»… han hyler og skriger, bare jeg rører ham det mindste«

6.45 Vækkeuret ringer. Der er kommet en hel del sne i nattens løb, så jeg skraber indkørsel og fortov, før jeg går de fem minutter hen til lægehuset.

Jeg har været praktiserende læge i Brædstrup fra 1985 til 2010, hvor jeg solgte. Siden da har jeg været fast vikarlæge og nyder at holde kontakten ved lige med patienter og kolleger i lægehuset. Jeg kan godt lide at bo i samme by som praksis; det giver et godt lokalkendskab, og jeg har ingen problemer med at møde mine patienter henne i byen. De unge læger ser forskrækket på mig, når jeg siger det.

7.55 Kort fællesmøde, hvor vi gennemgår dagen. Jeg er i lægehuset én dag om ugen og er altid akutlæge.

8.45 Efter dagens første patienter kommer en ukrainsk mor med sin søn. Sønnen blinker i perioder meget med øjnene og har været ved øjenlæge, som ikke fandt, at der var noget galt. Moren viser mig en video, hvor drengen blinker, mens han sidder og ser computer; hun er bekymret for, om der kan være en psykisk komponent i det. Jeg kan ikke benægte, at det kan være nervøst, men det kan også være, at han ser for meget skærm. Jeg beroliger hende med, at det ikke er alvorligt.

9.15 Jeg ser en mand i 60’erne med et meget ømt hævet storetåled. Han har hjerteproblemer og lever normalt derefter, men i julen skulle den bare have hele armen med fed mad og alkohol, så han tænker selv, at det kan være podagra, udløst af »vellevned«. Det er jeg ikke uenig med ham i, selv om madens betydning for podagra er omdiskuteret, og jeg tager relevante blodprøver. Da han i forvejen får blodfortyndende medicin, må han ikke få NSAID, og jeg tilbyder colchicin. Men da han hører om de mulige bivirkninger, vil han prøve at undvære. Han er en af mine tidligere patienter, så vi får også snakket om hans børn; det er rigtig hyggeligt. De er blevet voksne og har gode jobs. Tiden går.

9.30 En kvinde i 60’erne med hævet venstre ankel – et stort hæmatom ved lateral malleolus, som gør ondt ved den mindste berøring. Hun var faldet på gårdspladsen aftenen før, og hun kan næsten ikke gå. Jeg overtaler hende til at tage til røntgenundersøgelse i Horsens, og inden jeg går hjem, når jeg at få besked om, at der er en fraktur i hendes laterale malleolus.

10.15 Som akutlæge skal jeg supervisere sygeplejersker, uddannelseslæger, medicinstuderende og den fysioterapeut, som kommer en dag om ugen. Fysioterapeuten konfererer en ung mand med vedvarende hælsmerter på trods af bl.a. indlæg og fysioterapi. Han har badetøfler på, og jeg prøver at tale med ham om, at det ikke er det bedste fodtøj, men vi kommer ikke rigtig nogen vegne med ham. I vores afmagt henviser vi til ortopædkirurgerne med akilles tendinit.

10.30 Dagens højdepunkt: Formiddagspause; alle kommer. Fysioterapeuten og jeg er glade AGF-fans, og den medicinstuderende er Arsenal-fan, så han er også ovenpå. En hyggelig pause med god snak – også om andet end fodbold.

12.00 Hjemmebesøg hos en ældre mand i slut-80’erne, der bor med sin kone i byen. Han har en del kroniske sygdomme og får også medicin for vandladningsproblemer. I den sidste tid har han haft meget hyppig natlig vandladning – mere end vanligt. Konen er faktisk meget kvik, og det er hende, der hjælper mig. For hun henter hans dosispakkede medicin, og da jeg tjekker efter, om det stemmer med FMK, peger hun på to tabletter og siger, at dem tager hun ud hver dag. Hun fortæller, at manden var syg for et par uger siden med bl.a. blærebetændelse, og vagtlægen havde sagt, at hun skulle fjerne de to tabletter. Jeg finder vagtlægenotatet frem og kan se, at vagtlægen anbefalede seponering af vanddrivende og kalium i to dage, men det med de to dage havde hun altså ikke helt fået fat i. Jeg tænker, at det kan løse problemet, hvis han igen får vanddrivende om morgenen, så han kan komme af med væske på det tidspunkt. Ad en kringlet omvej finder man ud af det – og det var spadsereturen gennem sneen værd.

13.30 Efter frokost ser jeg en anden af mine tidligere patienter – en midaldrende mand med rødt udslæt og lidt hævelse på anklen. Jeg giver ham steroidcreme for eksem, og så fortæller han, at han på eget initiativ har fordoblet sin dosis amlodipin for forhøjet blodtryk. Det er formentlig årsag til ødemerne, og jeg fortæller ham, at han ikke selv må sætte sin medicin op.

13.45 En 16-årig dreng kommer ind sammen med to kammerater. De har fri for undervisning og har været ude at more sig med at spænde en rød plastikkælk efter en bil for at se, hvor hurtigt den kan køre med dem. Den 16-årige er faldet af i farten og har fået snitsår og slået sit håndled. De har optaget styrtet på mobiltelefon og viser stolte optagelsen til mig . På trods af knubsene er de i højt humør, godt oppe at køre og har også drukket en øl. Jeg undersøger ham og renser sår, og han hyler og skriger, bare jeg rører ham det mindste. Jeg foreslår stivkrampevaccination – men det nægter han – og sender ham til røntgenundersøgelse. Det er et rent cirkus med dem – vi er jo på landet …

14.30 En mand har meget uro i kroppen. Da vi får talt os ind på hinanden, viser det sig, at han har et kæmpe traume, fordi han er forhindret i at have samvær med sin datter. Han er meget forståeligt dybt ulykkelig, men jeg kan ikke rigtig hjælpe som læge. I mit stille sind håber jeg, at det trods alt hjalp lidt at få snakket om det.

15.00 Jeg sørger for, at alle recepter er godkendte, og der er svaret på korrespondancer og e-konsultationer.

16.00 Hjemme igen. Mere snerydning. Drikker te.

18.00 Ser Krigens døgn og TV Avisen.

19.00 Jeg laver aftensmad – noget fra dagen før. Vasker op og får min daglige dosis jazzmusik. Så har jeg det godt. Læser mails og zapper lidt rundt mellem fodboldkampene på tv.

22.00 Ringer til min kæreste, der er praktiserende læge i København. Vi slutter altid dagen af med at snakke om, hvordan dagen er gået. I dag taler vi om en koncert, vi skal til i weekenden.

22.30 Jeg går i seng og behøver heldigvis ikke at sætte mobilens vækkeur til.