Oluf Lundt Bang – normalt bare Ole Bang (1788-1877) – var læge for hele guldalderens København: H.C. Ørsted, Søren Kierkegaard, H.C. Andersen, Johanne Louise Heiberg og Bertel Thorvaldsen var blandt hans mere kendte patienter – og så var han personlig læge for kong Christian VIII. Society-læge, ville man kalde ham i dag. Han var også overlæge på Frederiks Hospital, hvor hans far havde været den første overmedicus. Han blev professor i medicin ved Københavns Universitet og i perioder rektor.
Ole Bang var teatertosset, skrev (middelmådige) vers, lejlighedssange – og sine erindringer (på vers). Og så var han farfar til forfatteren Herman Bang.
Som professor var Ole Bang et barn af 1700-tallet og formåede aldrig at frigøre sig fra den 2.000 år gamle hippokratiske sygdomslære. I sine erindringer tilstår han, at den nye videnskabelighed med mikroskoper, stetoskoper og laboratorier desværre nok gik over hans forstand.
Ikke desto mindre fortsatte han som professor helt frem til 1874 efter 60 år som underviser. Indtil 1874 var det medicinske fakultet Ole Bang. Det, han forelæste i, var århundredgammelt og ubrugeligt. I hans seneste år var de medicinstuderende og unge læger for længst holdt op med at høre efter, når han forelæste. Men ingen nænnede, at den elskelige, gamle professor skulle tale for tomme bænkerækker, så de studerende indførte en ordning, hvor man skiftedes til at tage fri fra Gamle Oles forelæsninger. Da Ole Bang endelig opgav sit professorat, var han 87 år gammel.
I 1836 var Ole Bang stadig midaldrende. Dette år var et kuld af hans nyuddannede læger klar til at drage ud i Europa på den obligatoriske studierejse. Og mødet med de store, udenlandske universitetshospitaler var en åbenbaring efter årene under Ole Bang. Blandt de unge kandidater var Carl Emil Fenger (1814-1884), som på den treårige studierejse fulgtes med vennen og studiekammeraten C.J.H. Kayser (1811-1870). De besøgte berømte klinikker og universiteter i Berlin, Halle, Dresden, Zürich, Wien, Paris og London. Hvert sted henviste og anbefalede professorer dem til kolleger ved andre universiteter. De mødte alt og alle, som var værd at møde på den tid.
I Zürich lyttede de til den berømte mediciner, professor J.L. Schönlein (1793-1864). J.L. Schönlein, som var landsforvist fra Tyskland, var en af de første, som forelæste på tysk i stedet for det gængse latin. I Zürich gik det op for Carl Emil Fenger, hvor forældede og tilbagestående forholdene var ved Københavns Universitet: Han beundrede J.L. Schönlein for »hans Klarhed og uhyre Kundskaber«. I Zürich indså han for alvor, »hvilken skammelig Uvidenhed Ole Bang havde holdt sine Disciple i herhjemme«, skriver hans datter og citerer videre sin far:
»Jeg har maattet gøre aldeles rent Bord [hvad der] ikke kostede mig meget Arbejde, da der var saa lidt at feje ud, men som dog viser, hvor umuligt det var for mig at bygge frem paa den lagte Grundvold … nej, da priser jeg rigtignok vore Lærere i Chirurgie, de fleste af dem lærer dog fra det Standpunkt af Videnskaben, som den nu bar naaet«.
Medicin, kirurgi, fysiologi, fødselshjælp, stetoskopi (som var noget helt nyt), lungesygdomme – interesserne var bredspektrede. Og studierne blev taget seriøst: Forelæsningerne begyndte kl. 6 om morgenen efter et måltid af surdejsbrød og vand. Carl Emil Fenger og C.J.H. Kayser sugede til sig af alt det nye – men der var også tid til koncerter og teater, vandreture, fester – og flittig brevskrivning.
Carl Emil Fenger fik brev hjemmefra. Studiekammeraten Emil Hornemann fortalte, at han overvejede at skrive doktordisputats. I sit svar bombarderede Carl Emil Fenger ham med idéer, råd og formaninger. Ikke mindst burde vennen »sky alle Hypotheser og ubegrundede Theorier. … Lad os huske paa, at saadanne Theoriers Tid er forbi, og lad os se hen til vor Tids Tegn!«
Det måtte være slut med den forældede, spekulative medicin: »Facta maa vi have … rene, klare uomstødelige Facta, saaledes forstaar jeg i det mindste vor Tids Stræben«.
Alt, hvad Ole Bang havde fyldt de studerendes hoveder med om behandlingen af de syge, »gik ud paa uden synderlig Undersøgelse at danne sig en Mening om Sygdommen saa at sige ad inspiratorisk Vej«, og det var ifølge Fenger »den brede Vej, der fører til Fordærvelse«.
I 1839 var Carl Emil Fenger tilbage i København som reservekirurg ved Kirurgisk Akademi. Men det var, som om han var på en oplysningsmission: Kendskabet til al den moderne videnskabelighed, han havde mødt ved Europas førende hospitaler, måtte bare udbredes – først og fremmest kendskabet til patologisk anatomi og medicinsk statistik. Alt kunne forklares gennem kølig iagttagelse og statistik. Det sidste emne havde han stiftet bekendtskab med i Paris.
Og netop det emne behandlede han i en længere artikel i den første årgang af Ugeskrift for Læger, der udkom i 1839, kort efter hans hjemkomst fra studierejsen. Tidsskriftet blev i øvrigt medgrundlagt af vennen C.J.H. Kayser som kampskrift for den nye videnskabelige tilgang. »Om den numeriske Metode«, lyder overskriften på Carl Emil Fengers artikel. Metoden bestod i systematiske, kvantitative opgørelser af patientdata og behandlingsresultater. I stedet for den inspirerede »lægekunst« baseret på den erfarne læges »kliniske blik« krævede Carl Emil Fenger som den første i Danmark en videnskabelig, evidensbaseret tilgang til den kliniske praksis.
Det var i samme artikel, at Carl Emil Fenger kom med noget, der nærmest ligner en programerklæring for et nybrud i medicinen. Andre videnskaber havde allerede i 1600-tallet lagt fortiden bag sig: Fysikken havde haft sin grundlægger i Newton, kemien i Lavoisier. Men: »Medicinens Newton er endnu ikke optraadt«, skriver Carl Emil Fenger. Og han så ikke tegn på et gennembrud i nogen overskuelig fremtid.
Men Carl Emil Fenger gjorde sit til, at der skulle ske noget. Optændt af den hellige ild forelæste, skrev og underviste han – og da der i 1851 blev oprettet en klinisk afdeling på Frederiks Hospital, fik han ansættelse som overlæge og dermed endelig chancen til at praktisere, hvad han hidtil havde måttet nøjes med at prædike. Lad os citere datteren igen:
»Hans Methode for Sygebehandling betegner et komplet Brud med Fortiden. … overfor dens løse Diagnoser, der var baseret halvvejs paa Gjætning, stillede han et bestemt Krav om den nøjagtigste, mest detaillerede Undersøgelse af Patienten, og han reducerede Brugen af Medicin overordenlig«.
Carl Emil Fenger mente (med rette), at der ikke fandtes megen evidens for, at den medicin, lægerne ellers havde proppet patienterne med, havde nogen gavnlig effekt.
Det fik han ikke megen tak for blandt kollegerne, hvor især de lidt ældre bebrejdede ham, at han lærte de unge læger at se kritisk og skeptisk på alt. Direkte chokerede var de over, at han til en nær ven skulle have sagt: »Jeg veed ikke, om du veed, at vi Læger ingenting veed«. Den slags, mente de ældre kolleger, var ikke befordrende for professionens anseelse. Men patienterne elskede Carl Emil Fenger.
Meget af den videnskabelighed, Carl Emil Fenger krævede, og selv stræbte efter, fik præg af forsøg, og mange af de nye veje endte blindt. For eksempel var den numeriske metode i sin begyndelse helt ubrugelig. Men den var et skridt i retning af en rationel og videnskabelig tilgang til lægegerningen. Det blev dog først med bakteriologiens fremkomst efter 1870, at medicinen fik sit moderne gennembrud. Derfra gik det til gengæld også stærkt.
Og Carl Emil Fenger? Politisk engageret havde han altid været. Han var nære venner med de nationalliberale ledere D.G. Monrad, Orla Lehmann og ikke mindst sin gamle klassekammerat og senere statsminister C.C. Hall. Ved enevældens ophør i 1848 blev Carl Emil Fenger trukket længere ind i det politiske arbejde. Året efter blev han indvalgt i Folketinget, blev snart finansminister og endelig hospitalsborgmester i Københavns Magistrats 2. Afdeling.
Det var også Carl Emil Fenger, der som en indflydelsesrig politiker var en af de afgørende drivkræfter i at sikre kvinder adgang til uddannelse. I 1874 blev Carl Emil Fengers støtte afgørende for at sikre Nielsine Nielsen adgang til at tage en lægeuddannelse og dermed bane vejen for kvinders adgang til en universitetsuddannelse.
Men det er en helt anden historie.
Alma B. Fenger: Min Far og hans Hjem. Kbh. 1914.
