Skip to main content

»Jeg hanker lidt op i mig selv«

Mikkel Skotting er netop begyndt i sin HU i neurokirurgi med forløb i Aalborg og Aarhus. Hans første forløb er tre måneder på Neurologisk Afdeling på Aalborg Universitetshospital. I dag har han ekstra nerver på, fordi han skal være i skleroseambulatoriet, en sygdom han som nær pårørende har tæt inde på livet.

Mikkel Skotting ser et bredt spektrum af patienter med neurologiske sygdomme som led i sin HU i neurokirurgi. Foto: Lars Horn/Baghuset

Fortalt til Charlotte Kiil Poulsen, ckpo@dadl.dk

17. mar. 2025
5 min.

07.00 Jeg har en arbejdslejlighed tæt på hospitalet, så jeg kan sove rimelig længe og nyde solopgangen og disen over byens tage. Jeg går på arbejde, og på vejen lytter jeg til podcast om sci-fi-bøger. Jeg elsker sci-fi og var tidligere med i en bogklub om emnet. Jeg synes, det er hyggeligt at lytte til »sludrepodcast«, måske særligt her i Aalborg, hvor jeg kun har boet i to måneder og endnu ikke kender så mange.

07.45 Jeg går ned i kælderen på Aalborg Universitetshospital for at klæde om. Jeg har ikke et skab, så mit eget tøj kommer i en taske og med mig op på afdelingen.

08.00 Her på Neurologisk Afdeling har man virkelig prioriteret et godt læringsmiljø. Morgenkonferencerne er lange, men også udbytterige, og der er stort set uddannelse på programmet hver dag. I dag handler morgenundervisningen om en kikkertoperation til at fjerne dybtliggende blødninger i hjernen. Jeg synes jo, neurokirurgi er det mest spændende emne i verden og finder derfor emnet særligt fængende.

08.52 I dag skal jeg være i skleroseambulatoriet. Det skifter hver dag, så jeg får indsigt i et bredt spektrum af neurologiske tilstande. Men jeg ved faktisk ikke, hvor ambulatoriet er, så jeg må spørge om vej ad et par omgange.

Mikkel Skotting er nær pårørende til én med Multipel Sklerose. Derfor har dagen i dag været ekstra speciel for ham, fordi han netop i dag skulle være på skleroseambulatoriet. Foto: Lars Horn/Baghuset

09.10 De har heldigvis regnet med, at det var en nybegynder, der kom, så de har sat god tid af til mig i forhold til at læse op på patienterne, og jeg skal kun se to patienter i dag.

10.15 Min første patient har sarkoidose, og hendes granulomer sidder blandt andet i hjernen. Hun har en kontroltid. Det er af forskellige årsager længe siden, der har været fulgt op på hendes sygdom. Hun har det også godt og er ikke særligt generet af sin sygdom. Vi vil dog gerne have lavet en MR-skanning af hendes hoved, men hun har udviklet klaustrofobi og vil egentlig helst være fri. Jeg konfererer med min supervisor. Patienten kan få noget beroligende inden skanningen, og så er hun med på at få en tid til skanning.

11.15 Jeg går i kantinen efter frokost. Der er daggamle sandwich på tilbud. Jeg snupper to til 15 kroner pr. styk. Herligt. Jeg kan egentlig godt lide at spise med mine kollegaer, men spiser alene, for jeg spiser meget hurtigt og ofte gående.

11.30 Jeg læser op på min næste patient. Hun har Multipel Sklerose (MS). Jeg hanker lidt op i mig selv. Jeg er nær pårørende til én med MS, og derfor har jeg været lidt ekstra nervøs for at være på lige netop skleroseambulatoriet. I weekenden tog jeg mig sammen og læste med småfugtige øjne op på sygdommen, så jeg var klar til dagens ambulatorie.

Min erfaring som nær pårørende gør dog også, at jeg er meget opmærksom på, hvordan det opleves som patient og pårørende at være til konsultation. Jeg gør mig meget umage med kommunikationen til både patient og pårørende og forsøger at tage mig god tid til at lytte, ligesom jeg også synes, det er vigtigt at kunne indrømme, når der er ting, jeg ikke ved.

HU-læge Mikkel Skotting bor halvt i København, halvt i Aalborg. Han er ny på hospitalet, så det er ikke altid, han finder ambulatorierne i første forsøg. Foto: Lars Horn/Baghuset

12.30 Patienten kommer med sin mand til konsultation. Hun har haft MS i noget tid, og hun oplever problemer med sin ene fod og føler sig plaget af kognitive udfordringer. Jeg laver en gangtest på hende. Hun er stærk og kan gå rigtig langt. Hun forekommer mig også meget skarp og velformuleret, så jeg kan ikke umiddelbart fornemme hendes kognitive problemer, som hun fortæller kommer til udtryk i form af hukommelsesproblemer, manglende overblik og ord, der er svære at finde. Jeg får hjælp af min supervisor og tilbyder hende et rehabiliteringsophold for sklerosepatienter. Patienten oplever også, at hendes sexlyst er påvirket af sygdommen. Igen må jeg konferere med speciallægen, som fortæller om muligheder på sexologisk klinik.

13.30 Jeg går i gang med at journalisere og effektuere de aftaler, jeg har lavet med de to patienter. Det tager mig overraskende lang tid. Alting er nyt. Selv om jeg på Odense Universitetshospital har arbejdet i EPJ i nogle måneder, før jeg fik min HU, er det en anden version af systemet i Nordjylland. Jeg har også nogle beskeder fra sekretæren liggende om nogle ting, jeg har kodet forkert. Jeg laver det om og får også klaret to obligatoriske e-learningkurser i GDPR og IT-sikkerhed, som alle nyansatte skal igennem.

15.30 Jeg går i kælderen og klæder om og går hjem mod lejligheden. Jeg smider min taske og løber en kort tur, inden jeg får besøg af min gode ven »Bobber«, som også er uddannelseslæge på Aalborg. Han pendler fra Aarhus og overnatter derfor i ny og næ hos mig for at hygge og for at kunne sove lidt længere.

18.00 »Bobber« vil gerne stå for maden. Jeg har hverken store evner eller interesse for madlavning, så jeg tager imod tilbuddet. Mens han skærer løg, kritiserer han mit begrænsede udvalg af køkkenudstyr, hvorefter han skærer sig på den kniv, som han netop har omtalt som sløv. Flængen er så dyb, at den ikke umiddelbart stopper med at bløde, så jeg må tage over og lave fiskefrikadellerne færdige. Det er er det nærmeste, jeg kommer kirurgien i dag.

22.00 Vi lukker og slukker. I morgen skal jeg i demensambulatoriet. Jeg har en måned tilbage på Neurologisk Afdeling, inden jeg skal på Neurokirurgisk Afdeling.