»Han går og taber sig, og han er på min indre bekymringsliste«

5.15 Står op og går i bad. Derefter har jeg min stille stund – en lille andagt, hvor jeg læser lidt i Biblen og beder for bl.a. min familie og de patienter, jeg skal se den dag. Min kone står op, og vi spiser morgenmad sammen.

6.30 Kører fra Aarhus og mødes undervejs med andre fra afdelingen. Vi – fra KBU-læge til speciallæge – har en køreklub, som følges ad fra Aarhus til Gødstrup. Snakken går livligt. Det er en sand guldgrube af erfaringsudveksling.

8.00 Morgenkonference for hele den medicinske afdeling. Som HU-læge har jeg vagter i akutmodtagelsen, stuegang på sengeafdelingen, ambulatoriearbejde i nyreklinikken og stuegang i dialyseklinikken.

9.00 I dag skal jeg være i dialysen, og jeg starter dagen med at sidde i vindueskarmen; her danner jeg mig et overblik over dagens opgaver og hilser på patienterne. I dialysen kender vi patienterne ret godt, fordi de kommer så ofte.

9.20 Første patient. En kvinde i 60’erne, der har haft akut nyresvigt og har kørt dialyse i nogle uger. Hun er langsomt ved at genvinde nyrefunktionen, og spørgsmålet er, om hun kan stoppe i dialyse nu. Hun har holdt en kort pause i dialysen, og vi kan se, at hendes vægt og karbamid er steget, hvilket er en indikator for, at hun ikke udskiller nok væske. Så hun må desværre fortsætte lidt endnu.

9.40 Næste patient er en mand i 50’erne, der har haft det skidt i længere tid. Men det er en opløftende samtale, for han er glad og nyder forårets komme. Han ligger dog for højt i hæmoglobin, og derfor skruer jeg ham ned i EPO. Samtidig indstiller jeg dialysen til ikke lave tilbageløb til sidst – det betyder, at man ikke fører alt blodet tilbage i patienten, og dermed tapper man lidt blod fra ham; det er nogenlunde, hvad der ville svare til en gammeldags åreladning. 

9.50 En kvinde i 50’erne med en underlig, sovende fornemmelse i sin ene hånd. Mange patienter i dialyse udvikler karpaltunnelsyndrom. Jeg henviser til ENG – en nerveledningsundersøgelse.

10.30 Vi skal justere tørvægten ned på en ældre mand i 80’erne, så han ikke bliver overhydreret. Tørvægten er det, patienterne vejer uden den ekstra væske i kroppen, som vi trækker ud i dialysen. Han går og taber sig, og han er på min indre bekymringsliste. Vi er ved at nå grænsen for, om det giver mening at blive ved med at dialysere ham. Når vi stopper med dialysen, dør patienterne inden for en uge, og det er en beslutning, som vi først tager efter en længerevarende dialog med patienterne. Her er det en stor fordel, at vi kender patienterne så godt.

11.00 En herre i 50’erne, som jeg løbende har drøftet væskerestriktioner med. Patienter i dialyse har ret skrappe væskerestriktioner og må maks. drikke 1,5 l i døgnet. Det er et meget svært vilkår, og denne patient har store problemer med det. Han er 14 kg overhydreret, og så meget kan vi ikke trække ud i dialysen. Han synes, det er svært, men nu fortæller han, at han har slået den store kop i stykker, som han plejer at drikke kaffe af, og har købt en mindre.

11.30 Rutineblodprøver på en kvinde i 60’erne. En mønsterpatient, der bare har styr på medicin, væskerestriktioner og kostbegrænsninger. Patienter i dialyse skal helst undgå kalium- og fosfatholdige fødevarer. Det er svært, for det er bl.a. kød, mejeriprodukter og grønsager. Alle prøver ser fine ud.

11.40 Tolkesamtale med en mand, som venter på at skulle transplanteres. Han har svært ved væskerestriktionerne, og jeg giver ham råd om f.eks. at bruge isterninger, som kan stille tørsten med begrænset væske. Sygeplejersken har fornemmet, at han har svært ved at være i dialyse. Han er eneforsørger og meget syg, men han vil ikke have, at andre kender til sygdommen. Han fravælger f.eks. Flextrafik, fordi mange af chaufførerne er en del af det samme kulturelle miljø, som han selv er. Han glider lidt af på mine spørgsmål, og det lykkes mig ikke rigtig at åbne ham op om det.

12.15 Tørvægten skal ned på en mand i 60’erne, som har været stor, men som nu har formået at tabe sig. Han føler, at han er i en osteklokke, og derfor har vi skruet ham lidt op i dialysetid. Klokkefornemmelsen er velkendt; den er en konsekvens af den dårlige nyrefunktion, som påvirker hjernen, hvor uræmiske toksiner hober sig op. Han synes ikke, at den længere dialysetid har haft effekt.

12.30 Middagskonference i nyregruppe.

13.00 Dikterer de patienter, jeg ikke har nået løbende. Jeg laver det forberedende arbejde til en patient i dialyse, som skal indstilles til transplantation. De skal gennem et større program, hvor de undersøges for bl.a. infektioner, lungefunktion og mulig uopdaget cancer, fordi de skal kunne tåle at blive immunsupprimeret.

15.00 Kører med køreklubben tilbage mod Aarhus og fortsætter direkte til øvning med to andre læger fra afdelingen. Vi skal øve akkompagnement til sange, som vi synger til morgenkonferencen. Det er dejligt at spille sammen – jeg er på cello.

18.10 Hjemme. Vi bor i en opgang, hvor mine svigerforældre og min svoger og hans kæreste bor neden under os, og min familie bor ovenover. I dag spiser vi aftensmad sammen hele flokken.

21.30 Jeg har puttet børnene på 11, ni og seks år og forbereder noget undervisning, jeg skal stå for næste dag.

23.20 Går i seng og sover hurtigt.