Hospitalet, der forsvandt

I 1974 overtog staten officielt Blegdamshospitalets matrikel fra Københavns Kommune. I næsten 100 år havde det fungeret som kommunens epidemihospital. Men nu skulle de 14 tønder land mellem Nørre Allé, Blegdamsvej og Tagensvej give plads til opførelsen af Panum Instituttet.

Da Blegdamshospitalet stod færdigt i 1879, var det på mange måder et monument over lægevidenskabens moderne gennembrud.

I 1870 havde den franske biokemiker, Louis Pasteur, og den tyske læge, Robert Koch, i skarp rivaliseren påvist de sygdomsfremkaldende bakterier. Det kuldkastede to tusind års medicinsk hjælpeløshed over for de infektionssygdomme og epidemier af bl.a. byldepest og kopper, som siden oldtiden havde hjemsøgt menneskeheden og decimeret befolkningerne.

Før 1870 kunne lægerne intet stille op mod infektionssygdomme. Man kendte ikke til sygdommenes årsag og kunne hverken forebygge eller helbrede dem. Men fra 1870 dukkede nye vacciner op. Det blev muligt at operere under mere sterile forhold – og efterhånden foretage indgreb i thorax og abdomen, hvilket hidtil havde været totalt no-go.

Og man begyndte at forstå, at mikroorganismer var årsagen til mange af de sygdomme, man indtil nu havde været ude af stand til at behandle. Smitte kunne forebygges og epidemier måske helt undgås, hvis man isolerede de syge og vaccinerede de raske.

Kolera gav startskuddet

I 1853 havde en koleraepidemi raseret København, som slet ikke havde hospitalskapacitet til at håndtere krisen. Flere end 4.700 døde på få måneder. Det førte til en selvransagelse, som satte skub i den forsinkede udvikling: Der skulle sørges for rent drikkevand til indbyggerne. Der skulle kloakeres. Og der blev bygget et stort, nyt kommunehospital. Det stod færdigt en halv snes år efter epidemien og var på det tidspunkt et af verdens mest moderne.

Beredskabet over for epidemiske sygdomme var dog stadig beskedent. Og nye epidemier dukkede op: Først en tyfusepidemi i 1871. Og det følgende år en koppeepidemi. Tilbagevendende udbrud af dysenteri.

Borgerrepræsentationen opfordrede Magistraten til at handle. Et udvalg blev nedsat, som i 1874 foreslog at bygge et hospital med to afdelinger: Et karantænehospital, hvor man kunne anbringe smittede tilrejsende, og et isolationshospital for syge og mulige smittebærere med de mest frygtede epidemiske sygdomme. Hospitalet skulle placeres på den sydvestlige del af Blegdamsfælleden, som lå lidt afsondret, men dog tæt på byen. Grunden tilhørte Krigsministeriet og var afgrænset af Sankt Johannes Kirke, Blegdamsvej, Nørre Allé. Den nuværende Tagensvej, som i dag udgør den tredje side af matriklen, var endnu kun en sti hen over fælleden i forlængelse af Fredensgade.

Frygten for luftsmitte

Medicinens moderne gennembrud fandt sted parallelt med kunstens og litteraturens »Moderne Gennembrud«. Forskerverdenens avantgarde havde erkendt, at mikroorganismer var årsagen til sygdomme. Hvert år blev nye identificeret, og hvert år kom nye på listen. Litteraten, Georg Brandes, havde ligefrem udpeget den nye tids læge som selve det rationelles og det modernes fakkelbærer.

Gennembruddet var dog ikke nået ud i alle hjørner. De fleste havde svært ved at tro på, at nogle bittesmå, usynlige bakterier kunne lave så stor ravage. Den almindelige opfattelse var, at smitte kom gennem luften, og man ville helst være fri for et epidemihospital så tæt på, tak!

Naboerne til det projekterede epidemihospital var betænkelige. Sankt Johannes Kirkes pastor Frimodt foreslog en anden placering af hospitalet. Lod det sig ikke gøre, måtte lægerne garantere, at smitten ikke kunne nå det nærtliggende, tætbefolkede Nørrebro og især ikke de omkring 2.000 børn, der gik i de tre skoler på hhv. Nørre Allé, Skt. Hans Torv og Blegdamsvej: »Den naturlige Frygtagtighed og Rædsel, der griber saa mange Mennesker alene ved, at de vide sig i Nærheden af en smitsom, ondartet Sygdom, kan ikke udryddes«, skrev Frimodt.

For at berolige de ængstelige flyttede hospitalsborgmester i Magistratens 2. afdeling, lægen Carl Emil Fenger (1814-1884), sit embedskontor herud. Til yderligere beroligelse blev der rejst et højt plankeværk omkring hospitalsområdet. Der blev talt om en to meter dyb grøft og en dobbelt tjørnehæk, men den plan blev vist ikke til noget.

Over indgangsporten blev opstillet en skulptur af billedhugger Vilhelm Bissen. Den viste den græske gudinde Athene, som med skjold og lanse beskytter menneskene imod pestens pile, mens de skræmte menneskebørn gemmer sig bag hendes skørter.

Frygt blandt naboerne

Det gamle Frederiks Hospital, der siden 1753 havde ligget i Bredgade, havde i flere årtier været forældet. Det var for længst besluttet, at der skulle bygges et nyt rigshospital, og grunden var også fundet: Det skulle ligge på Blegdamsfælleden nord for Epidemihospitalet. Politiske trakasserier under Estrups provisoriske styre 1885-1894 havde forsinket planerne om det nye Rigshospital, men omkring århundredskiftet var man ved at være klar.

Og igen måtte man bøje sig for den folkelige frygt. For hvad nu, hvis »Smitstoffer« blæste hen over Fælleden og smittede indlagte og personale på det kommende, nye Rigshospital? For at være på den sikre side etablerede man derfor et bredt, grønt bælte, Amorparken, som skulle danne en bred beskyttelseszone mellem de to hospitaler. Zonen var så bred, at den få år senere gav plads til Tagensvej. Resten af Amorparken ligger stadig som et grønt bælte mellem den stærkt befærdede Tagensvej og Juliane Maries Vej.

Nyt hospitalskoncept

Frygten for luftbåren smitte fik også betydning for udformningen af Blegdamshospitalet. Det »gamle« Kommunehospital (som var indviet blot 12 år tidligere) var et såkaldt blokhospital – et trefløjet anlæg med tre-etages sidekorridorbygninger. Men siden var man blevet opmærksom på hospitalsinfektionernes udbredelse med bl.a. barselsfeber, sårfeber og meget andet, som ofte gjorde, at patienternes prognoser ofte var ringere inden for hospitalets mure end uden for. I bl.a. Tyskland og Frankrig blev nye hospitaler derfor bygget som lave pavilloner med god afstand, så der var lys og luft omkring patienterne. Alt i alt et anlæg præget af lyse og venlige omgivelser.

Med bakteriologiens fremkomst ved slutningen af 1800-tallet kom der lidt bedre styr på de store epidemier. Noget kunne der vaccineres for: flere af de smitsomme sygdomme. Andet måtte man foreløbig klare med karantæne og isolation.

Den Spanske Syge og polio

Da Den Spanske Syge – en ondartet influenzapandemi – i 1918 ramte Danmark, kom Blegdamshospitalet på en hård prøve. Patienter i hundredvis blev bragt ind. Dødeligheden var høj, og mange af hospitalets ansatte blev selv smittet. Det lagde ekstra pres på de ikkesmittede, som måtte tage ekstra vagter.

Behandlingsmulighederne var begrænsede. På landsplan døde 10.000-18.000 af de ca. 500.000 registrerede tilfælde. Især unge, sunde mennesker bukkede under. Sammenlignet med andre europæiske hospitaler klarede Blegdamshospitalet dog pandemien til »bestået«.

Den Spanske Syge havde givet afgørende erfaringer i at håndtere epidemier – erfaringer, der blev god brug for, da den næste store epidemi ramte i 1952: polio. Fra juli til december modtog hospitalet op til 50 patienter dagligt og behandlede i alt 2.700. Sygehusvæsenet var på randen af sammenbrud. De syge – fortrinsvis børn og unge – måtte ventileres i respiratorer på grund af åndedrætslammelser. Der var alt for få af disse »jernlunger«, og mange døde, indtil anæstesiologen, Bjørn Ibsen, opfandt en helt ny og banebrydende behandling: Patienterne blev trakeostomeret og ventileret manuelt af medicinstuderende 24/7. Det reddede mange liv, gjorde Blegdamshospitalet verdensberømt – og lagde samtidig grunden til moderne intensiv behandling.

Men nu var det slut. Bulldozerne tog fat, og nedrivningen gik i gang.