5.45 Alarmen på min telefon vækker mig. Jeg er godt træt. To myg har sneget sig ind under myggenettet i nat og har holdt mig vågen i et par timer.
6.00 Sammen med fire kolleger fra Skotland tager vi 5 km løbetur på de røde lerveje i området. Turen er kuperet og hård, men fantastisk. På turen tilslutter flere lokale børn i skoleuniform sig – og løber ubesværet efter os.
7.45 Efter 20 minutters kørsel fra vores camp ankommer vi til centralhospitalet i Mzuzu. Vi er 11 med i projektet, »Project Kuyenda«, en frivillig skotsk hjælpeorganisation med det formål at støtte den ortopædkirurgiske behandling i Nordmalawi. Malawi er et af verdens fattigste lande, og ortopædkirurgiske traumer er et massivt problem, og behandlingen er underprioriteret af både regering og international støtte. Til en befolkning på ca. 22 mio. er der kun 16 ortopædkirurger – i Nordmalawi er der kun én til en befolkning på 6 mio.
8.00 Morgenmøde med Bitiel Banda, den eneste ortopædkirurg i Nordmalawi, og hans tre clinical officers, som har en mellemuddannelse mellem læge og sygeplejerske. Bitiel gennemgår dagens program, hvor der skal opereres på to stuer. Fem større operationer på den ene og otte mindre på den anden.
8.45 Min første patient. En seksårig pige med et tre uger gammelt brud af underarmen. Hun ligger sederet på ketamin med åbne øjne, men registrerer ikke omgivelserne og har ikke ondt. Underarmen er tydeligt fejlstillet, men der er tegn på, at den er ved at hele. Jeg laver en reponering ved at tage fat på hver side af bruddet, og et kraftigt tryk mærkes, og der høres et knæk, og armen rettes derefter ud og gipses.
9.10 Næste patient er en niårig dreng med et skred i håndleddets vækstskive. Jeg har en clinical officer med på stuen: Miss Perie, som har arbejdet på hospitalet siden 2001 og er den første kvindelige clinical officer i Malawi. Hun reponerer håndleddet på et splitsekund og får lagt en god gips.
9.30 På operationsstuen ser jeg en niårig dreng med et fire uger gammelt brud af overarmen, lige over albuen. Bruddet er tydeligt fejlstillet, og brudenderne har ingen kontakt. I Danmark ser vi sjældent brud hos børn, der står ubehandlet i så lang tid. Da vi forsøger at sætte bruddet på plads, vil det ikke rokke sig. Efter flere forsøg opgiver jeg og beslutter, at jeg er nødsaget til at lave åben reposition og fiksering med metalpinde.
10.00 Det bliver en vanskelig operation: Jeg »går i vask« ved en primitiv stålvask og har kun en gammeldags gennemlyser, der kun virker ved hvert femte billede – som oveni er grynede. Jeg får åbnet indtil bruddet gennem to åbnere på hver side af albuen. Der er en hel del arvæv omkring bruddet, som hindrer mig i at få det helt på plads. Operationsstuen er ekstremt varm, aircondition er i udu og drypper, og jeg sveder ekstremt meget, mens jeg kæmper med at få knoglerne på plads. Efter en halv time lykkes det at få samlet knoglerne til en acceptabel stilling. Nu skal de fikseres med k-tråde. Jeg må nøjes med en Ryobi-boremaskine – som man ville kunne købe i Silvan – pakket ind i et sterilt klæde og med metalpinde, der er 25 cm lange og kun kan fæstnes i den ene ende, så de er utrolig svære at styre. Men det lykkes, og bruddet sidder flot på det billede, jeg har fået på gennemlyseren. Da jeg lukker huden, får jeg prikket den ene k-tråd ind i min finger. I et land med stor incidens af hiv er det ikke optimalt. Jeg har heldigvis to lag handsker på. Jeg får efterfølgende en masse sprit på fingeren. Det svier ikke, så jeg får ikke nogen skade.
12.20 Jeg skal behandle en 28-årig mand med overrivning af patella-senen. Som størstedelen af patienterne i Malawi er skaden hos denne patient 2-3 måneder gammel. 95% af befolkningen bor i landdistrikterne og har ikke råd til transport til hospitalerne i de større byer. Hos denne patient er lårets muskel vokset til lårbenet med arvæv, så det kræver løsning, inden jeg kan sy senen op til knæskallen. Det går godt.
13.20 Tiltrængt pause, mad og vand. Der er to slags ris, ged, kylling-stew, grillede grøntsager og en dressing. »Project Kuyenda« har sponsoreret, at en lokal kvinde laver mad til alle på operationsgangen.
13.50 Jeg opererer sammen med Bitiel, som skal sætte et marvsøm i lårbenet på en 30-årig mand. De bruger marvsøm, som er sponsoreret af et amerikansk firma, som har designet et søm til ressourcefattige områder, hvor man skal kunne sætte søm billigt og uden gennemlyser. Jeg har aldrig set brugen af dette søm før, så Bitiel lærer mig, hvordan jeg »låser« sømmet i den ene ende uden at bruge gennemlyser, samt hvordan jeg samler et brud, der har stået forskudt i næsten tre måneder, uden at patienten kan relakseres.
15.00 Jeg laver selv et tilsvarende søm på et flere måneder gammelt brud på underbenet hos en 54-årig. Skiftetiderne mellem operationer er lynhurtige her, fordi procedurerne til at få ting til at ske er simple, og systemet ikke er påvirket af de mange DJØF-registreringer, som vi har hjemme i Danmark og er ved at drukne i. Ulempen er, at hygiejnen ikke er optimal. Min låsning med marvsømmet fungerer i første hug. Det er jeg godt tilfreds med.
16.10 Sidste patient inden vi afslutter dagen. Operationspersonalet er ved at blive utålmodige, fordi hjemme venter et landbrug, og de har brug for sollys til at arbejde i. Det er en 63-årig mand et med fire måneder gammelt ankelbrud, som er helet, men hvor rullebenet står forskudt i ankelledet. Jeg starter med den udvendige knyst, hvor bruddet er helet, så jeg er nødt til at bryde det op med en mejsel. Jeg har ikke gennemlyser, så alt laves med større åbninger og under direkte visualisering. Jeg får sat den indvendige knyst på plads og vurderer, at rullebenet er fulgt med, og at anklen nu står fint. Den udvendige knyst fikseres med skinne.
17.30 Alle fra »Project Kuyenda« sidder i bilen på vej hjem til vores camp. Vi nåede samlet 11 af de 13 patienter, vi havde planlagt for dagen. Stemningen er god.
18.20 I vores camp. Solen er ved at gå ned. Vi kan lige nå at få lavet »beerlates«: pilates, hvor vi samtidig får en kold øl. Det er 30 minutter af, hvad der føles som et helvede for mine ballemuskler.
19.30 Efter bad og nyt tøj er vi alle samlet ved et stort bord til aftensmad. Jeg skal have beef stew med nzima, en lokal majsbaseret stivelse.
19.40 Sam, der er ortopædkirurg, og som har startet »Project Kuyenda«, beder os alle reflektere over dagen. Ordet går på tur. Jeg nævner mine udfordringer med at håndtere så gamle brud i forhold til at frigøre vævet og få længde og akser på knogler. Mit mål for den kommende dag er at få overblik over operationsudstyret på hospitalet samt at få overblik over den ortopædkirurgiske afdelings logistik, fra patienterne ankommer, til de er færdigbehandlet. Mit mål for opholdet er at få kendskab nok til, at jeg sammen med min ven, Ulrik, kan skabe en tilsvarende organisation, som kan sende dansk sundhedspersonale til Mzuzu.
22.30 Efter mad, hygge og en masse selskabslege er det efter en lang dag sengetid. Myggenettet bliver justeret. Jeg får også lige taget min malariaprofylakse, inden jeg lægger mig til at sove.
