»Han kaster over en liter blod op. Nu skal det gå lidt stærkt«

08.00 Jeg vågner og får morgenmad med familien. En lidt særlig lørdag, for jeg skal have vagt som frivillig læge på Copenhell, hvor jeg siden 2011 har stået for at sætte lægeholdet.

09.00 Jeg tjekker og svarer arbejdsmails – en gammel arbejdsskade.

09.20 Forbereder den talk om smerter, jeg skal være med i senere i dag. Jeg skal bl.a. fortælle om det randomiserede studie, vi lavede sidste år på festivalen, af den smertestillende effekt af at høre beroligende eller højenergisk musik – Enya eller Slayer. Det viste sig, at deltagerne følte minde smerte, når de hørte Slayer, end når de hørte Enya, på trods af at flere angav, at de godt kunne lide Enya. Faktisk følte de mere smerte, jo mere de kunne lide Enya.

10.30 Jeg cykler gennem København mod pladsen på Refshaleøen. Det er en dejlig sommerdag, og byen summer allerede. Man kan se en lind strøm af folk i sorte koncert-t-shirts og »battleveste«. Mange er også flot malet i ansigtet. Turisterne kigger benovet. Selv har jeg lidt mere neutralt tøj på – shorts og en skjorte og så mine udtjente gummisko, fordi jeg ved, de bliver slidt i stykker derude.

10.50 Festivalpladsen er endnu ikke åbnet. Her er meget roligt, og savsmulden ligger fin og pæn. Jeg har været frivillig herude i så mange år, at vi nærmest er blevet en lille familie, så det er rigtigt sjovt og hyggeligt at komme her.

11.00 Jeg møder ind i samaritteltet. Selv om koncertgæsterne ser farlige ud, er de noget så kærlige og omsorgsfulde, og det er normalvis en meget fredelig festival. Derfor er det ret usædvanligt og også meget trist at høre, at en mand i går kom til skade på grund af et slag fra en anden koncertgænger. Manden slog hovedet i faldet og ender med at dø af sine skader inde på hospitalet. Det er en utrolig uheldig og tragisk sag.

Jeg så godt, at mine kollegaer behandlede ham i går. Det så meget fredeligt ud, og han kunne selv gå ind i ambulancen, så det er lidt et chok for os alle at høre, at der på hospitalet tilstødte komplikationer.

Jeg er i dialog med beredskab og politi for at finde ud af, hvad der er sket, ser i vores interne journal og taler med de berørte kollegaer for at være sikker på, at alt er gået, som det skulle. Jeg taler også med traumecenterets chef, som forvisser os om, at alt er håndteret korrekt fra vores side. Det beroliger os meget.

12.00 Jeg går hen til stedet, hvor jeg skal have min talk og hilser på de to andre, jeg skal på scenen med – en medicinsk historiker og en suspension artist, der lader sig hænge op i kødkroge. Jeg har glædet mig meget til denne samtale. Det er to spændende mennesker med interessante betragtninger, som kan give et indblik i smerter set fra et andet perspektiv end os i kitler.

12.30 Talken går i gang. Det handler om alt fra at blive hængt op i kødkroge til isvandstest, ekstremsport, lægeverdenens smertelindring og selvfølgelig vores musik-smertestudie. Det er en god, åben snak. Særligt om, at vi synes, at den smerte, kunstneren påfører sig selv i kødkrogene, er mærkelig og ikke-acceptabel, hvorimod en cykelrytter eller en maratonløber, der påfører sig selv smerte og ødelægger kroppen, hylder vi. Publikum er også meget engageret, og mange kommer op bagefter. Særligt BDSM-Danmark har en del spørgsmål.

14.00 Jeg møder ind til min vagt. Vi er altid to læger, og det er altid en speciallæge i kirurgi og en speciallæge i anæstesi. Vi får walkie-talkie og veste på.

14.15 Vi har en ung mand liggende til afrusning. Han har været her i syv timer med sin kæreste ved sin side. Nu har han fået et drop med væske og er klar til at blive hentet af sin far.

15.00 En mand synes, der sidder noget i halsen, efter han har spist, og han er nu begyndt at kaste blod op. Han er bekymret men stabil. Vi får lagt nogle store i.v.-adgange og får tilkaldt en ambulance.

15.30 Lige som ambulancen skal til at køre med patienten, kommer der endnu en patient. Han kaster også blod op. Vi bliver straks nervøse for, om der er noget i omløb. Det viser sig dog, at manden for få dage siden har fået behandling for øsofagusvaricer. Måske er en stor metalfestival ikke lige, hvad kroppen har brug for.

Han kaster over en liter blod op i en pose og er påvirket. Nu skal det gå lidt stærkt.

Det er vanskeligt at komme til, og jeg er glad for, at jeg normalt arbejder på en afdeling, der er vant til at håndtere store blødninger, og har rutinen i at lægge vanskelige i.v.-adgange.

Det meste, vi ser i løbet af en dag, er jo småskader, men vi skal hele tiden være klar til at skifte gear, som i dette tilfælde. Vi lykkes godt og får sendt ham med samme ambulance med politieskorte igennem byen. Det er fagligt utroligt tilfredsstillende at se, at vi alle kunne håndtere det, vi har trænet på.

16.30. Det er en fredelig vagt. Vi svæver lidt over vandene og lærer fra os, hvis det er nødvendigt. Samaritterne er meget kompetente og hurtige til at prioritere. De ser flere hundrede patienter om dagen, og vi læger har en mere tilbagetrukket rolle.

17.00 Publikum herude kan groft sagt inddeles i to kategorier: Der er de unge, som kommer til skade, fordi de hopper og danser, og så er der de gamle, som glemmer at tage deres hjertemedicin. Jeg tilser én fra den første kategori. En ung kvinde er faldet og har skåret sig ved knæet.

17.30. En yngre mand har ondt i fingeren. Den er gået af led. Jeg får min kollega til at sætte den på plads – godt man har en ortopædkirurg ved hånden.

18.00 En mand kommer ind med en infektion på kinden. Den er så slem, at han må videre til akutmodtagelsen. Det kan nogle gange være lidt svært at vurdere kuløren gennem ansigtsmalingen på metalfans.

19.00 Vi sender et par festivalgæster ind i naboteltet. De senere år har vi været så heldige at have et telt med uddannede psykiatrisygeplejersker. Festivalen er meget rummelig, og skæve eksistenser kan nemt blende ind, men for nogle bliver indtrykkene for meget til sidst, og de får det psykisk svært.

20.00 Vagten er slut – jeg overdrager til næste hold. En af lægerne skal op og stå på scenen. Nogle af de her bands er meget fysiske i deres optræden og kan nemt komme til at snitte sig, så det kan være et krav fra deres side, at der skal stå en læge på scenen.

20.15 Jeg går ud på pladsen til min familie. Vi skal se Slipknot. Jeg får en enkelt kold øl i den dejlige lyse sommeraften og lytter til musikken. Det er en fin afslutning på en lang festival. Jeg elsker at betragte menneskene og al den mangfoldighed her er.

23.00 Cykler hjem i den lyse sommeraften med familien.