Anmeldelse
Litteratur & läkekonst
Cover: Makadam Förlag
22. jul. 2021
3 min.
Bogen »Litteratur & läkekonst« er skrevet af Katarina Bernhardsson, Immi Lundin & Evelina Stenbeck, hvoraf førstnævnte er blevet hovedansvarlig for kurserne i medicinsk humaniora. Ingen af de nævnte er læger; de er derimod litterater med ekspertise i nærlæsning og refleksiv skrivning inden for sundhedsfaglige uddannelser.
Bogen har et forord skrevet af tre uddannelsesansvarlige ved universitetets lægeuddannelse. De betoner bl.a., at »när vi möter skönlitterära personer, … och under en begränsad tid får leva oss in i deras liv, skapas en rikare livserfarenhet som kan hjälpa oss i framtida patientmöten« (s. 9). De fremhæver også kursernes værdi for den enkeltes personlige udvikling: »Att se hur varierende man kan uppleva en berättelse eller en text ger … en självförståelse som hjälper till i den personliga utvecklingen mot läkaryrket« (s. 10). Ingen steder efterspørges mere dokumentation for effekten af disse kurser; så længe de studerende virker tilfredse, er det tilsyneladende godt nok.
Bogens indledning fremhæver det pædagogiske særpræg ved disse kurser, og det erklæres som formål at gøre »medicinsk humaniora ännu tydligare inkluderat i professionsutbildningar i Sverige« (s. 12). Målgruppen er andre undervisere og uddannelsesansvarlige snarere end studerende og klinikere. Kurserne kaldes »medicinsk humaniora«, om end den pædagogiske tankegang ligger meget nær Rita Charons kursusmodel for »narrative medicine« ved Columbia University. Hvorfor kurserne ikke kaldes narrativ medicin, som det bl.a. sker ved Syddansk Universitet, bliver ikke forklaret – og heller ikke klart.
I mange henseender giver denne bog en lødig og solidt reflekteret introduktion til, hvilke litterære tekster der læses, og hvordan, med lægestuderende tidligt, midtvejs eller sent i deres uddannelse ved Lunds Universitet. Selvom meget virker bekendt, er det hele vejen stimulerende læsning, sine steder sågar lærerigt. Eksempelvis er nærlæsningerne af lægen William Carlos Williams’ novelle »The use of force«, lægen Pia Dellsons digte og Franz Kafkas novelle »Die Verwandlung« fremragende. Uagtet at den sidstnævnte ikke direkte tematiserer sygdom, kan den give anledning til at stille væsentlige spørgsmål, som må antages at være højst relevante for lægestuderende.
Alligevel kan man godt sætte spørgsmålstegn ved legitimeringen af disse kurser. Er det virkelig hensigtsmæssigt at beskrive sådanne kurser i medicinsk humaniora som en »modkultur« (s. 19) til den øvrige lægeuddannelse? Et fælles grundlag kan muligvis først beskrives, hvis humanioraforskere og klinikere ikke bare står ved siden af hinanden og varetager hver deres fagområde, men begynder – for alvor – at mødes et fælles sted, i én kultur.
Fakta