Vi må – og kan – ikke lave forsøg med døde mennesker

Hvis man leder efter en dansk »hjernedødsekspert«, er Niels Agerlin manden. Han er neurokirurg, overlæge på Afdeling for Hjerne- og Nervekirurgi på Rigshospitalet og donationsansvarlig. Desuden er han formand for hjernedødsudvalget i Dansk Neurokirurgisk Selskab. Og så har han en mastergrad i etik og værdier.

Ca. hver anden uge er Niels Agerlin eller en af hans kolleger med til at erklære en patient for hjernedød. Alene sidste år blev 45 mennesker organdonorer på hans afdeling.

Niels Agerlin bliver også kaldt ud til andre af regionens sygehuse for at vurdere, om en patient er hjernedød. Der skal nemlig altid være en neurokirurg eller neurolog til stede til at vurdere, om der er hjerneaktivitet.

Derfor er han den rette at spørge om de medicinske – og andre – aspekter af forsøgsmodellen.

Som udgangspunkt har Niels Agerlin ikke nogen problemer med tanken om at etablere en forsyning af organer fra grise. Heller ikke med at skubbe til grænserne mellem liv og død. »Det gør vi jo hele tiden«, siger han. Men han ser ikke for sig, at forsøg med hjernedøde kan ske i Danmark.

»Af respekt for de døde må man ikke lave forsøg med døde mennesker i Danmark. Den måde, vi behandler døde mennesker på, påvirker de levendes opfattelse af, hvordan samfundet fungerer, så jeg tror heller ikke, vi ville acceptere som samfund, hvis det blev lovligt«.

Kroppen holdt i 61 dage

Det længstvarende forsøg i USA med den nye forsøgsmodel varede i 61 dage, men hvor længe kan man egentlig holde en krop i gang efter hjernedøden?

»61 dage er overraskende lang tid. Normalt siger man, at kroppen kan holdes i gang i ,nogle dage’. Organerne er levende, så længe der er cirkulation. Og hvis man dør hjernedøden, så kan organerne i hvert fald de første par dage have en normal funktion, fordi man holder kroppen cirkuleret, og organerne i live, selv om hjernen er død«.

Over længere tid kan det imidlertid vise sig vanskeligt, siger Niels Agerlin.

»Hjernen styrer rigtig mange processer i kroppen som hjerterytme og væske- og saltbalancer. Hvis hjernen ikke fungerer, skal man regulere og opretholde balancen, og det er faktisk en stor opgave. Derfor har vi også et specielt hold, der tager ud til afdelingerne, når en patient er hjernedød og skal være organdonor. Og alligevel når vi ikke altid at stabilisere dem«.

Netop det faktum, at kroppens naturlige processer påvirkes negativt, efter at hjernen er død, er årsag til kritik af forsøgsmodellen. Og det forstår Niels Agerlin godt. 

»Hvis man ikke holder kroppen naturligt i ligevægt, så er det jo spørgsmålet, om man kan vurdere, hvordan et griseorgan fungerer, og om det er sammenligneligt med, hvad der vil ske i et levende menneske«.

Organdonation er en gave

Kriteriet for, at en person, som er erklæret hjernedød, med de pårørendes godkendelse kan indgå i forsøg efter den nye model, er, at vedkommende i forvejen er organdonor, men at organerne ikke kan bruges til donation. Det kriterium forstår Niels Agerlin ikke.

»Det er ikke det, de har sagt ja til, og jeg synes ikke, man kan tage det for givet, at en person, som vil donere sine organer, også vil indgå i sådan et forsøg. Der er stor forskel på at donere organer og så blive brugt til et transplantationsforsøg, hvor kroppen holdes kunstigt i gang«, siger han.

»Jeg havde på et tidspunkt en samtale med nogle forældre til en ung mand, som var donor. ,Ja, lige så ulykkelige vi er nu, lige så lykkelige er der jo nogle andre, der bliver med den her beslutning’, sagde de. Donation er jo en gave. Selv om man ikke ved, hvem der får organerne, så føler man alligevel, at man redder en 3-4-5 personer. Det ville ikke på samme måde være en direkte gave at blive del af et forsøg«.