»Credit til bogen for at tage fat om de ømme punkter i velfærdstanken«

Selvfølgelig er overkontrol af det onde og tillid af det gode. Det ved da enhver dansker.

Intuitivt.

Forfatterne gør sig anstrengelser for at kvalificere dette indlysende tema i et velfærdssamfund. Med spilteori og teoretiske modeller leverer de knastørre argumenter for, at den formelle kontrol skal beherskes, så glæden ved samarbejde – en immateriel værdi, som i deres ligninger får værdien g1 – kan bevares. Men det kræver, at alle tager deres tørn. Lærebogen tager fat om det tavse faktum, at ikke alle yder deres bedste eller bare det, de forventes at gøre. Jordnære typologier fra den virkelige verden introduceres: Hard-riderne, som anstrenger sig for at løse opgaverne og samarbejde. Easy-riderne, der dovner den og systematisk undskylder sig. Og tough-riderne, der ikke bare opfylder målkravene, men også påtager sig at opdrage på dem, der snylter på andres arbejde. Det kan være svært at håndtere easy-riderne, og tolerancens bagside illustreres i nogle eksempler på, hvordan dynamikken kan udfolde sig, når opgaver skal løses.

Med matematiske greb vises det, at tillidsbåret samarbejde giver højere gevinst til hver, hvis to hard-ridere samarbejder. At et samarbejde mellem easy-ridere og hard-ridere derimod mest er til gavn for easy-riderne, og – hvis det sker for tit – vil det stimulere replikationen af easy-ridere. Og dermed vil den generelle tillid tabes. Det vises i den dynamiske, spilteoretiske tilgang. Hvis ikke det skal resultere i omkostningsfuld, generel kontrol, bliver opgaven derfor at identificere easy-riderne og håndtere dem.

Læger er ikke forfatternes målgruppe, den er rettet mod studerende i statskundskab, sociologi og samfundsfag, som må forudsættes at være inde i den økonomisk-teoretiske baggrund. Men det er fint at få anelse om, at også matematikken kan begrunde det, vi allerede ved. Det, der er mest anvendeligt i et organisationsperspektiv, er de nyttige anbefalinger til at skabe en kultur med klare, retfærdige spilleregler, gensidig ærlighed og relationer på tværs. Kontrol beslaglægger ressourcer, mens glæden ved arbejdet fremmes i selvregulering og tillid til, at alle gør deres bedste i samarbejde. Det skaber immateriel værdi, men også en væsentlig velfærdsgevinst.

Credit til bogen for at tage fat om de ømme punkter i velfærdstanken. Den vil dog udover at være lærebog også gerne være en debatbog. Men trods det snusfornuftige indhold, er den gennemsyret af en forstyrrende mislyd. Der henvises til »hæderlige, arbejdsomme medarbejdere«, »ordentlige, velopdragne mennesker«, »ærlige borgere«, som er dem, som samfundet bæres af. Et kapitel med eksempler fra det virkelige liv befolkes bl.a. af arbejdsløse, som gør sig sygere eller mere ude af stand til at arbejde, end hvad der legitimt kan begrundes. Vi skal huske, at trapper vaskes ovenfra. Selskabstømmere, kapitalfonde og momssvindlere får ikke samme betoning til at illustrere forfatternes pointe, selvom tilliden også får knæk her. Den moraliserende tone støder lidt, men det ændrer ikke ved, at det i sig selv er et moralsk projekt sammen at bevare et samfund, hvor der ydes fra dem, der kan, mens vi i fællesskab holder hånden under dem, der ikke kan.

»Credit til bogen for at tage fat om de ømme punkter i velfærdstanken«

Fakta