»Som læser mærker man, hvordan arkitektur, rum og kunst bibringer patienter, pårørende og personale glæde«

En Aarhushistorie

Sådan slutter bogen om huset, der rummer Det Nationale Center for Partikelterapi (DCPT). Da Danmark skulle have et nationalt center for kræftbehandling med partikelterapi, var der flere universitetshospitaler, som tilbød at stå for projektet. Valget faldt på Aarhus efter en uvildig, international ekspertgruppes vurdering og anbefaling. Ikke alle i Danmark var enige om valget. Men det handler bogen ikke om. Bogen handler om et hus, hvor patienter og pårørende er tæt på undersøgelse og behandling i rum, der samtidig er rare, smukke og inspirerende.

Healing architecture – kunsten at gøre sig umage

Bogens forfatter, Ib Hessov, pensioneret kirurg fra Aarhus, tror på, at smukke, rolige og inspirerende rum virker fremmende for helbredelse og livskvalitet, selvom det ikke er videnskabeligt bevist trods talrige publikationer om emnet. Og så tager han læseren med på en rejse igennem DCPT-huset, smukt illustreret af fotos inde og ude.

Strålekanonen strækker sig over tre etager, er ni meter i diameter, vejer 220 tons. Betonkonstruktionen omkring protonstrålefaciliteterne er basis for bygningen med glas i toppen, så der altid strømmer masser af lys ind i bygningen. Inden byggeriet startede, var ønsket, at patienter og pårørende skulle være tæt på undersøgelse og behandling i rare, smukke og inspirerende rum uden maskiner og teknik.

Trappen

Samlingspunktet i velkomsthallen er lyset og trappen. Trappen af lyst træ rækker tre etager op mod dagslyset, der vælder ned fra glasoverbygningen 12 meter oppe. Fra hallen ad trappen til øverste etage går man langs et 5,5 meter højt maleri forestillende en sort trappe (Michael Simpson »Trappen«, 2014, olie på lærred). Hvad er det, der gør et enkelt og farvefattigt maleri spændende? En historie? Et symbol? Religiøst? En himmelstige?

Atriet

Atriet er husets tre etager høje centrale rum og åndehul, hvor man venter på skanning, protonbehandling eller samtale. Rummet er smukt, grønt, lysfyldt og fredfyldt. Kigger man opad, ses glastaget, der sikrer dagslys i alle husets rum bortset fra behandler- og skannerrum. Et grønt bælte af træer og buske strækker sig gennem hele atriet. De grønne haver dækker også for betjeningsrummene for personalet. Fra det grønne atrium er der lys og farver på vej til protonkanonen – både for børn og voksne. Kunstnere har udsmykket gange og vægge med farver og relieffer, så patienter på vej får nye synsindtryk, når de bevæger sig for at komme ind til behandling.

Bogen skildrer i et malende sprog et hus, hvor kunst og rum går op i en højere enhed. Forfatteren formår at beskrive DCPT-huset, så man som læser mærker, hvordan arkitektur, rum og kunst – trods alvorlige omstændigheder – bibringer patienter, pårørende og personale glæde. Jeg går derover – igen. Bare stå der i velkomsthallens lys, se op ad trappen og se på »Trappen« på væggen.

Der er kun et lille skår i glæden. Ærgerligt at man i så smuk en bog ikke lige har givet sig tid til at læse korrektur.

LÆS OGSÅ

Folket i træerne

Litteratur & läkekonst

»Forfatteren beskriver på imponerende vis, hvordan helbredsangst ser ud fra den helbredsangste selv«

»Vi er mange, der har svedt der uden rigtigt at bemærke det smukke rum«