde praksis, fortalte han Dagbladet om flyveprøven: Man er alene i maskinen. Med blændet højdemåler skal man finde 200 meters højde og lave fem vandrette ottetaller over to opgivne punkter på jorden. Derefter skal man lande i glideflugt på et område, som er markeret med et lagen, der oppefra kun syner »som et spillekort«. Efter landingen går man atter i luften og gentager den første manøvre.
Som flyvelæge var det Brinchs opgave at udtage aspiranter til Hærens Flyverkorps. Til Politiken forklarede han i 1927, at kun hver tiende bestod, og at kravene var strenge: Aspiranten skal være både intelligent, koldblodig, modig, initiativrig og beslutsom, og efter prøven er han nærmest halvdød, og »han danser i hvert fald ikke Charleston de første par Dage«.
Arbejdet som flyvelæge på Amager var krævende. Men der var også en voksende praksis i Roskilde, som skulle passes foruden bijob som jernbanelæge og militærlæge. Og som praksislæge stod man til rådighed dag og nat syv dage om ugen og måtte nogle gange på sygebesøg på alle tider af døgnet. Det kunne hænde, at fru Brinch ringede til Kastrup om en fødsel eller et sygdomstilfælde, som han var nødt til at tage sig af. Så tog Brinch en flyver, fløj til Roskilde og landede på en mark tæt på patienten. En medfølgende flyvemakker tog maskinen tilbage til Kastrup.
Efter flere halsbrækkende nødlandinger tænkte Brinch, at han måtte stoppe, inden det gik rigtig galt. I 1928 slap han styrepinden for sidste gang og forklarede senere i Roskilde Dagblad, at han ikke kom til at flyve igen; han var ude af træning, som man bliver, når man ikke er på vingerne stort set daglig. »Og det er ikke nogen ufarlig Sport«, tilføjede han. »De fleste af dem, jeg har fløjet sammen med, ligger i dag på Kirkegaarden. Min kone ser helst, at jeg ikke selv flyver Maskinen mere«.
Brinch holdt af naturen ved Roskilde Fjord, og i 1931 købte han jord ved stranden i Veddelev. Her byggede han et sommerhus, Brinch-bo, hvor familien boede i sommerhalvåret. Men al den skønne natur ville han ikke have helt for sig selv, så han opkøbte mere jord og opførte i 1934 et børnehjem, som blev døbt Brinch-hjem. Her kunne fattige københavnerbørn få ferieophold med havbad og frisk luft. Han stod selv for drift og ledelse og skrev til københavnske børnehaver og Kirkens Korshær, som gerne sendte børn en tur til Veddelev.
I 1951 var det dog blevet for meget for den travle læge, og han forærede derfor stedet til Red Barnet i København. Det gik ikke godt. Når bestyrelsen ankom på inspektion, skete det til Brinchs irritation i taxa fra hovedstaden. Hjemme fra Fanø var han vant til, at man »skummede skummetmælken« og ikke sådan smed om sig med pengene. Det irriterede også den sparsommelige mand, at bestyrelsen kasserede de senge, han havde indkøbt, og i stedet installerede etagesenge uden værn. Flere gange var han tilkaldt for at lappe sammen på børn, der var faldet ud af køjen. Efter flere sammenstød forlangte han Brinch-hjem tilbage. Red Barnet satte hælene i, og først efter en lang og ubehagelig retssag fik han igen råderet over stedet, som han forærede til Landsforeningen Frie Børnehaver.
Brinchs filantropi var ikke begrænset til Brinch-hjem. Han ville også gøre noget godt for sygeplejerskerne. På sin jord i Veddelev fik han i 1939 opført et smukt hus, som blev døbt Brinch-ly og skulle fungere som feriehjem for ældre sygeplejersker. Men projektet kom aldrig rigtig i luften – den tyske besættelse kom på tværs, og de trafikale forhold gjorde det for besværligt at komme til og fra stedet. Det endte med, at Brinch stillede huset til gratis rådighed for Sømandsmissionen, som i 1948 købte ejendommen som gratis feriehjem for fisker- og sømandsenker.
Salget indbragte 75.000 kr., som Brinch skænkede til Sønderho Kommune på Fanø, som nu fik råd til at bygge et alderdomshjem. En af de første beboere var Hakon Brinchs tante, frk. Anna Brinch, som i 1950 til lokalbladet Maagen forklarede, at »Hakon Brinch har sagt til mig, at han ville ikke dø på en guldbunke«. Det kom han heller ikke til. På den jord, han havde opkøbt i Veddelev, opførte han fem bungalows og fem sommerhuse af træ plus et toetagers murstenshus.
Hakon Brinchs datter, Tove Brinch Dahl, forklarede i 1991 til årbogen »Jul i Roskilde«, at hendes far ikke havde begrænset sin godgørenhed til byggerierne i Veddelev og alderdomshjemmet i Sønderho: »Fars sociale engagement (fik) også afløb ved, at han optog nødstedte udenlandske børn i kortere eller længere tid i sit hjem. Fra 1943-47 boede et par finske børn hos os. Senere – indtil 1952 – italienske, lettiske og franske. Samt en østrigsk dreng, en norsk dreng og en ungarsk pige«.
I 1957, efter 35 år som succesfuld praktiserende læge i Roskilde, mærkede Hakon Brinch som 70-årig, at tiden var ved at løbe ud mellem fingrene på ham. Folk, som han havde kendt fra fødslen, og som havde været hans patienter i mange år, begyndte at se væk, når han mødte dem på gaden. Der var kommet mange nye læger til, og mange af hans gamle patienter havde skiftet.
Sammen med sin kone, Anna, flyttede han hjem til Vestjylland, til Tjæreborg ikke langt fra Esbjerg. Han havde regnet ud, at da der ikke var andre læger der, ville han hurtigt få nye patienter. Det skete bare ikke; så langt var der jo heller ikke til Esbjerg, som lå et kvarters tid borte med tog eller rutebil og havde masser af læger.
Da Hakon Brinch fik en blodprop og mistede synet på det ene øje – og da roskildenseren Anne ikke kunne finde sig til rette i det vestjyske, bad han sine børn om at finde en egnet bolig til forældrene på Sjælland.
I foråret 1960 flyttede ægteparret til Fredensborg i Nordsjælland, hvor Hakon Brinch døde året efter. Anna levede til 1978. Parret er begravet i Sønderho på Fanø.
