Skip to main content
Anmeldelse

»Med sin nye roman fortsætter Mikael Josephsen forfatterskabets tema med beskrivelser fra samfundets udkant«

Bogen fortjener en stor læserskare, også blandt læger og andet sundhedspersonale, da den med sine både litterære kvaliteter og skånselsløse realisme, inviterer os ind i »de andres« verden, blandt mennesker, der ofte har brug for vores hjælp, skriver anmelder Thomas Middelboe.
Cover: Gyldendal
Cover: Gyldendal

Thomas Middelboe speciallæge i psykiatri ph.d.

9. sep. 2021
2 min.

Med sine nye roman »De andre«, fortsætter Mikael Josephsen forfatterskabets tema med beskrivelser fra samfundets udkant. Rammen om værket er de hjemløse i byen, nærmere bestemt Odense. Vi møder bl.a. Slagteren, Konen, Bo, Osten og Skævben, alle i bogstaveligste forstand skæve eksistenser, der søger at navigere rundt i udsatte liv, hvor kampen for det næste fix bliver den vigtigste mission i døgnet.

Allerede i digtsamlingen »Knæk« fra 2016 viste Josephsen sine umiskendelige litterære kvaliteter frem. Med denne hjemløseroman får vi ikke kun et vindue ind til »de andre«, de misbrugende og fortabte hjemløse. Nej, romanen er skrevet så realistisk og billedrig, at man under læsningen føler sig placeret midt i denne trøstesløse verden af fysisk, psykisk og socialt forfald.

Der er ingen romantisering, ingen små lommer af håb og mønsterbrud. Der er kun tilværelsens ustoppelige kværn på samfundets bund, der efterlader romanens personer i en evig jagt på et skud heroin, en bane coke, et tag over hovedet. På visse dage et måltid mad eller tilfældig sex, afviklet lidenskabsløst og flegmatisk.

Josephsen skriver godt, han er sprogligt skarp og præcis. Takket være hans fortællelyst, får »vi andre«, os, der møder »de andre«, de hjemløse på gaden, men måske også i konsultationen eller på hospitalet, en mavepuster af indblik i dette liv.

Endelig indeholder romanen en række meget velbeskrevne oplevelser af mødet med sundhedsvæsenet. Den psykotiske der indlægges på psykiatrisk afdeling, misbrugerens besøg i skadestuen, vagtlægen, der »ødelægger et fix« med naloxon.

Bogens personer er skræmte ved disse møder: »Man dør sgu på et hospital, det gælder om at komme ud. Det er en evighedsmaskine, evigt kommer mennesker ind, evigt ud igen, til evigheden«.

Bogen fortjener en stor læserskare, også blandt læger og andet sundhedspersonale, da den med sine både litterære kvaliteter og nærmest skånselsløse realisme, inviterer os ind i »de andres« verden, blandt mennesker, der ofte har brug for vores hjælp.

Fakta

Fakta