Skip to main content

Fra ø-læge in spe til lægefaglig direktør i Alles Lægehus

Alles Lægehus har fået ny lægefaglig direktør. Det er den 40-årige speciallæge i almen medicin Anders Frey fra Fanø. Han vil fokusere på lægernes rolle i koncernens klinikker og på højere kvalitet og kontinuitet. Det skal være slut med »dårlige sager«.

Anders Frey drømte om at blive »landsbylæge« på hjemøen Fanø. Nu er han skiftet til Alles Lægehus, hvor han netop er tiltrådt som ny lægefaglig direktør. Foto: Robert Attermann

Af Bodil Jessen, boj@dadl.dk

11. apr. 2025
6 min.

Det kunne næsten ikke blive nært nok for Anders Frey. I januar 2023 fortalte han Ugeskrift for Læger om sit ønske om at vende tilbage til Fanø som læge. Øen, hvor han er vokset op og nu bor med sine børn. Dengang var det hans drøm at blive læge for naboer og venner og alle de andre patienter på vadehavsøen.

Men uenigheder i lægehuset på Fanø punkterede den drøm, og da Anders Frey i september 2024 blev speciallæge i almen medicin, valgte han at blive ansat ved Alles Lægehus-klinikken i Esbjerg-forstaden Hjerting. Og nu – fra den 1. april – er han tiltrådt som ny lægefaglig direktør i sundhedskoncernen.

Baggrunden for det karriereskift vender vi tilbage til. Først Anders Freys ambitioner med direktørposten i Alles Lægehus.

»Jeg er den første praktiserende læge, der sætter sig med om direktionsbordet«, siger Anders Frey.

»En af de ting, der er anderledes i den model, som Alles Lægehus står for, er, at det er sygeplejerskerne, der er praksisledere og står for daglig ledelse og drift af lægehusene, mens lægen fokuserer på de lægefaglige opgaver. På den måde er det lidt vendt på hovedet i forhold til andre klinikker, hvor lægens rolle ofte spænder over både ledelse, drift og administration. Jeg vil bidrage med et stærkere fokus på den lægefaglige udvikling og samspillet mellem rollerne«.

Ser du det som et problem for lægerne, at de har en sekundær rolle i driften i forhold til sygeplejerskerne?

»Ikke nødvendigvis, men det er en anderledes tilgang. Selv om lægen ikke er ansvarlig for daglig drift, er det dog stadig lægen, der har det faglige ansvar. I min optik er det at drive praksis en holdsport – det gælder alle typer af lægeklinikker, fordi meget i dag er uddelegeret til sygeplejerskerne. Og i alle typer klinikker gælder det, at hvis lægerne ikke løfter det faglige ansvar, er der risiko for, at der kan ske fejl«.

Patientsikkerhed

Apropos risiko for fejl vakte DR Kontants udsendelser om Alles Lægehus stor opsigt, da de blev vist i begyndelsen af 2024. I flere af de nordjyske klinikker var der bl.a. foretaget fejlregistreringer af tillægsydelser, og Region Nordjylland indførte skærpet kontrol og politianmeldte nogle af klinikkerne.

Efterfølgende skrev 14 hospitalslæger på sygehuset i Thisted en bekymringsskrivelse til Region Nordjylland, idet de mente, at der var risiko for, at en række patienter havde fået forkert behandling eller diagnose på de tre Alles Lægehus-klinikker i Thisted, Øster Jølby og Fjerritslev. Bl.a. at patienter med relevante symptomer ikke
var blevet udredt for kræft. Alles Lægehus tog kontakt til Thisted Sygehus, og Styrelsen for Patientsikkerhed (STPS) gik ind i sagen. I første opgang blev sagerne om lægehusene i Thisted og Øster Jølby afsluttet, mens styrelsen i februar i år sagde god for patientsikkerheden i Alles Lægehus i Fjerritslev.

»Der har været stor eksponering og nogle dårlige sager«Anders Frey, lægefaglig direktør i Alles Lægehus

Er det sager, der bekymrer dig?

»Nej, de har ikke bekymret mig, men de har selvfølgelig mit fokus. Og det er noget, vi for guds skyld skal undgå, sker igen. Det er en del af det arbejde, jeg har kastet mig over i første omgang«, siger Anders Frey:

»Og så håber jeg, at det fremover vil blive sådan, at lægelige kolleger, der bliver bekymrede, vil henvende sig til mig på kollegialt plan, så vi kan prøve at løse problemerne. Man kan have sin personlige holdning om, hvorvidt Alles Lægehus er godt eller skidt, men uanset hvad, så bør man tænke på, at der i lægehusene arbejder læger og sygeplejersker med en faglig stolthed – fuldstændig som i PLO-klinikkerne. Hvis der er problemer, skal de løses, men det skal ske på en ordentlig måde«.

Metaltræt

Alles Lægehus har drevet lægeklinikker i Danmark siden 2014. Aktuelt har sundhedskoncernen syv udbudsklinikker og har desuden indgået driftskontrakt med speciallæger i almen medicin i 27 almene lægeklinikker.

Når Anders Frey skal forklare sit skifte til Alles Lægehus, spiller ønsket om at beskæftige sig med ledelse en markant rolle.

Foto: Robert Attermann

»Ledelse har altid interesseret mig, og i min tid som HU-læge i lægeklinikken på Fanø var det også noget af det, der tiltrak mig ved almen praksis. Da det ikke gik derovre, skulle jeg finde ud af noget nyt, og der har jeg opdaget, at jeg ikke har super meget gejst i forhold til det rutinearbejde, der også er i almen praksis. Det med at køre ren drift i et lægehus har nok aldrig været mig. Det er ikke der, jeg brillerer«.

Men som praktiserende læge beskæftiger man sig jo netop også med ledelse?

»Det er rigtigt, og jeg kunne i den grad se mig selv som læge på Fanø. På Fanø kender jeg jo Gud og hvermand, og det der landsbylægekoncept, det er lige mig. Nu gik det ikke sådan, og jeg tændte sgu ikke så meget på idéen om at have en praksis i Esbjerg, som jeg så først skulle til at bygge op. Der kunne jeg mærke lidt metaltræthed i forhold til at være ,normal læge’«.

En model for de nye speciallæger?

Anders Frey drømmer om, at lægerne i Alles Lægehus-klinikkerne kan komme til at levere kontinuitet i patientbehandlingen på samme niveau som læger i andre lægehuse.

»Alles Lægehus-klinikker er forskellige, men mange ligger i lægedækningstruede områder, og det gør det mere udfordrende at tiltrække kontinuitetslæger nogle steder. Det er min målsætning og prioritet at sikre en familielægeramme i lægehusene«, siger han.

»I alle typer klinikker gælder det, at hvis lægerne ikke løfter det faglige ansvar, er der risiko for, at der kan ske fejl«Anders Frey, lægefaglig direktør i Alles Lægehus

Den ny lægelige direktør er selv helt sikker på, at konceptet med koncernklinikker har en fremtid hos de kommende speciallæger i almen medicin. Anders Frey siger:

»De, der kommer ud fra lægestudierne nu, har ofte små børn og flere på vej. Det er måske ikke superattraktivt for dem med egen praksis og en 80-timers arbejdsuge. Mange vil gerne have tid til et stabilt familieliv de første måske 5-10 år, før de er klar til at stå for drift og administration i egen praksis. Vi kan være behjælpelige med drift, personale og administration, hvis de tager ansvar for ejerskabet af et ydernummer og den lægefaglige lederrolle. Dermed kan vi imødekomme den nye generations ønsker om et fleksibelt arbejdsliv, hvor der også er mulighed for at hente børn«.

Har du fået negative kommentarer fra andre læger efter dit skifte til Alles Lægehus?

»Jeg har kun fået positive kommentarer, og der er heller ikke grund til andet. De mennesker, jeg har mødt i Alles Lægehus, brænder lige så meget for deres arbejde som alle andre i almen praksis. Der har været stor eksponering og nogle dårlige sager. Og det skal være slut nu, for jeg er ikke i tvivl om, at vi har en plads i fremtidens sundhedsvæsen, og den fremtid vil jeg gerne være med til at præge«.

Fakta

Alles Lægehus