Den 1. april 2015 ændrede det lægelige speciale »diagnostisk radiologi« navn til »radiologi«.

For udenforstående kan navneændringen synes ubetydelig, men for radiologerne har den stor betydning, fordi den markerer essensen af den eksplosive udvikling, specialet har gennemgået.

Tidligere forskningsleder ved Odense Universitetshospitals radiologiske afdeling professor Poul Erik Andersen forsøgte igennem flere år at få navnet ændret, inden det endelig lykkedes.

»Det er vigtigt at understrege, at radiologi i dag er andet og mere end diagnostik. Selv om diagnostikken stadig fylder mest, udgør interventioner en større og større del af specialet«, siger han.

Poul Erik Andersen har fulgt og været en del af udviklingen fra han i 1976/1977 blev røntgenlæge og til nu, hvor han er pensioneret, men stadig forsker.

Han har oplevet den ene revolutionerende nye teknologi efter den anden, omtrent en ny for hvert tiår:

Ultralyd i 1960’erne, CT i 1970’erne og MR i 1980’erne. Og siden 2000: digitaliseringen og fortsat udvikling og kombination af de forskellige skanningsteknikker.

Alle teknologier har været med til at bane vejen for interventionsbehandlinger, som bliver stadig flere og mere avancerede.

Poul Erik Andersen har bl.a. holdt foredrag og skrevet talrige artikler og lærebøger om basale og avancerede radiologiske metoder og resultater samt om radiologiens historie.

Ultralyd lignede vejrkort

Selv blev Poul Erik Andersen nærmest født ind i radiologien, da hans far også var røntgenlæge.

Og han husker, da ultralyd blev introduceret.

»Mange var skeptiske, og det var heller ikke meget, man kunne få ud af de billeder – de lignede jo et vejrkort over Færøerne. Men det udviklede sig hurtigt. Og det var et stort fremskridt, fordi vi kunne spare patienterne for røntgenstråling. Og så var det nemt – man kunne transportere apparaturet til patienterne«.

Ultralyd har siden vist sig velegnet til vejledning ved en lang række interventionsprocedurer, hvor radiologen ved hjælp af nåle eller katetre går gennem huden for eksempel for at tage biopsier, lægge dræn eller for enten at brænde eller fryse kræftknuder.

Poul Erik Andersen husker også den første CT-skanner i Odense i 1978 få år efter. Pludselig var det muligt at få snitbilleder af kroppen og at danne detaljerede billeder af kroppens indre organer.

Det blev efterhånden muligt at tage biopsier i lungerne og maven med CT-vejledning, men ikke fra starten.

»CT blev stort set kun brugt til hovedet og i mindre grad til maven, fordi det var langsommeligt, og billedkvaliteten var dårlig. En hovedskanning tog mellem 15 minutter og en halv time. Nu tager en undersøgelse af hele kroppen få sekunder. Billederne blev dengang som ved alle andre røntgenundersøgelser fremkaldt på celluloidfilm«, fortæller han.

• Det er en fornøjelse at se disse patienter ændre farve på læber og fingre fra blå til lyserød og få normal vejrtrækning, endnu inden de forlader røntgenrummet efter behandlingen.

Poul Erik Andersen

Gevinsten ved hovedskanninger var imidlertid stor, for CT var skånsom.

»Vi var fri for at sprøjte kontrast direkte ind i halspulsåren. Tidligere skulle patienten ligge stille med en kanyle i halspulsåren, mens vi tog billederne. Det var ikke behageligt for hverken patient eller personale. Og det var tit i akutte situationer, hvor der var narkose, kirurger, fotografer og sygeplejersker med. Det var ikke patientvenligt, men det var, hvad vi kunne tilbyde på det tidspunkt. Så CT var et stort fremskridt«.

Dog var der et problem med CT: røntgenstrålingen.

»En enkel skanning af thorax gav lige så meget stråling til patienten som op mod 400 almindelige røntgenbilleder. Det problem har digitaliseringen dog reduceret. I dag svarer en skanning til strålingen fra ca. et par almindelige røntgenoptagelser«.

Dernæst kom MR i midt 1980’erne som endnu en mulighed for at reducere brugen af røntgenstråling.

»Det var et kvantespring. Vi kunne i mange tilfælde se det samme med MR som med CT. MR er imidlertid som bekendt dyr og tager længere tid end CT«.

Store operationer er erstattet af minimalt invasive indgreb

I takt med udviklingen af de forskellige teknologier tog også udviklingen af egentlige behandlinger fart.

»Jeg husker min første behandling af et ben med åreforkalkninger i 1984, hvor vi lagde en ballon i pulsåren. Karret var lukket, men vi fik det åbnet igen. Det krævede fingerfærdighed at manøvrere de små katetre rundt i kroppen, og det var nyt dengang«.

Siden har Poul Erik Andersen været med til at teste og udvikle stadig mere avancerede behandlingsformer.

»Vi lavede de første ballonudvidelser af hjertets kranspulsårer i 1986, og i Odense lagde vi den første stent i en kranspulsåre i 1992«.

Han nævner en lang række behandlinger, som tidligere krævede store, risikofyldte åbne operationer, som nu kan klares af interventionsradiologer, som går ind via lysken og foretager minimalt invasive indgreb.

Blandt dem er behandling af traumeblødninger, specielt i lever, nyrer og bækken efter trafikulykker, hvor det gælder om at få stoppet blødningen hurtigt.

»Halvdelen af patienterne døde tidligere af bækkentraumeblødninger, for det er svært for en kirurg at operere i et kraftigt blødende område og få det stoppet blødningen hurtigt nok – nu dør langt under 20 procent«.

En kæmpe forskel har radiologisk behandling også gjort for kvinder med fibromer i livmoderen.

»Tidligere fjernede man hele livmoderen. Nu lukker vi med kateter blodtilførslen til fibromer indefra – og kvinderne er ude af sengen i løbet af 24 timer og hurtigt på arbejde igen«.

Han nævner også avancerede interventionsbehandlinger af blodpropper og aneurismer i hjernen, aortaaneurismer, og misdannelser på lungekarrene.

»Noget af det, jeg husker bedst, er aneurismebehandlingerne, hvor man lægger en karprotese ind i karret og dækker over aneurismen. Tidligere krævede abdominale aneurismer en stor karkirurgisk operation, hvor man lukkede patienten op i maven og skulle ind på bagvæggen i maven for at fritlægge hovedpulsåren og derpå behandle aneurismet. Det krævede fuld narkose, flere kirurger og sygeplejersker samt 4-5 dages sengeleje. I dag kan det klares i lokalbedøvelse på under en halv time. Og patienten er helbredt«.

Kræver avanceret teknologi og håndelag

Selv om de forskellige interventioner går hurtigere og er mere skånsomme for patienterne end åbne operationer, kan de være nok så udfordrende for lægerne. Og de kræver både avanceret teknologi og håndelag.

»Aorta varierer meget fra menneske til menneske, og der er sidegrene, hvor man skal lave tilsvarende sidegrene i protesen til de kar, man ellers ville lukke med protesen. Det kræver avanceret teknologi og 3D-rekonstruktioner at få dem fremstillet, og så skal de placeres i det rigtige kar – det er en kompliceret procedure«.

Kompliceret er også behandling af pulmonale arteriovenøse malformationer (PAVM ), som er en medfødt tilstand med misdannelse i lungekar med udvidelse, der tillader blodet at løbe igennem lungen uden at blive iltet.

»Lungekarrene kan lukkes ved embolisering med f.eks. coils, gennem et kateter, via lysken og under lokalbedøvelse. Og her skal man op gennem højre hjerteforkammer og hjertekammeret for at komme ud i lungekarrene, og der foregår kateteriseringen i tre dimensioner, for lungekarrene løber i alle retninger«, fortæller Poul Erik Andersen.

Nogle patienter har gjort særligt indtryk, og blandt dem er patienter med PAVM. Inden behandlingen har de nedsat iltmætning, bliver let forpustede og har samtidig en høj blodprocent, men lige bagefter sker der en markant forandring.

»Det er en fornøjelse at se disse patienter ændre farve på læber og fingre fra blå til lyserød og få normal vejrtrækning, endnu inden de forlader røntgenrummet efter behandlingen. Endnu større glæde er det at møde dem på trapperne i højhuset dagen efter, hvor de løber 15 etager op, fordi de kan, da de er »dopede« med høj blodprocent og -iltning som efter EPO«, fortæller professoren.

Poul Erik Andersen følger stadig specialet bl.a. igennem sit engagement i den internationale organisation CIRSE, hvor han er Diestinguised Fellow. Og han er fuld af tiltro til fremtiden: »Det er en utrolig udvikling, jeg har været vidne til, og den fortsætter uden tvivl, så vi får endnu flere og bedre minimalt invasive behandlingstilbud«.

LÆS OGSÅ

Fremtiden: AI bliver radiologens »bedste ven«

Nutiden: 24 timer i døgnet rækker ikke