Hjemmeindlæggelse: Patienten får en kuffert med måleudstyr med hjem

Selvmonitorering er indbygget i en ny model for hjemmeindlæggelser i Hillerød, og det hele styres via en app, som de fleste kan betjene.

Af Antje Gerd Poulsen, antje@videnskabogsundhed.dk

»Ja tak!«, sådan lyder svaret, da den 70-årige Bernhard Spira sidste år ­efter et par dages indlæggelse på Nordsjællands Hospital  får tilbud om at blive »indlagt« i sit eget hjem som led i et forsøg.

Han blev indlagt på sygehuset efter en pludselig forværring af KOL-symptomer på grund af en lungebetændelse, men nu har han mod på at komme hjem – med en livline til sygehuset.

Bernhard Spira downloader en app og får instruktion i at bruge den. Så bliver han udstyret med en sort kuffert med forskelligt måleudstyr og lærer at måle blodtryk, ­iltmætning og andre vigtige værdier. Og så forlader han sygehuset.

Det fortryder han ikke.

»Teknologien fungerede, og jeg havde ikke problemer med målingerne. De første dage skulle man lige kigge på klokken. Så kom jeg ind i 15 timers – jeg kalder dem vagter – så var det bare at sætte uret, og så færdig«.

En ny model for epidemihåndtering

Indlæggelse i eget hjem bliver testet i flere forsøg og forskellige variationer over hele landet bl.a. i Region Sjælland og i Region Midt.

Hjemmeindlæggelsen i Hillerød sker efter en model, udviklet af forskningsafdelingen på Nordsjællands ­Hospital i Hillerød i samarbejde med hospitalets Lunge- og Infektionsmedicinske Afdeling under projekttitlen »Influenz-er – Rethinking Epidemic Preparedness and Response«.

Det er en ny model for fremtidens epidemihåndtering med hjemmeindlæggelse og selvmonitorering, og den ­testes på patienter med smitsom lungesygdom, influenza eller COVID-19.

Formålet er at sikre hospitalskapacitet til de sygeste under en epidemi, mens de andre virussmittede får ­behandling hjemme med adgang til et virtuelt epidemicenter døgnet rundt.

Projektet strækker sig over fire år og er finansieret af Innovationsfonden med knap 20 mio. kr.

Bernhard Spira er en ud af foreløbig 12 patienter, som har testet modellen i et feasibilitystudie, som skal dokumentere, hvordan man udvikler en patientsikker model for hjemmeindlæggelse, som opfylder alle krav og sikrer samme kvalitet som på sygehuset. 

Ph.d.-studerende, læge Tatjana Sandreva står bag ­studiet.

»I forsøget er hjemmeindlæggelse et tilbud til patienter, som allerede er indlagt på sygehuset. Normalt er de indlagt en uges tid. Nu får de tilbud om at afkorte indlæggelsestiden med et par dage ved at blive indlagt i eget hjem«, forklarer hun.

Tatjana Sandreva laver opfølgende interview med ­patienterne og pårørende for at få indblik i, hvordan de oplever selvmonitorering og kommunikation med hospitalspersonalet via teknologi.

»De foreløbige tilbagemeldinger er positive, og flere har brugt udtrykket ,idiotsikkert system’ i den forbindelse«, siger hun.

Endnu er praktiserende læger og hjemmeplejen ikke involveret, men det er planen på sigt at styrke samar­bejdet i primærsektoren omkring den hjemmeindlagte patient, ligesom det også er meningen, at modellen skal kunne bruges til at forebygge indlæggelser.

Skal tage toppen af influenzaepidemi

Ophavskvinden til modellen er viruseksperten Thea ­Kølsen Fischer, som er forskningschef på Nordsjællands Hospital og klinisk professor på Københavns Universitet. Og idéen opstod før coronapandemien.

År efter år havde Thea Kølsen Fischer oplevet, hvordan en influenzasæson kan lægge et sygehus ned, når patienterne ligger i timevis og venter i akutmodtagelsen, inden de bliver testet, isoleret og kommer i behandling. De syge smitter i ventetiden andre patienter, pårørende og personalet. Og de mange syge presser hospitalets kapacitet over evne, så mange må ligge på gange og i opholdsstuer.

»Det kan gøres bedre«, tænkte Thea Kølsen Fischer. Sådan opstod ideen.

Men modellen har også perspektiver ud over epidemihåndtering.

»Den kan tilpasses rigtig mange patientkategorier, og i krisetider er det i princippet muligt at opskalere fra nul til 100 til 1.000 overnight«, siger Thea Kølsen Fischer.

Når modellen en dag er fuldt udrullet, skal borgere, som har symptomer, taste deres stamdata ind i appen. De bliver så guidet til egen læge, testcenter eller sygehus alt efter symptomerne. Ved hjælp af en algoritme vil lægerne på sygehuset vurdere de patienter, som henvises til dem.

»Lægen kan lynhurtigt triagere: hvem skal have en ­sygehusseng, hvem kan sendes hjem, og hvem kan selv rapportere ind to gange i døgnet?«, fortæller Thea Kølsen Fischer.

Skal patienten indlægges hjemme, får de som Bernhard Spira en instruktion i selvmonitorering og i at dele data med sygehuset.

Er der behov for et drop, ilt, sårbehandling, medicin eller andet, som kræver fysisk tilstedeværelse, klares det af sygehusets udgående team af sygeplejersker.

Forskningsenhedens egne bioanalytikere tager sig af blodprøver. Og ilt kan leveres hjem til patienterne af en ekstern leverandør, som i forvejen sørger for ilt til ­patienter med KOL.

Patienten kan døgnet rundt komme i kontakt med ­sygehuset.

Projektet var egentlig klar før sommerferien 2021, men stødte på flere forhindringer. Og coronapandemien var bare en af dem.

Det ekstra arbejde, pandemien medførte, betød, at kommunerne ikke havde kapacitet til at deltage, og at patienterne beholdt deres sengepladser på sygehuset, mens de var indlagt hjemme, for ikke at generere merarbejde.

Dertil kom, at appen blev betragtet som mediko­teknisk udstyr, og det udløste særligt skrappe krav og procedurer.

Trods besværet er Thea Kølsen Fischer i dag tilfreds med, at det gik sådan.

»Fordi vi skulle leve op til alle tænkelige love, procedurer og protokoller, ender vi med at stå med den stærkeste model overhovedet for hjemmeindlæggelser, som kan implementeres andre steder – ikke bare i Danmark, men også i andre lande. Også i udviklingslande, hvor jeg selv har en del erfaringer fra arbejde under epidemier og har manglet sådan et værktøj«.

Hjemmeindlæggelser til ældre patienter findes allerede i en række andre lande, og Thea Kølsen Fischer trækker bl.a.  på erfaringer fra USA. Der mangler dog struktureret, indsamlet dokumentation for effekten af behandling af epidemipatienter i eget hjem, og det vil hun gerne levere.

De sundhedsøkonomiske aspekter af modellen sørger sundhedsøkonomer ved Odense Universitets­hospital og Syddansk Universitet for som partnere i projektet.

Modellen er bygget op indefra

Helt afgørende har været at få personalets opbakning ved at inddrage medarbejderne fra starten.

Bl.a. har softwareeksperter siddet på hospitalet i seks måneder, så appen blev udviklet i samspil med sygeplejersker, læger og patienter ud fra deres behov.

Og projektansatte sygeplejersker og ph.d.ere har ­løbende informeret, og samlet op på personalets spørgsmål og ideer. Mens pandemien rasede.

»Det har krævet ekstremt stort arbejde fra projektholdet og afdelingsledelsen. Og det har været en særdeles hård og arbejdstung periode for alle involverede, men også ekstremt frugtbart«, fortæller Thea Kølsen Fischer.

»Vi har arbejdet med etik, risikostyring, rutiner, rollefordeling og den psykologiske tryghed. Og det er blevet til en organisatorisk model for hjemmeindlæggelse, som vi samtidig har evalueret. Og fordi det er gjort fra et forskningsperspektiv, har vi dokumenteret alt«.

Hun vil gerne gøre op med den opfattelse, at man »bare« kan hive et eller andet it-system ned fra hylden, som man sommertider hører forslag om som en snuptagsløsning på sundhedsvæsenets kapacitetsproblemer.  

»Hvis vi skal lykkes med hjemmeindlæggelser, skal ­systemerne bygges op indefra, så de tilgodeser den virkelighed for personale og patienter, de skal implementeres i, og vi ikke får et parallelsystem til den virkelighed, sundhedsvæsnet er i«, siger hun.

Tryghed er den største bekymring

Blandt nøglepersonerne i projektteamet er læge og ph.d.-­studerende Maria Normand Hansen, der skal i gang med et randomiseret studie, når feasibilitystudiet er afsluttet, og projektsygeplejerske Sophie Matthies, hvis kontor fungerer som projektets »maskinrum«.

Her mødes hele projektteamet hver morgen virtuelt for at gennemgå nye kandidater til forsøget.

Det tager tid at identificere de rigtige og få dem oplært i at bruge app og måleudstyr, fortæller de. Og det er umuligt på forhånd at vide, hvem der siger ja, og hvem der takker nej. Høj alder er i hvert tilfælde ikke nogen hindring for deltagerne er mellem 30 og 80 år.

For plejepersonalet er tryghed den vigtigste faktor, fortæller Marie Normand Hansen.  

»,Hvad gør jeg, hvis en patient lige pludselig bliver dårlig, og jeg ikke bare kan gå ind på stue 17?’ spørger de. Ingen har erfaring med patienter, de ikke kan se, høre eller røre ved. Så det vigtigste for dem er, at de kan ringe til en speciallæge«.

Nøglen til personalets engagement har vist sig at være en forståelse af værdien for patienterne.

»Når personalet kan se, at de nye arbejdsgange på sigt kan lette deres arbejdsbyrde, og det samtidigt giver mening for patienterne, så har de også en større villighed til at bryde egne grænser«, siger Maria Normand Hansen. 

Den største hurdle for sygeplejerskerne har ifølge ­Sophie Matthies været omstillingen fra at være fysisk til stede til at se patienten på en skærm.

»Det er en helt anden måde at arbejde på, og det har været en udfordring, for nogle større end for andre, ­afhængig af baggrund. F.eks. om man er vant til teknologi«, siger hun.

»Det handler igen meget om tryghed. Udfordringen for sygeplejerskerne er nok at give slip på følelsen af, at man skal passe på patienterne, og stole på, at de godt kan selv«, siger hun.

»Det kan føles som et kæmpe bjerg at stå foran, og så er det faktisk bare en lillebitte bakke«.

Virtuel stuegang fungerer overraskende godt

Men hvordan har lægerne taget imod projektet?

Første gang overlæge Christian Skjoldvang Andersen hørte om Influenz-er var han ikke ligefrem begejstret.  

»Jeg tror, vi alle sammen var skeptiske. Det her med et it-projekt, der ikke var helt på plads endnu, og vi ­vidste ikke rigtig, hvad vores rolle ville være, og om vi fik merarbejde«, fortæller han.

Nu hvor han har gennemført en god håndfuld virtuelle stuegange, ser han helt anderledes på Influenza-er.

»Jeg er overrasket over, hvor godt teknologien fungerer, og det har ikke genereret merarbejde. En virtuel stuegang fungerer meget som en almindelig konsultation, og det havde jeg ikke regnet med. Jeg kan se farven i patientens ansigt, se, hvordan patienten trækker vejret, og jeg kan høre på stemmen, om det er en, som er glad og tilfreds, eller om der er noget i vejen«, fortæller overlægen.

Den virtuelle stuegang foregår ved, at læge og sygeplejerske sidder foran en skærm, hvor de også har adgang til patientens sundhedsdata og seneste målinger. På et aftalt tidspunkt ringer de patienten op. Og hjemme i stuen eller køkkenet sidder patienten så med sin smartphone eller en iPad.

»Selvfølgelig er der noget, man ikke kan se så godt: et sår eller om der ødemer f.eks., men overordnet fungerer det overraskende godt«.

Han gør dog opmærksom på, at han endnu ikke har set en patient, som blev dårligere under sin hjemmeindlæggelse, så det har han ikke testet. Og hjemmeindlæggelse er ikke for alle, understreger han.

»Jeg er lungemediciner, og rigtig mange af mine ­patienter er respiratorisk dårlige og skrøbelige. Så jeg ser et større potentiale ved f.eks. infektionsmedicinske ­patienter, som skal have langvarig antibiotikabehandling. Det er vigtigt at finde de rigtige patienter til hjemmeindlæggelse«.

En befrielse at være indlagt hjemme

Bernhard Spira, som har arbejdet i Søværnet og inden pensionen bl.a. arbejdede som autodidakt edb-programmør, er en af de »rigtige« patienter.

»Det var befriende, at jeg kunne gå rundt i mit eget hjem. Den største forskel var, at jeg selv skulle lave mad«, griner han.

Der var dog en vigtig forskel mere: Han fik sovet.

»For f …, hvor var der uroligt på sygehuset. Vi var to, som satte os ude på gangen eller gik ovenpå for at få lidt søvn i de dybe stole i det tomme ambulatorium«.

At være indlagt hjemme sin egen lejlighed var for Bernhard Spira næsten mere trygt end på sygehuset.

»Hvis tallene ikke var reguleret ind, så gik der højest fem minutter, så ringede de: er du o.k.? Lige med det samme. Det var meget betryggende«.

»Du har ikke så mange mennesker omkring dig, men til gengæld er der lynhurtig kontakt. Du har to knapper: den røde – den alvorlige – og den grønne knap, hvor man bliver ringet op i løbet af dagen, men der gik højst ti-femten minutter, så havde jeg en i telefonen«.

Den grønne knap gjorde også, at Bernhard Spira fik stillet spørgsmål, som han ikke ville have stillet på sygehuset.

»Når du er indlagt, så sker der noget med ens psyke: du holder igen, og spørger ikke så meget. De har jo så travlt, og der er andre, hvor det er mere alvorligt«.

En enkelt gang gik noget »galt«.

»Jeg lavede en skrivefejl, og så tænkte jeg, at jeg ­hellere måtte give dem besked med det samme, så jeg trykkede på den røde knap. Alle lamperne blinkede! Da vidste jeg godt, at jeg havde ,skidt i nælderne’«. Personalet beroligede dog patienten med, at de var godt tilfredse med at få testet alarmen.

På den anden side af det randomiserede forsøg, som Maria Normand Hansen skal i gang med, og som også skal omfatte patienter med kroniske sygdomme, venter en udvidelse af modellen.

»Visionen er en hjemmeindlæggelsesplatform med alle de organisatoriske rutiner på plads i forhold til hospitalshåndtering af hjemmeindlagte patienter, og så skal den testes på andre patientgrupper bl.a. børn og kirurgiske patienter. Og på plejehjem, hvor vi kan bruge modellen til at forebygge indlæggelser«, siger Thea Kølsen Fischer.

Hun er sikker på, at det er en nødvendig og rigtig vej at gå.

»Hvis vi skal bevare kapaciteten i hospitalsvæsnet med færre senge og de voksende rekrutteringsudfordringer, er vi nødt til at tænke anderledes«.