Fra retsmedicin til radiologi: »På papiret stod jeg på toppen, da jeg blev speciallæge, men sådan føltes det ikke«

Obi-Wan Kenobi står med lyssværdet i kampposition, Jango Fett svinger en kæde, og Darth Vader læner kroppen til den ene side, som om han tager tilløb til angreb.

Der udspiller sig en kamp på hylden på det propfyldte kontor, hvor omkring 50 kopper, primært med motiver fra Star Wars-universet, står linet sirligt op. Bøger og brætspil står side om side, og robotten R2-D2 har også fundet vej og består af mange tusind bittesmå legoklodser.

Det ligner hylderne i en fantasybutik, men er i virkeligheden 49-årige Nikolaj Friis Hansens hjemmekontor i Fredericia. Fantasy i form af bøger, spil og figurer fylder det samme som lægebøgerne, og det er ikke tilfældigt. Netop serierne og spændingen fik ham til at søge mod retsmedicinen. Især 70’er-serien Dr. Quincy, hvor hovedpersonen både var patolog, retsmediciner, retskemiker og retsgenetiker og lavede gerningsstedsundersøgelser nærmest solo, vakte unge Nikolaj Friis Hansens interesse.

Virkeligheden så dog noget anderledes ud. Noget mere akademisk. Eller det blev den i hvert fald. Efter at have tilbragt 00’erne med nogle spektakulære drabssager med skud- og knivofre flyttede fokus i løbet af 10’erne fra håndværk til forskning, oplevede Nikolaj Friis Hansen. Så da han efter godt ti års kamp for at få en speciallægeuddannelse i retsmedicin blev færdig, besluttede han sig for at skifte spor. Starte forfra.

Jeg møder Nikolaj Friis Hansen i hans villa i Fredericia, blot to dage efter at han har holdt bryllupsfest. Der står blomster og gaver allevegne i husets køkken, og han smiler stort igennem halvtrætte øjne.

I Fredericia er han faldet til ro med sin hustru, hendes pige på snart ti år og job på sygehuset i Kolding efter mange år i vildrede, hvor han blandt andet har været et smut i Afghanistan i NATOs lighus, forbi forskellige danske sygehuse og også har måttet igennem en sygemelding og en masse nagende tvivl.

Han har sagt ja til at fortælle om sit sporskifte i Ugeskrift for Læger. For det er aldrig for sent at starte på noget nyt, hvis man er havnet i det forkerte speciale, siger han.

Skudlæsioner og eksplosioner

Nikolaj Friis Hansen blev færdig som læge i Aarhus i 2003. Dengang var der ikke en speciallægeuddannelse i retsmedicin, så han søgte efter turnus en intro i patologi i Aalborg og flyttede dertil.

»Jeg kunne mærke, at patologi ikke helt var mig. Det var spændende, men det var cancer, cancer, cancer, og arbejdsmængden var alt for meget. Overlægerne knoklede løs. Jeg kunne godt lide obduktionsarbejdet, men det var nedprioriteret i forhold til, hvad jeg havde troet og håbet. Jeg lavede 24 obduktioner om året. Det bliver man ikke dygtig af«.

Under introen så Nikolaj Friis Hansen, at der var et kursus om skudlæsioner og eksplosioner i retsmedicinsk perspektiv, der blev afholdt i Odense af Dansk Selskab for Retsmedicin.

»Det søgte jeg og betalte selv. Jeg havde et fantastisk kursus. Kort tid efter var der to klassificerede stillinger i København, og jeg fik den ene. Der var stadig ikke noget, der hed speciallæge i retsmedicin, så proceduren var, at man efter den uklassificerede stilling skulle tage hoveduddannelse i patologi og derefter vende tilbage til retsmedicinen«.

Halvandet år inde i ansættelsen blev retsmedicin oprettet som speciale, og Nikolaj Friis Hansen fik merit for noget af sin erfaring med retsmedicin og patologi. Han manglede stadig nogle måneder i patologi.

»I København fik jeg nogle spændende opgaver, vi var et godt team. Vi havde vores egen CT- og MR-skanner, og vi skannede alle vores lig. Jeg blev ansvarlig for CT-skanneren omkring 2007 og knoklede på for at lære det. Det var en stejl, men fed læringskurve, stemningen var god, og der mange muligheder«.

Sprængte grise

Nikolaj Friis Hansen havde nogle store sager, selvom han var yngre læge. F.eks. en, der var blevet skudt af politiet mere end 20 gange.

»Den lærte jeg meget af, især af CT-skanningen. Mange af de ting, jeg lavede, blev brugt til noget. Jeg blev også nævnt i drabschef Ove Dahls bog om en sag, hvor en ung mand døde efter at være blevet knivstukket ned på Kongens Nytorv«, siger Nikolaj Friis Hansen og ser sig om på kontorets fyldte hylder efter bogen og konstaterer hurtigt, at den ligger ovenpå.

»,Huedrabet’ blev det kaldt. Jeg er nævnt i bogen, og derfor kan jeg sige det. Jeg kan godt lide det arbejde. Normalt ser vi fremad som læger, det gør vi ikke i retsmedicin. Vi kigger på, om oplysningerne stemmer. Vi arbejder os baglæns. Det var virkelig fedt«.

Det ene eksempel tager det andet, når Nikolaj Friis Hansen fortæller om sit arbejde i 00’erne.

»Jeg var også med til en terrorøvelse i København, hvor vi sprængte en bus fyldt med døde grise i luften. En anæstesiolog skulle triagere grisene og vurdere, hvem der ville være døde, og hvem der ville overleve. Nogle dage efter CT-skannede vi, og jeg obducerede groft, uden at vide hvad CT-skanneren sagde«.

Resultaterne blev præsenteret på en konference i Melbourne, bl.a. om griseforsøget og om CT.

»Jeg havde en fantastisk oplevelse, mødte så mange mennesker og endte med at få prisen for bedste præsentation. Jeg havde en video af eksplosionen, og materiale, som, ikke helt overraskende, viste, at det var farligt at sidde tæt på en bombe, men også farligt at sidde langt væk. Grisen længst væk havde stadig sprængt sin tarm«.

Sad fast

Selvom det kørte for Nikolaj Friis Hansen, sad han samtidig fast, fordi han manglede nogle forløb for at blive speciallæge. Det var svært at blive ansat i de korte ansættelser, der skulle til. I 2009 fik han et tilbud om at tage til Afghanistan i syv en halv måned hos et firma, der drev et lighus for NATO i Kandahar på luftbasen, hvor han skulle være leder og tage sig af bl.a. de døde amerikanske og canadiske soldater.

»Jeg stod i limbo i forhold til min speciallægeudddannelse, og Afghanistan var en fed mulighed og oplevelse. Det var en interessant måde at være leder på. At holde det hele kørende var udfordrende«.

Det var også hårdt og et psykisk pres at være på 24 timer i døgnet, være sammen med de samme mennesker konstant, være udsat for raketangreb, smide sig ned på gulvet, gå i seng velvidende, at raketterne kom sent om aftenen, husker Nikolaj Friis Hansen.

»Da jeg kom hjem til Danmark, fik jeg en ny stilling og nåede lige at arbejde i en måneds tid. Så crashede jeg fuldstændigt. Kunne ikke komme nogen steder. Jeg oplevede under en nattevagt, at jeg pludselig ikke vidste, hvad jeg skulle gøre med vagttelefonen, hvis den ringede. Jeg havde ikke nogen patologisk ansættelse klar, og så gik klappen ned. Det hele havde bygget sig op, og jeg blev sygemeldt i fire måneder«.

Mindre håndværk, mere forskning

I 2012 fik han endelig en stilling, så han kunne færdiggøre sin speciallægeuddannelse. Men i mellemtiden havde 00’ernes begejstring for specialet mødt en ny udfordring.

»Fra 2013 til 2016, hvor jeg blev speciallæge, ændrede alt på instituttet sig. En ny ledelse var på vej med visioner, de havde en retning, der gik meget på forskning«, mener Nikolaj Friis Hansen.

Nikolaj Friis Hansen interesserede sig ikke for at forske.

»Vi var en del af et stort forskningsprojekt, som trak mange ressourcer. En almindelig obduktion tog pludselig flere timer frem for en time«.

Nikolaj Friis Hansen havde svært ved at se det retsmedicinske potentiale i forskningen, det handlede mere om træning i at forske, mener han.

»Jeg ville hellere med på findestederne, jeg elskede at arbejde med politiet, være med i retten. Nogle gange var jeg den eneste, der havde været på findestedet. Det var udfordrende. Jeg vidnede i ungdomshussagen, hvor jeg også var med til at sprænge grise i luften på baggrund af nogle ting, der var fundet i Ungdomshuset. Det var håndværket for mig«.

Hvorfor søgte du ikke bare til retsmedicinen i Aarhus eller Aalborg?

»Fordi specialet var blevet et markant anderledes sted at være, jeg passede ikke ind, og jeg kunne ikke holde tanken ud om at være en del af det samme miljø resten af mit arbejdsliv«.

Det er svært at søge et nyt sted hen i et lille speciale, man kan ikke bare søge til et andet hospital, siger Nikolaj Friis Hansen.

Er problemet ikke, at akademiseringen og fokus på forskningen ikke harmonerede med en urealistisk drengedrøm om retsmedicin og Dr. Quincy?

»Jo. Det er en del af forklaringen. Men jeg følte mig malplaceret. Hvis jeg lavede en god obduktion, blev det ikke bemærket. Hvis nogen derimod skrev en artikel, udløste det hurraråb og kage. Almindeligt godt lægearbejde blev ikke honoreret. Det var vi flere, der syntes«.

Er det ikke bare udviklingen i specialet, at forskning er i fokus?

»Måske, men det er stadig svært at se, hvad en artikel om levervolumen post mortem bidrager til, hvis man står ude på et findested klokken otte med en, der sidder fast og er død«.

Havde du simpelthen valgt forkert?

»Der var mange ting, der gjorde, at det gik skævt. Jeg havde haft en stressreaktion, gået skævt af ledelsen. Alting er en sum af det, jeg har oplevet i årenes løb«.

Over til radiologien

Med lidt mere end 650 obduktioner i bagagen tog Nikolaj Friis Hansen i 2016 en spontan beslutning om at søge en introstilling i radiologi i Herning. Flere kolleger var stoppet i retsmedicinen, og der opstod et tomrum.

»Jeg måtte gøre et eller andet. Jeg blev kontaktet af den ledende overlæge, der undrede sig lidt over min profil, min alder og min ansøgning, men han syntes også, at jeg var spændende. Jeg kom til jobsamtale, og inden jeg forlod Herning, havde jeg set både lægebolig og hilst på nogle af uddannelseslægerne i specialet. Stillingen var min fra 1. april 2016«.

Nikolaj Friis Hansen var klar til at komme videre.

»Jeg kommer fra Samsø, har læst i Aarhus, jeg ville bare gerne tilbage til Jylland igen. Jeg havde brug for mine forældre, venner og gamle studiekammerater efter alle de oplevelser. Så på den måde kom beslutningen ikke ud af ingenting. Jeg havde ellers et stort netværk med mine brætspil i København, og jeg var med til at arrangere nordiske mesterskaber«, siger Nikolaj Friis Hansen og peger på sine spil.

Det var en sen alder at starte i intro, men han nød at måtte stille spørgsmål igen. Han kan godt lide at være under uddannelse og havde ingen problemer med, at nogle af reservelægerne var 10-15 år yngre end ham. Det var der naturlige årsager til.

Nikolaj Friis Hansen har fundet sig til rette i radiologi. Det er også en form for detektivarbejde, der kræver sans for detaljer og samtidig overblik.

»Radiologi minder om patologi ved, at vi leder efter brikker i puslespillet. Jeg var ikke kirurg, heller ikke internmediciner, så radiologien passede mig bedst. Jeg havde en samarbejdspartner fra radiologien i København, og han havde et helt andet, spændende blik på skanninger, end vi havde. Og så havde jeg erfaring med CT-skanninger«.

Vant til de døde

I Herning fandt han dog ud af, at diagnostisk radiologi med hans egne ord er møgsvært. Men han fik god oplæring.

»Jeg fik lov til at udvikle mig, lave gennemlysningsundersøgelser. Det er et regionshospital, og dagligdagen er noget andet end på et universitetshospital. Det er grundarbejdet, håndværket. Hvis en sygdom bliver opdaget, kommer patienten ofte videre til universitetshospitalerne«.

Det var grænseoverskridende for ham at lære det håndværksmæssige i interventionerne som introlæge, siger han.

»Jeg havde ikke prøvet at stikke nåle ind i folks lungehuler under lokalbedøvelse, i mange år. Jeg havde lagt et enkelt dræn under et vikariat på hæmatologisk afdeling inden turnus. Men bagefter brugte jeg ti år i retsmedicinen på at se alle de tilfælde, hvor procedurer kunne gå galt. Og det fulgte mig et stykke tid. Jeg var alt for forsigtig. Stod som forstenet med dræn- og nålespidser i hånden uden at kunne tage mig sammen til at stikke, selvom jeg kunne se med ultralydhovedet, at der er 8 cm væske, og hvis jeg bare flyttede nålen lidt eller gav lidt mere lokalbedøvelse, ville jeg ramme plet. Heldigvis havde jeg nogle gode læger omkring mig, som hjalp mig med at komme over min hurdle«.

At se sig selv i øjnene

Du har brugt mange år på retsmedicin, hvordan kunne du starte forfra?

»Jeg kunne ikke være i København, og jeg kunne ikke se mig blive i specialet. På papiret stod jeg på toppen, da jeg endelig blev speciallæge, men sådan føltes det ikke. Det føltes hult«.

Erkendelsen af, at det var nødvendigt at skifte spor, var hård, fortæller Nikolaj Friis Hansen.

»Det var træls for at bruge et godt, jysk ord. Men det skulle jeg bare. Efterfølgende har jeg ikke været i tvivl, jeg har været glad. Jeg arbejder på en ny måde i et fag, hvor man kan få lov til at subspecialisere sig på en anden måde end i retsmedicin«.

Rokkede skiftet ved dit selvbillede af dig som læge?

»På nogle punkter, men det rokkede mere ved mig som person at indse, at jeg skal kunne se mig selv i øjnene. Jeg skal arbejde med noget, jeg gerne vil«.

Planen er nu, at Nikolaj Friis Hansen skal til Vejle til oktober i et koncentreret forløb og bruge fire dage om ugen i mammaradiologi.

»Mammaradiologi er interessant, man får direkte patientkontakt. Mammakirurg, plastikkirurg, radiolog og patolog arbejder tæt sammen om patienterne, det er dynamisk. Det er ikke slut, fordi man skifter speciale. Hvis man ikke føler sig hjemme i et speciale, er det bedre at tage konsekvensen af det. Så nu er jeg endt her med kone og barn og endnu et speciale på CV’et«.

Læs om andres lægers sporskifte:

Fra overlæge i karkirurgi til introlæge i almen praksis: Det føles vildt at trække i nødbremsen

Fra speciallæge i hjertekirurgi til HU-læge i anæstesiologi: »Klimaks kom, den dag jeg sagde min stilling op«