Fakta og vurdering
Antropolog, forfatter og foredragsholder Christian Groes har, alt efter ørerne, der hører, skrevet en forsvarstale for de neurodivergente eller et anklageskrift mod normaliteten i en for tiden helt normal fremstillingsform, nemlig den »personlige fortælling«.
Groes’ søn, som har givet tilladelse til, at hans far bruger hans historie, er neurodivergent og diagnosticeret med både autisme og ADHD. Sønnens diagnoser og anderledeshed har tvunget Groes til at genkalde sig sin egen opvækst og de værdier, han fik med sig, samt reflektere over det spørgsmål, som sønnen indledningsvist stiller: »Hvorfor er det os, der skal lære at være som normale børn, og ikke dem, der skal lære om os?«
Herfra går det over stok og sten med at fremlægge normalitetstyranniets historie komparativt til Sateré-folkets i Amazonasjunglen, som Groes besøgte og boede med over en længere periode som ung antropolog. Sateré-folket beskrives af Groes (til tider lige lovligt idealiserende) som havende en inkluderende samfundsorganisation, der, modsat den vestlige, formår at inddrage og rumme de neurodivergente, og som vi derfor kunne lære noget af.
Groes’ kamp for retten til at være anderledes er både bevægende og sympatisk, og for de fleste læger såvel som lægmand/kvinde/person vil bogen fungere fint som introduktion til begrebet neurodivergens og ikke mindst, hvordan de neurodivergente forstår sig selv og begrebet. Derimod er denne læser noget skeptisk over for Groes’ kritik af normer og især normaliteten. Normal og middelmådig gider de normale og middelmådige i hvert fald ikke selv at være, hvilket diverse kulturprodukter, herunder f.eks. X Factor, hvor alle død og pine helst skal være helt »unique«, vidner om. Ligeledes har en anden nutidig prominent forfatter Morten Münster for nylig nået den diametralt modsatte løsning på problemerne med den stigende mistrivsel i samfundet ved netop at dyrke den grå, leverpostejsfarvede, middelmådige normalitet. Hos Morten Münster er problemet ikke det middelmådige eller normale, men forestillingen om at være noget »helt specielt« og ønsket om netop at »skille sig ud«. Nu er det selvfølgelig sådan, at der godt kan være flere forklaringer og løsninger på det samme problem. Ovenstående understreger derfor måske først og fremmest, at græsset som bekendt altid formodes at være grønnere på den anden side.
En variation over ordsproget hedder dog også: Græsset er grønt, hvor du vander det. Og der, hvor Groes brillierer, er netop, hvor han fremviser de kvaliteter, som er iboende i det anderledes i stedet for at slå løs på de normales normalitet. Uden at man skal være så »open minded«, at hjernen falder ud, så viser Groes, at når man har modet til at lytte til det/de anderledes, så er der noget at lære. For de normale såvel som de anderledes. Således er der altså samlet noget at komme efter i Groes’ bog, selv om analysen, i hvert fald for denne læser, ikke fremstår helt sammenhængende.
