Gadeplansteam: »89 procent udskrives direkte til gaden«

Naboerne er efter dem, de føler sig forfulgt. Der siver giftdampe ind i lejligheden, de kan høre, at naboerne lægger planer om at slå dem ihjel eller overfalde dem i deres lejlighed.

Hjemmet er splittet ad, stikkontakter pillet ud. Det er derigennem, aflytningen foregår, eller giftgasserne damper.

De har en bolig, et hjem, men er ikke i stand til at være i den på grund af deres psykotiske tilstand. Og så ender de på gaden og bliver måske opsnappet af Gadeplansteamet i Region Hovedstadens Psykiatri, som i nogle tilfælde ender med at tvangsindlægge dem, fordi de er så psykotiske, at de ikke længere er herre i eget hus.

Men situationen er ikke løst med en tvangsindlæggelse.

Hele 89 procent af de psykisk syge hjemløse bliver igen og igen udskrevet direkte til gaden, og 28 procent bliver udskrevet inden for en uge efter tvangsindlæggelsen. Det viser ny forskning fra Psykiatrisk Gadeplansteam.

En del af dem er det, som psykiaterne kalder funktionelt hjemløse. For selvom de på papiret har et hjem, er deres hjem og situationer ofte så kaotiske, at de ikke kan leve der. De har rodet det hele til, og der er smadret og beskidt, forklarer Amanda Frisk Vorting, som i dag er færdiguddannet læge og under medicinstudiet havde et forskningsår i Gadeplansteamet.

Hun har skrevet en artikel om forskningsresultaterne sammen med Julie Nordgaard, overlæge i psykiatri.

»Konsekvenserne er et liv på gaden med voldelige overfald, tyverier, seksuelle overgreb. Mange bliver også sat i en situation, hvor de kriminaliserer sig selv, fordi de ikke har anden mulighed. Det er ikke værdigt, at man skal leve et så hårdt liv på gaden, fordi man er syg. For det er et hårdt liv«, siger Julie Nordgaard.

Rimelige ressourcer?

Det lysegrønne logo fra Region Hovedstaden lyser op på en regnfuld og mørk decemberdag, og ved siden af pryder teksten »Psykiatrisk Center« facaden på Gl. Kongevej 33. Tæt på Vesterbros rå miljø.

Julie Nordgaard og Amanda Frisk Vorting med baby på armen har inviteret indenfor i Gadeplansteamets lokaler for at fortælle om deres forskning i, hvad der sker i tiden efter tvangsindlæggelse.

På landsplan er der omkring 6.400 hjemløse i Danmark. Tal fra VIVE, Det nationale forsknings- og analysercenter for velfærd, viser, at ca. 59 procent lider af psykisk sygdom.

I 2019 blev der registreret 2.700 hjemløse i hele Region Hovedstaden og godt 1.400 hjemløse i Københavns Kommune, hvoraf en fjerdedel er kvinder. 43 procent af de hjemløse mænd og 64 procent af de hjemløse kvinder i Københavns Kommune har en psykisk sygdom, viser tal fra VIVE. Og andelen stiger.

»Det antal har vi ikke i behandling her, vi har mellem 80 og 100 patienter hele tiden. Og vi har lagt en snitflade, fordi vi er nødt til at prioritere. Derfor behandler vi primært patienter med psykose eller mistanke om psykose«, siger hun.

Baggrunden for at lave forskningsprojektet var, at Julie Nordgaard længe har undret sig over, om det nytter at tvangsindlægge, og om det er rimeligt, at Gadeplansteamet bruger ressourcer på det.

Gadeplansteamet gjorde op i et helt år, hvor mange de tvangsindlagde. Nogle af dem var tvangsindlagt flere gange inden for samme år, men 28 enkeltindivider er talt med i undersøgelsen. I alt 14 patienter blev indlagt 24 gange efterfølgende.

»Mange var på gaden meget hurtigt, efter vi havde tvangsindlagt dem, og de var stadig lige så syge for os at se. Vi kunne ikke se, at de havde fået behandling, og de var stadig hjemløse og havde misbrug af rusmidler«.

At op mod en tredjedel bliver udskrevet inden for en uge, er bekymrende, siger Julie Nordgaard.

»Patienterne var indlagt, fordi de var psykotiske og trængte til behandling. De blev ikke udskrevet, fordi hospitalerne var uenige i diagnosen. Mange fik en god lang indlæggelse, men en uge er for kort, for der er ikke noget medicin, der virker inden for en uge«.

Når man er så psykotisk, og alt er kaotisk, kan man godt få det bedre og blive mere rolig og samlet inden for en uge, måske fordi man får sovet om natten og får lidt mad. Men man kan ikke nå at modtage egentlig behandling, påpeger Amanda Frisk Vorting.

»Det er et meget voldsomt tiltag at tvangsindlægge, og vi trækker mange ressourcer både fra os og fra politiet. Og også fra skadestuen, der indlægger«.

Afdelingerne kan ikke have patienter, der er færdigbehandlet til at fylde de få psykiatriske sengepladser, der er, men der burde være en bedre overgang til f.eks. psykiatriske aflastningspladser i kommunen, mener Julie Nordgaard.

»I dag er det byens herberg, der tjener som en slags aflastningsplads, men det er de slet ikke gearet til, for der er ikke psykiatrisk personale«.

Amanda Frisk Vorting supplerer:

»Der er også mange, der ikke engang kommer på et herberg, men bare bliver udskrevet direkte til gaden eller til en natcafé, hvor de kan få en enkelt overnatning«.

Etiske dilemmaer

Psykiatrisk Gadeplansteam er ikke et akutteam, så det er slet ikke meningen, at de skal lave en masse tvangsindlæggelser, forklarer Julie Nordgaard. Det er meningen, at de skal have patienter i forløb, at de opsøger, får kontakt og en relation til de syge mennesker, så de bliver motiverede til at blive udredt og behandlet.

De etiske aspekter omkring tvangsindlæggelser fylder hos Gadeplansteamet, siger Julie Nordgaard:

»Vi indlægger typisk på behandlingsindikation, ikke så meget på fareindikation, altså røde papirer. Der kan godt gå nogle dage, fra vi har skrevet papirerne, til politiet effektuerer indlæggelsen. Men det opleves voldsomt at blive tvangsindlagt. Patienterne vil ikke indlægges, og nogle oplever det som et overgreb«.

Det kan Julie Nordgaard sagtens forsvare som læge, siger hun.

»Jeg mener ikke, at de i denne tilstand er herre i eget hus. Psykosen har frataget dem deres selvbestemmelsesret. Og det er psykosen, der skal behandles, og derfor mener jeg, at det er rigtigt, at en læge beslutter, at de skal have behandling, så de kan bestemme selv igen«.

Men at udsætte folk for, at politiet kommer og henter dem, og de bliver både bange og vrede, og der intet kommer ud af det, er svært at forsvare, mener hun.

»Når man alligevel bare bliver vendt i døren og udskrevet to dage efter, og der ikke er kommet noget ud af det, står kun den dårlige oplevelse tilbage. Frem for hvis man får en god lang behandling«.

Hvad er alternativet?

»Alternativet er at lade dem, der ikke vil modtage behandling, være. Og konsekvenserne er, at de ikke kommer væk fra gaden«.

Nemme at udskrive

Det er netop det etiske, der tiltrak Amanda Frisk Vorting, da hun skulle finde et sted at forske under medicinstudiet.

»Tvangsindlæggelser var ikke noget, jeg havde tænkt meget over. Det til trods for at jeg arbejdede som lægevikar på Psykiatrisk Center Glostrup, hvor jeg så patienter blive tvangsindlagt rigtig tit. Det var bare noget man gjorde, og jeg tænkte selvfølgelig, at det gavnede patienterne. Og derfor ville jeg gerne være med til at undersøge, om det rent faktisk var tilfældet«, siger hun.

Hun har selv oplevet at stå i situationer, hvor psykisk syge hjemløse bliver afvist i modtagelsen eller udskrevet hurtigt.

»De kommer ikke bare for at få en varmestue. De er syge. Men måske bliver de ikke indlagt, fordi man ikke kan se, at de er så psykotiske, at de skal indlægges. Men når de beder om hjælp, skal de have den«.

En patientgruppe, som også har rusmiddelmisbrug, er ofte ikke nemme at have på afdelingen, påpeger Amanda Frisk Vorting.

»De er ofte ikke i godt humør. De er syge, og de kan være besværlige. Dem, som stritter allermest imod, er nok dem, vi skal prøve at hjælpe lidt mere«.

Samtidig kan Amanda Frisk Vorting godt forstå sine kolleger.

»Det er enormt hårdt, hvis der ikke er nok sygeplejersker på afdelingen, hvis der er sygdom, og nogle samtidig splitter afdelingen ad og gerne vil udskrives, fordi de har stoftrang. Måske kan vi ikke helt fastholde, at de er psykotiske længere, og så bliver de udskrevet. Vi har brug for flere ressourcer og mere personale for at kunne hjælpe patienter som dem«.

Gadeplansteamet retter ikke deres kritik imod kollegerne på hospitalerne, selvom det er dem, der udskriver, supplerer Julie Nordgaard.

»Vi synes, at det er uheldigt, men vi ved, at nogle skal udskrives, for der er ikke sengepladser nok, og vi kan sagtens forstå vores kollegers situation«, siger Julie Nordgaard.

Reduceret symptomniveau

På trods af dystre resultater er der også mere opmuntrende tal. I alt 50 procent havde et reduceret symptomniveau 12 måneder efter tvangsindlæggelsen, siger Amanda Frisk Vorting.

»Det peger i retning af, at de faktisk er relativt nemme at behandle. Vi kan rykke dem meget på trods af, at de bliver udskrevet til kaos. Så tænk, hvis vi ikke udskrev dem til kaos. Og tænk, hvis man holdt dem lidt længere, og hvis de 28 procent fik lidt længere indlæggelse«.

I alt 50 procent fik en indlæggelse på mindst 30 dage. Der kan man nå at behandle. Patienternes misbrug rykkede sig dog ikke rigtigt, siger Julie Nordgaard.

»I psykiatrien kunne vi godt tilbyde lidt længere indlæggelse og dermed sikre længere behandling. Men der er bestemt også behov for at sætte ind på misbrugsområdet, og der er behov for, at kommunen også spiller ind med flere passende boligtilbud. Det er hele vejen rundt, viser vores forskning. Kommunen kan ikke finde dem en bolig, så længe de ikke er i behandling, og vi ikke ved, hvor godt de kan få det rent psykiatrisk«, hun tilføjer:

»I november skrev jeg gule papirer på den samme patient tre gange på en måned. Det er nedslående. Men der er en grund til, at de er på gaden. Mange vil heller ikke i behandling«.

Hvorfor er det så, at vi skal hjælpe dem, hvis de ikke vil hjælpes?

»Fordi de er syge. Livet på gaden er benhårdt, og der er ingen, der vælger det frivilligt. Forestillingen om den lykkelige hjemløse er vist en myte, vi har i hvert fald ikke mødt vedkommende endnu. Man tager skade af at være på gaden, og jo længere tid man er der, jo mere kompliceret bliver det«, siger Julie Nordgaard og nævner en patient, der sidder på en bænk, og som ikke kan flytte sig, for så går verden under.

»Han har vrangforestillinger, men det duer ikke, at han sidder der i frostvejr. Det kan et civiliseret samfund som det danske ikke være vidne til, vi kan ikke bare lade de patienter være«.

Forhåbentlig kan deres forskningsartikel medvirke til, at der kommer øget opmærksomhed, siger Julie Nordgaard.

»Det er vigtigt for introlæger og hoveduddannelseslæger, at de kommer med ud og ser patienternes virkelighed. Ellers ser de det ikke. Jeg har boet i København alle de år, jeg har været læge, og på daglig basis har jeg kørt direkte forbi den parallelverden, som de hjemløse lever i. Jeg så det slet ikke. I dag kan jeg ikke forstå, hvordan jeg kunne undgå at se det. Men det foregår, uden man er opmærksom på det. Lige ved siden af«.

Psykiatriplan

Tiårsplanen for psykiatrien er lige på trapperne, og Sundhedsstyrelsens faglige oplæg bliver præsenteret i midten af januar 2022. Julie Nordgaard håber, at der i planen også er fokus på misbrugsbehandling og på psykisk syge hjemløse.

»Noget af det væsentligste er flere ressourcer til området. Det gælder for psykiatrien, at der generelt ikke har været meget politisk vilje. Det er ingen hemmelighed, at psykiatrien længe har været nødlidende«.

Hjemløse fyldte f.eks. i den københavnske kommunalvalgkamp, så det er ikke, fordi politikerne ikke vil tale om dem?

»Ja, og på landsplan vil politikerne også gerne tale om det. Men det bliver ved skåltalerne. Der er ikke noget, der er ændret, som jeg kan få øje på«, svarer Julie Nordgaard.

Per Larsen, psykiatriordfører i Det Konservative Folkeparti, peger på, at der er for lidt kapacitet i psykiatrien.

»Vi har gentagne tilfælde, hvor patienter bliver udskrevet, inden de er færdigbehandlet. Det sker dagligt. Når patienterne så bliver udskrevet til ingenting, er det ganske forfærdeligt. Både for den psykisk syge og for de pårørende«.

Er der politisk vilje til for alvor at gøre noget for psykiatrien?

»Det håber jeg inderligt. Vi skal lave en plan for at skabe mere kapacitet i psykiatrien, herunder også at få uddannet flere speciallæger i psykiatri«.

Hvis din formand bliver statsminister efter næste valg, hvordan vil I så sikre, at der sker handling for psykiatrien, så det ikke bliver ved skåltalerne?

»Vi er nødt til at få nedskrevet nogle pejlemærker og målsætninger i psykiatriplanen for, hvad vi vil. Ellers bliver det netop skåltaler og snak. Der er behov for handling, og set med konservative øjne skal psykiatriplanen flytte psykiatrien i en retning, så vi om få år kan se, at vi er kommet på sporet«.

Trine Torp, psykiatriordfører i SF, siger, at psykisk syge hjemløse skal være et selvstændigt fokus i de politiske forhandlinger om tiårsplanen.

»Vi skal kigge på dem, som har multiple vanskeligheder, både sociale og psykiske problemer og afhængighed«, siger Trine Torp og peger på, at sektorsamarbejdet kræver politisk fokus.

»Tværfagligt samarbejde er afgørende for den gruppe, fordi deres problemer har det med at forstærke hinanden og skal løses parallelt. Derfor skal overgange imellem de forskellige siloer og de lovgivningsområder, de skal have hjælp fra, spille sammen i en samlet handleplan«.

Ud over tiårsplanen har der været fokus på hjemløse i Fonden for blandede byer, hvor vejen ud af hjemløshed har været centralt, siger Trine Torp.

»Vi har aftalt, at der skal afsættes en pulje til omsorgspladser. Det er ikke kun psykiatri, de hurtigt udskrives fra til gaden, det er også somatikken. Vi skal have et grundlæggende princip om hverken at udskrive til gaden fra somatikken eller psykiatrien. Vi skal have et tilbud til disse borgere. For nogle kan det lade sig gøre at visitere ud i egen bolig med tilpas bostøtte, hvilket der tit ikke er, men også § 107- og § 108-pladser for dem, der har brug for lidt mere intensivt støttet boform«.

Bliver 2022 et godt år for psykiatrien?

»Det håber jeg. Planen rækker ud i fremtiden, og linjerne skal skabe forandringer og løse problemer, som vi har ønsket at løse i mange år. De multiple belastede borgere har vi længe ønsket at gøre noget for, men vi har ikke formået at løse problemerne før«.

Hvordan vil I som støtteparti arbejde for, at det ikke bare forbliver ved håbet, men at der faktisk sker noget?

»Vi skal have målsætninger, og det bliver afgørende, at planen går på tværs. Jeg er optaget af, at Socialstyrelsen og hele socialområdet får en central plads, for det nytter ikke noget at indlægge mennesker i psykiatrien og sætte dem i behandling, hvis det liv, de kommer ud til, er lige så kaotisk som det, de blev indlagt fra. Tiårsplanen skal handle om menneskers hele liv«.