Content area

|

»Forfatteren har udsat sin kritik i 40 år af hensyn til sin mor. Det er prisværdigt. Men det kan ikke anbefales generelt«

»Store Kongensgade 23« er Søren Ulrik Thomsens erindringsessay med minder om hans pubertet og moderens depression og langvarige ophold på sindssygehospitaler, om klasselærer Bodil, morfar Henning og skønne Jane fra Sølvgade Skole. Bogen skal læses for dens litterære kvaliteter – beskrivelsen af så mange aspekter af livet på få sider er en mesters værk, skriver anmelder Jesper Karle.
Cover: Gyldendal
Forfatter(e)
Jesper Karle, speciallæge i psykiatri, dr.med. Interessekonflikter: ingen

I Store Kongensgade 23 vender Søren Ulrik Thomsen tilbage til et år i den lejlighed, som hans familie flyttede til fra Stevns i 1972. Det var også den lejlighed, han fraflyttede pga. sit behov for at komme væk fra et hjem præget af hans mors alvorlige depression. Moderens sygdom blev forkert behandlet, indtil en psykiater begyndte at lytte til hende. Thomsen nærmer sig efter mange års venten forsigtigt beskrivelsen af sine oplevelser og af moderens sygdom og helbredelse med udgangspunkt i sine minder, fra han var 16-17 år. Det er der kommet et fint værk ud af.

En præmis for bogen er den observation, at der er hos et hvert menneske er en periode eller et sted, hvorfra alt andet i livet udspringer, hvor ”passerens spids skal placeres”. Det er interessant. Selv leder jeg efter mit eget sted at placere passeren, og jeg gør mig tanker om mekanismen bag fænomenet. Thomsen beskriver smertefuldt og medrivende forholdet til sin syge mor – det manglende forhold og afstanden – og senere den i mange år helt raske mor, der kom sig efter 7 års depression og behandling, der blev oplevet som skadelig. Bogen er fortættet, præget af tankevækkende betragtninger. Der er grund til refleksion i de fleste sætninger.

Ud af de små erindringer træder to liv, moderens og forfatterens eget. Bogen kan minde om en søns beskrivelse af sin fars liv i den ligeledes uforglemmelige Skyggen fra Berlin af Jonathan Lichtenstein. Hvor der er små sort hvide fotos, som Thomsen overvejede at tage med, men undlod.

Men - essayet bliver et debatindlæg, en indædt kritik af psykiatrien. Thomsen trækker fortidens oplevelser frem, med udgangspunkt i sin ”passerspids”. Teenagerens fortolkning opretholdes derved uden den voksne mands refleksion og generaliserer ud fra én historie. Det er en anden af bogens præmisser.

Også i dag kan psykiatrien kritiseres. Forfatterens vrede er indfølelig. Jeg kender selv psykiatrien som både behandler og pårørende og derfor også til vreden over ikke at blive hørt i systemet. Thomsens pointe, at psykiatere skal lytte til deres patienter, er vigtig. Anmelderen får lyst til at diskutere med forfatteren. Men det er svært, fordi han låser sig fast ud fra sin oplevelse som teenager. Det er frustrerende for den interesserede læser, der vil forstå og integrere viden, snarere end bestyrkes i sit had til et fag. Thomsen spænder sig selv foran en antipsykiatrisk vogn. Bogens forenklinger om behandling og sjæl-legeme dualisme giver et utilsigtet indtryk af manglende interesse for kompleksiteten ved psykiske sygdomme. Og gør derved mennesker med psykiske sygdomme en bjørnetjeneste.

Bogen skal læses for dens litterære kvaliteter – beskrivelsen af så mange aspekter af livet på få sider er en mesters værk. Og for den følelsesmæssige oplevelse. Denne læser kom hele vejen rundt i følelsesregisteret. Den skal ikke læses som et nuanceret indlæg til debatten om psykiatri. Det er synd, for det er en nødvendig debat. Forfatteren har udsat sin kritik i 40 år af hensyn til sin mor. Det er prisværdigt. Men det kan ikke anbefales generelt.

Fakta

Forfatter: Søren Ulrik Thomsen

Forlag: Gyldendal

Udgivet: 26. august 2021

Sider: 96

Vejl. pris: 179,95 kr.

Vurdering: 4 ud af 5 stjerner

LÆS OGSÅ

»Med sin nye roman fortsætter Mikael Josephsen forfatterskabets tema med beskrivelser fra samfundets udkant«

Tre fortællinger om sårbare familier

Right side

af Flemming Amter | 19/10
1 Kommentar
af Henrik Dibbern | 18/10
1 Kommentar
af Jens Langhoff-Roos | 17/10
3 kommentarer
af Tomas Christensen Kjær | 16/10
1 Kommentar
af Lars Lindberg Andersen | 15/10
1 Kommentar
af Johan Tommy Robert Wallentin | 14/10
1 Kommentar
af Kristian Valbak | 11/10
2 kommentarer