06.10: Jeg vågner ti minutter før vækkeuret. Det gør jeg ofte, når jeg skal have vagt, fordi der er lidt ekstra spænding på. Jeg elsker uforudsigeligheden ved vagter, og i dag skal jeg være bagvagt på Neurokirurgisk.
06.40: Min kone er allerede kørt på arbejde, og jeg får kaffe, havregryn og en gåtur med hunden.
07.24: Ankommer til det ny Aalborg Universitetssygehus i Hospitalsbyen og klæder om.
08.00: Morgenkonference, der starter med uddannelse. En af vores yngre læger fortæller om en patient med Horners syndrom som komplikation til operation for diskusprolaps i nakken: ACIF [anterior cervical interbody fusion]. Det var en ekstremt dygtig praktiserende læge, der havde opdaget sammenhængen, da patienten kom til ham på grund af et hængende øjenlåg. Den egentlige morgenkonference bærer præg af, at der er kommet fire megadårlige patienter, sengeafdelingen er fyldt op, og natholdet har opereret næsten uafbrudt og er godt smadret.
9.20: Går over på Intensiv og går stuegang på vores patienter der.
9.35: Ambulant patient. Patienten har tidligere fået en ACIF, som forbedrede følelsen i hænder og arme, og er nu henvist for at få en ny operation, så hans – nu ikkeeksisterende – gangfunktion kan blive bedre. Jeg kan se på MR-skanningen, at der efter den første operation ikke længere er så stort tryk på rygmarven, og da han både er hjerte- og nyresyg og ikke tåler ret meget smertestillende medicin, vurderer vi, at gevinsten ved en ny operation er for lille i forhold til risikoen. Så jeg må sige til ham, at vi ikke opererer mere; han må tilbage til fysioterapeuterne og genoptræning. Det bliver desværre ikke den eneste gang i dag, at jeg må sige til en patient, at vi ikke kan gøre mere.
11.00: Går i 7-Eleven og køber en kop kaffe. Sygehuset har også kaffe, men …
11.15: Tager sygehustaxa til Sygehus Syd, hvor jeg skal gå stuegang på vores tre vaskulære patienter med aneurisme i hjernen og AVM [arterievenøs malformation]. Jeg giver patienten med aneurisme en indsprøjtning med alteplase i ventrikelsystemet.
13.45: Tager tilbage til Hospitalsbyen og gennemgår operationsprogrammet, der er godt presset på grund af aflyste operationer.
14.50: Flydende frokost i form af en juice fra 7-Eleven. Der er ikke tid til andet. Det er første gang, jeg sidder ned den dag – bortset fra i bilen.
15.10: Nyt tjek på Intensivafdelingen. Alt ser fint ud.
16.00: Glohed vagttelefon, der ringer konstant. Praktiserende læger, bagvagter fra andre afdelinger og Akutmodtagelsen, der ringer om patienter med rygproblemer.
16.40: Patient med cardiacancer med metastaser i hjernen og hydrocefalus – vand i hovedet. Jeg skal vurdere, om vi kan indsætte en shunt, som kan lede væsken væk. Men sygdommen er meget spredt nu, og han er blevet så dårlig, at vi ikke kan operere ham. Jeg foreslår hospice. Det er så anden gang i dag, at jeg »slukker lyset« for en patient. Vi vil jo gerne hjælpe patienterne med at bevare håbet, men vi er også nødt til at være faglige. Når behandling er udsigtsløs, skal vi ikke lade, som om vi kan gøre mere. Vagttelefonen ringer konstant. Dagen efter kan jeg se, at patienten er kommet på hospice, så det gik stærkt.
16.50: Jeg har glemt min madpakke, så jeg må nok en gang i 7-Eleven, hvor jeg køber en sandwich. Spiser på mit kontor. Det er anden gang, jeg sidder ned.
17.10: Mikrotræning med kettlebells, swings, rows og goblet squats.
17.40: Jeg drøfter med anæstesilægen, hvordan vi skal time aftenens akutte operation, og smutter forbi sengeafdelingen for at tjekke, om der er ro på, og om patienterne er o.k. Forvagten er heldigvis enormt dygtig og har styr på det hele. Det redder min vagt.
19.00: På kontoret igen, hvor jeg gennemgår en PowerPoint-præsentation til et foredrag, jeg skal holde på Rigshospitalet om et par dage. Det handler om penetrerende hovedskader både militært og civilt – jeg er også ansat i forsvaret.
20.30: På operationsstuen. Patienten er bedøvet og klar. Han er gammel og slidt, har en svær skoliose og oveni en diskusprolaps med dropfod og lammelse over fodleddet. Vi skal operere ham i dag – ellers risikerer han aldrig at kunne bruge foden. Vi skal ind mellem fjerde og femte ryghvirvel, men han er så skæv i ryggen, så det er svært at finde det rigtige sted. Det lykkes til sidst, og min yngre lægekollega Boris går i gang. Jeg forlader operationsstuen med besked om, at han bare skal tilkalde mig ved behov.
21.00: Jeg går igen i 7-Eleven – jeg bruger mange penge der – og køber en iskold cola med sukker for at få blodsukkeret lidt op.
21.43: Jeg bliver kaldt ind og hjælper Boris med at blive færdig. Han er hamrende dygtig og går sammen med en håndfuld andre yngre læger og venter på at få HU. Som uddannelsesansvarlig overlæge piner det mig, at så dygtige læger skal vente 3-5 år på at komme i gang med speciallægeuddannelsen. Vi risikerer jo, at de rejser, og vi smider guld på gaden.
22.00: Færdig med operationen. Næste dag får jeg at vide, at patienten har færre smerter og kan bruge foden igen. Det er dejligt. Sidste tjek på Intensiv- og Sengeafdelingen. Alt er roligt. Kører omkring Sygehus Syd og tjekker op på vores patienter og kører en omvej hjem for at få tømt hovedet.
23.15: Der er helt stille, de andre er gået i seng, og det er kun vores labrador, der viser glæde over, at jeg er hjemme. Stener i sofaen og tænker dagen igennem. Det har været en hård vagt med mange opkald og virkeligt dårlige patienter. Jeg tænker også på dem, jeg måtte slukke lyset for, fordi vi ikke kan gøre mere. Den ene kommer aldrig til at gå igen, den anden skal dø. Det er jo mit arbejde, og jeg har prøvet det mange gange, men man kan godt blive påvirket af det. Især når det er patienter, man har lært at kende.
23.45: Går i seng. Har vagt indtil kl. 8 i morgen, men telefonen ringer heldigvis ikke mere.
