»Jeg er ansat på en kræftafdeling, altså i et speciale, som har været højt prioriteret i flere år. Vi har fået mange ressourcer, og vi kan på mange parametre holde et højt niveau i behandlingen. Men når der kommer flere og flere gamle mennesker, og hvis vi skal opretholde det niveau, vi har i sundhedsvæsenet i dag, skal der tilføres flere ressourcer på mange områder«.
Det svarer formand for Yngre Læger, Helga Schultz, på spørgsmålet om, hvad der er det vigtigste emne for hende op til valget. Både som fagforenings- og lægepersonen Helga.
Mange »almindelige danskere« ved simpelthen ikke, at det også er en del af virkeligheden i sundhedsvæsenet i dag; de steder som ikke er blevet prioriteret Helga Schultz, formand for Yngre Læger.
Hun arbejder som uddannelseslæge på en kræftafdeling, hvor de behandler mange forskellige former for kræft opdelt i fire team. Der kører ambulatorierspor og en sengeafdeling, hvor patienter kan indlægges, hvis de har bivirkninger af den onkologiske behandling. Der er cirka 70 læger ansat, fra nyuddannede til overlæger.
»Jeg er glad for mit arbejde og mine kolleger. Jeg oplever, at vi langt hen ad vejen tilbyder god behandling. Men vi har en hverdag uden særlig meget buffer. En hverdag, hvor man i nogle ambulatorier kun får frokost, hvis der kommer afbud fra en patient, og mange uddannelseslæger forbereder ambulatorier efter arbejdstid. Og der er det samme antal læger sat på til stuegang, lige meget om der er 20 eller 40 patienter indlagt. Når patienterne af og til bliver frustrerede og skælder ud, fordi de skal vente, når de kommer akut, er det, fordi der er mange patienter og for lidt personale«.
Du arbejder på en kræftafdeling, og alligevel mærker du ressourcemangel?
»Der bliver brugt mange penge på kræftområdet, men en stor del af det går til medicin. Derfor ville det være godt med en adskillelse af medicin- og driftsbudget. Når vi bruger mange penge på medicin, kan det betyde færre læger, sygeplejersker og sekretærer, og det er meget uhensigtsmæssigt, at dyr medicin går ud over driften. Politikerne må spørge sig selv, om vi har råd til at tilbyde denne behandling og samtidig lade driftsbudgettet være uberørt.«
Helga Schultz mener, at politikerne er nødt til at tale prioritering med danskerne.
Politikerne har ansvaret for at lave en forventningsafstemning med borgerne. De må prioritere, hvor pengene skal bruges, og stå på mål for konsekvenserne, både når det går godt på opprioriterede områder og skidt på nedprioriterede.
»Da jeg arbejdede på en akutafdeling, kunne jeg nogle nætter begynde alle patientmøder med at beklage den urimelige ventetid. På medicinsk afdeling brugte jeg ved stuegang tid på at beklage, at patienten havde overnattet på gangen, og i psykiatrisk skadestue kunne samtalerne handle om, at jeg gerne ville indlægge en patient, men ikke kunne pga. manglende sengepladser. Mange »almindelige danskere« ved simpelthen ikke, at det også er en del af virkeligheden i sundhedsvæsenet i dag; de steder som ikke er blevet prioriteret«.
Hvad skal lægerne holde øje med i valgkampen?
»De skal holde øje med politikere, der har forstået, at sundhedsvæsenet har brug for flere ressourcer for at holde niveauet på nogle områder og højne det på andre. Lægerne skal kigge efter politikere, der er modige nok til at tage prioriteringsdebatten og nogle, der ønsker at tage ansvar for behandling af mennesker med psykisk sygdom. En skrøbelig patientgruppe i et speciale som behandles stedmoderligt«.
Har du selv fundet en kandidat, der har forstået alt det?
»Jeg ved, hvem jeg vil stemme på, det er slet ikke håbløst. Nogen har forstået, hvad det går ud på«.
Andreas Rudkjøbing: Vi var tit så belastede, at patienterne måtte vente i mange timer
Christian Freitag: Politikernes løfter hænger ikke sammen med virkeligheden
