American Flag Mountain, Colorado, august 2021
En augustdag i 2021 har den 56-årige motorcykelentusiast Jim Parsons forceret den stejle og stenede bjergvej til toppen af American Flag Mountain i Colorado på sin røde Honda XR 650 L. Nu står den legendariske 90’er offroader parkeret midt i panoramaudsigten, og på et foto fra den dag står Jim Parsons smilende ved siden af motorcyklen. På et andet står han sammen med sine to store sønner, som er med på turen. Solen skinner, og himlen er blå over Rocky Mountains. Hvad ingen af dem naturligvis ved er, at Jim Parsons en lille måned senere har lagt navn og krop til en ny medicinsk forsøgsmodel »Parsons’ Preclinical Human Decedent Model«.
»Modellen« går ud på, at kroppen fra et menneske, som er erklæret hjernedød, holdes kunstigt i live til forsøg med transplantation af organer fra en gris. Tanken er, at modellen kan bane vejen for kliniske forsøg.
I mange år sagde man, at transplantation fra grise til mennesker først ville ske, »når grise kan flyve«, og dermed aldrig. Risiko for smitte med virus fra grise til mennesker og hyperakut afstødning, fordi menneskets immunsystem angriber grisens organer, var længe uoverstigelige forhindringer.
Men med det nye genredigeringsværktøjr CRISPR-cas9 kan man i dag genredigere forhindringerne væk og avle grise designet som organdonorer til mennesker. Det betyder, at forskningen har fået et boost inden for de seneste år.
Samtidig er xenotransplantation, transplantation mellem menneske og dyr, blevet stadig mere kommerciel og konkurrencepræget. Private biotek- og farmaceutiske firmaer driver udviklingen i USA, og også i bl.a. Tyskland og Kina er der gang i opdræt af genmodificerede grise og eksperimenter med xenotransplantation.
Flere alvorligt syge mennesker har inden for de seneste 2-3 år på forsøgsbasis fået indopereret genmodificerede nyrer, lunger, lever og hjerter. Og første kliniske forsøg er godkendt. Det bragte Ugeskrift for Læger en artikel om i august sidste år.
University of Alabama, Birmingham, 2021
En af de markante profiler inden for det her felt, transplantationskirurg Dr. Jayme Locke, arbejdede i 2021 på University of Alabama at Birmingham et par timers kørsel fra Jim Parsons hjem i New Market nær Huntsville.
Hun har gjort det til sit speciale at udvikle nye metoder inden for organtransplantation. Og navnlig er hun optaget af xenotransplantation og ser griseorganer som en mulighed for at gøre op med manglen på organer. Flere end 100.000 amerikanere venter på et organ, omkring 45.000 i Europa.
Jayme Locke synes, der mangler en forsøgsmodel. Igennem mange år har forsøg været gennemført med aber. Men immunsystemet hos mennesker og aber er ikke det samme, og forsøg med levende mennesker med afsæt i erfaringer fra abeforsøg har vist sig at være risikable. Derfor mangler der noget midt imellem, og det kunne være mennesker, som er erklæret hjernedøde. Idéen er ikke ny, men med den seneste udvikling på feltet har den fået fornyet aktualitet, og nu tager Jayme Locke den altså op.
Universitetet i Alabama har haft et xenotransplantationsprogram siden 2015 med det formål at bane vejen for kliniske forsøg på en »robust, bæredygtig og etisk måde«, som der står på universitetets hjemmeside. Beredskabet er på plads: en særlig patogenfri bygning til donorgrise, et transplantationscenter alene til xenotransplantation, specialtrænede multidiciplinære operationsteams og samarbejde med industrien og tilsynsmyndighederne. Nu mangler der bare en menneskekrop.
New Market, Alabama, 18. september 2021
Jim Parsons har kørt masser af løb på motorcykel og har høstet adskillige pokaler. Han er også styrtet flere gange med motorcyklen. Det hører med til sporten. Men da Jim Parsons den 18. september som så ofte før ræser op og ned ad bakker og rundt i svingene på et offroadspor i en skov, kører han sit sidste løb. Han styrter og kommer slemt til skade. Otte dage senere, den 26. september, bliver Jim Parsons erklæret hjernedød. Han er lige fyldt 57 år.
Da Dr. Jayme Locke ringer til Jim Parsons familie nogle dage efter ulykken og spørger, om de vil give tilladelse til et forsøg med Jims endnu levende krop, samler hans ekskone familien: de tre store børn, Jim Parsons mor og søstre.
Beslutningen er ikke svær, siger de siden i en video, som ligger på University of Alabama at Birminghams hjemmeside. De er enige om, at Jim Parsons selv ville have sagt ja til at deltage. Han var typen, der altid hjalp andre mennesker, og tilmed var han også lidt af en eventyrer.
Tanken om, at han kan være med til at fremme en behandling, som en dag måske kan redde flere menneskeliv, er helt i hans ånd – og en trøst for familien.
Og så synes de også, at det passer til Jim Parsons eventyrlyst, at han nu kan være den første, som lægger krop til sådan et forsøg.
De vil, som det også fremgår af hjemmesiden, ære hans eventyrlyst.
»Honoring his spirit for adventure!«
Alabama, 26. september 2021
Jim Parsons bliver kørt ind på operationsstuen i transplantationscenteret. Jayme Lockes specialtrænede team står klar. De lægger et snit i hver side af maven, klipper blodkar og urinleder af og løfter nyrerne ud.
Omtrent samtidig bliver en gris på 13 måneder bedøvet og kørt til operation i en anden bygning. Det er en 10-GE-donorgris – hvilket betyder, at ti gener er ændret. Grisens nyrer fjernes og transporteres under sterile forhold over til operationsstuen, hvor Jim Parsons ligger på lejet.
Inden da har forskerne testet, om menneske og gris passer sammen. De har blandet Jim Parsons blodserum med hvide blodlegemer fra donorgrisen. Hvis testen er positiv, binder antistoffer til blodlegemerne, og det menneskelige immunsystem går til angreb straks. Men i det her tilfælde var testen negativ.
Kirurgerne forbinder nyrerne til kroppens urinledere og blodkar og tester, om de fungerer, inden de syr dem fast til blæren. Efter 23 minutter pibler urin først ud af den ene nyre og lidt senere ud af den anden.
Efter operationen bliver Jim Parsons krop liggende på operationslejet. Han får immundæmpende medicin og intensiv pleje. Sygeplejersker og læger går til og fra. Fra respiratoren lyder et regelmæssigt »whoosh«, mens ekg-monitoren udsender sine jævne biplyde, og infusionspumpen klikker for hver dosis medicin. Forsøget er i gang.
Men snart bliver der igen hektisk aktivitet på stuen, da alarmer fra de forskellige monitorer begynder at hyle og bippe på skift. Den nyopererede krop er langtfra stabil, og over de følgende tre dage svigter leveren, blodcelleproduktionen falder, og blodet koagulerer i hele kroppen. En alvorlig surhedsgrad i blodet må behandles med natriumbikarbonat, i droppet tilsættes blodfortyndende medicin, og siden følger blodtransfusioner og store doser af methylprednisolon for at dæmpe skadelige fysiologiske effekter efter hjernedøden.
Alligevel holdes kredsløbet i gang, og blodforsyningen til nyrerne fungerer, så forskerne fortsat kan samle data. På tredjedagen opstår imidlertid så kraftige blødninger, at studiet må stoppes. Alt apparatur slukkes. Ingen alarmer lyder længere, og efter 77 timer og 32 minutters forsøg kan Jim Parsons krop nu overdrages til hans familie.
Institut for Folkesundhedsvidenskab, Københavns Universitet, december 2025
I de gamle bygninger, som engang husede Kommunehospitalet midt i København, har Københavns Universitets Institut for Folkesundhedsvidenskab nu lokaler.
Bygningerne bringer mindelser om en tid, hvor forsøg med mennesker ikke var underlagt de samme krav som i dag. Det var f.eks. her i en kælder, at børn fra Børnehjemmet Godthåb engang i 1960’erne blev udsat for bogstaveligt talt skræmmende forsøg i videnskabens tjeneste.
Nu undersøger de to medicinske antropologer, lektor Anja Marie Bornø Jensen og ph.d. Sofie á Rogvi, emotionelle dimensioner af nye teknologier i projektet »TechnEmotion«. Med støttet fra bl.a. Danmarks Frie Forskningsfond dykker de ned i tre emner: transplantation af griseorganer til mennesker, livmodertransplantationer og nye dødskriterier.
»Det er videnskabelige frontiers, men også menneskelige, emotionelle og etiske grænseområder, hvor vi undersøger, hvad det gør ved os som mennesker, når vi bryder de her grænser«, forklarer Anja Marie Bornø Jensen.
Hun har i mange år forsket i organtransplantation.
»Xenotransplantationer og brugen af mennesker, der er erklæret hjernedøde, er interessant, fordi det udfordrer alle de grænser, vi kender: grænser mellem liv og død, menneske og dyr, forskning og klinik, brutalitet og meningsfuldhed. Alle kategorier bliver sprængt i luften«, siger hun.
»Det har været mit drive i mange år, at hvis vi vil gøre sådan noget her mere etisk bæredygtigt, eller mere legitimt, så skal vi også virkelig lytte til de mennesker, der arbejder med det«.
Og det er netop, hvad de to har gjort i feltarbejde og på konferencer om forskning i xenotransplantation.
New York, 2023/2024
Sofie á Rogvi rejste i 2023 til New York. Hun ville som led i sit ph.d.-projekt under TechnEmotion helt tæt på nogle af de sundhedsprofessionelle, som forsker i xenotransplantation og arbejder med forsøg på hjernedøde, dels i New York, dels i andre amerikanske byer på østkysten.
Hun ville høre, hvad der driver dem, hvilke dilemmaer de oplever, og hvordan det føles at arbejde på et så grænseoverskridende felt.
Igennem otte måneder var hun tilknyttet den amerikanske professor i antropologi, Lesley A. Sharp ved Barnard College, Columbia University, New York.
I alt 19 interviews blev det til med forskere, kirurger, medicinere og sygeplejersker, som arbejder med xenotransplantation. Halvdelen af dem havde erfaring med »decedent studies«, frit oversat »studier med afdøde«. Forskningen er endnu så ny, at der ikke findes en standardiseret fagbetegnelse.
Sofie á Rogvi fortæller, at hun oplevede en overraskende åbenhed til at tale om forskningen og om egne tanker og følelser.
Hun har endnu ikke publiceret resultaterne, men kan løfte sløret for nogle af dem:
Gennemgående oplevede hun en stor entusiasme omkring forskningen både hos de sundhedsprofessionelle og de pårørende.
Blandt de sundhedsprofessionelle, og især sygeplejerskerne, fandt hun, at der ofte opstod en følelsesmæssig relation til de hjernedøde forsøgspersoner og deres familier.
»Sygeplejerskerne anstrenger sig for at behandle kroppene med respekt og værdighed og tager sig af kroppen med omsorg. De anerkender den person, som kroppen har tilhørt, og det er endda sket, at de har fejret en forsøgspersons fødselsdag«, fortæller hun.
»Samtidig gav sygeplejerskerne udtryk for, at det er en svær balance det ene øjeblik at fejre fødselsdag for den hjernedøde og det næste at behandle kroppen, som de aldrig ville behandle et levende menneske ved f.eks. at give dem ekstremt store doser medicin eller ved at tage mange biopsier på én gang«.
Studiet af de menneskelige sider af forskningen har til formål at kaste lys på et område, som ellers befinder sig for en stor del i mørke, og som for udenforstående ofte bliver til et forsimplet spørgsmål om for og imod, forklarer Anja Marie Bornø Jensen.
»Sofies arbejde viser, at det er komplekst for sygeplejerskerne at være i. De kan godt på den ene side brænde for det og samtidig synes, det er svært at være tæt på de her ,decedents’, som nogle kalder dem«.
Mens Anja Marie Bornø Jensen og Sofie á Rogvi begge har stor respekt for de mennesker, der forsker og arbejder på feltet, og for de mennesker, der står på ventelisterne til organer, er de til gengæld bekymrede over, at forskningen inden for de seneste år er blevet stadig mere kommerciel. Pengestærke firmaer står bag, og de er i konkurrence. Det betyder, at der ikke er samme åbenhed om forskningen som i offentlige institutioner, og samtidig er området ureguleret.
»Man kan gøre alle mulige medicinske forsøg med de her ,levende’ døde kroppe. De falder uden for kategori og uden for lovgivningen i USA. Så det er regulatorisk ,no man’s land’, hvor etikken hele tiden forhandles og genforhandles«, siger Anja Marie Bornø Jensen.
»Jeg oplevede, at nogle jokede med, at ,vi kan gøre det her hjemme i garagen’. Det var tydeligvis humor, men det er også en anerkendelse af, at det kan være et problem«, siger Sofie á Rogvi.
Kommercialiseringen betyder også, at store dele af forskningen foregår bag lukkede døre og bliver beskyttet som forretningshemmeligheder. Og den historie, firmaerne fortæller omverdenen om forskningen, er entydig positiv.
»Det bliver næsten vildere og vildere for hver gang med de her historier om patienterne, som ,ikke kunne blive organdonorer, men kan redde tusindvis af liv gennem viden’, som en formulering lyder«, siger Sofie á Rogvi.
»Vi er i et felt, hvor det gælder om at komme først. Derfor er det vigtigt at styre narrativet. Firmaerne har deres egne etikere ansat, og de har store presseafdelinger, som fremstiller donorerne som helte og forskerne som pionerer. En forsker sagde engang til mig på en konference, at historierne er blevet ti gange bedre i de seneste år – mens forskningen ikke har rykket sig særligt meget«, fortæller Anja Marie Bornø Jensen.
Derfor er der brug for, at antropologer og andre forskere, som ser på feltet udefra, kan stille kritiske spørgsmål og nuancere billedet, mener hun.
The American Journal of Transplantation, 2022
Jayme Locke beskriver i en videnskabelig artikel i The American Journal of Transplantation »Parsons-modellen«.
Hun skriver bl.a., at modellen har vist, at griseorganer kan overleve kortvarigt i et menneskeligt kredsløb uden hyperakut afstødning, som ellers har været en stor barriere. Og det underbygger betydningen af, at et bestemt gen er klippet ud af grisens DNA.
Genet koder for et protein, som populært sagt provokerer immunsystemet til at angribe. Når det er sat ud af spil, kan immunsystemet bedre acceptere grisens organ.
Modellen kan bl.a. i fremtiden bruges til at teste andre specifikke genetiske redigeringer og til at optimere den immunundertrykkende behandling, mener Jayme Locke.
Andre forskere har også haft hjernedøde på operationsbordet, bl.a. kinesiske forskere, og en anden stor amerikansk profil på feltet, Dr. Robert Montgomery, direktør for NYU Langone Transplant Institute.
Men Jayme Locke, som i øvrigt i dag arbejder sammen med Robert Montgomery på Langone i New York og arbejder for bioteknologivirksomheden United Therapeutics, er den første, som beskriver modellen i en fagfællebedømt videnskabelig artikel. Og det giver anledning til debat – om end ikke på de helt store nagler.
I en artikel argumenterer Robert Montgomery sammen med sin kollega Philip Sommer, som er anæstesiolog på Langone, for modellen.
De ser den som en mulighed for at nedbringe risici ved kommende forsøg med levende mennesker. Fordi de kan tage alle de prøver, de har behov for, uden at tænke på, om de påvirker chancen for overlevelse, kan de gennem blod- og vævsprøver nøje overvåge immunrespons og medicinering. Og de kan identificere, om der er behov for yderlige genetiske modifikationer af donordyret, og bekræfte resultater fra forsøg med aber uden at bringe menneskeliv i fare.
Men kritikere af modellen mener, at fordi en række processer i kroppen bliver påvirket, når hjernen dør, er kroppen ikke særligt velegnet til forsøg. De mener, at forsøg med aber, som hidtil, er den bedste model som sidste step inden flere kliniske forsøg.
Andre kritikere har etiske betænkeligheder i forhold til at udnytte døde menneskers levende kroppe til forsøg og i forhold til pårørende, som kan føle sig pressede til at give deres tilsagn. Også etikken i forhold til grisene bringes op.
Siden »The Parsons Model« blev præsenteret, har flere udført forsøg med hjernedøde. Hvor mange er der ingen, der ved. Men det sker samtidig med, at eksperimentelle forsøg med syge, levende mennesker har taget fart, og de første kliniske forsøg er indledt.
Samtidig har andre forskere også fået øjnene op for modellen. Fire amerikanske forskere skrev sidste år i en artikel i tidsskriftet Science, at de ser et stort potentiale i at anvende hjernedøde, som de kalder »physiologically maintained deceased« (PMD) til udvikling af blandt andet genterapi.
Man kunne skrive som slutning på artiklen her, at Jim Parsons’ aske blev spredt ud over steder, som han holdt særlig meget af. Og at et af dem var American Flag Mountain, bjergtoppen med panoramaudsigten og den blå himmel. Man kunne også bare sætte et punktum.
Note: vi har forgæves forsøgt at få et interview med Dr. Jayme Locke.
