Da kejser Claudius døde af en forgiftning, var romerne ikke overraskede. De var vant til, at kejserne og deres slægtninge myrdede hinanden for selv at komme til fadet. Og i de kredse var giftmord en populær aflivningsmetode.
Men der har været to personer, som må have hørt klokkerne ringe. Den ene var kejserens mundskænk – prøvespiseren Halotus, der skulle smage på alt – også den sidste, fatale svamperagout, som formentlig tog livet af den romerske hersker. For Claudius var jo død, mens mundskænken levede – ergo: Han havde ikke gjort sit arbejde.
Den anden, som må have mærket jorden åbne sig, var Claudius’ livlæge, Gaius Xenophon.
I kejsertidens Rom var forgiftning en dagligdags foreteelse i de herskende kredse. 50 af i alt 70 romerske kejsere døde en unaturlig død, og i mange tilfælde skyldtes dødsfaldene forgiftning – i hvert fald ifølge samtidens historikere.
Gennem middelalder og renæssance myldrer det med historier om giftmord, sammensværgelser, konspiratoriske kardinaler og giftblandere. De italienske bystaters herskende familier kæmpede om fyrstetroner og pavemagt. Familierne Sforza, Medici og Borgia stræbte hinanden efter livet.
Fyrster og paver hyrede professionelle giftblandere og afprøvede gift på dødsdømte fanger. Dels for at finde de mest potente gifte, dels for at undersøge, om der fandtes modgifte for det tilfælde, at man selv blev udsat for et giftattentat. For når man selv pønser på at myrde sine fjender med gift, må man antage, at ens fjender gør sig tilsvarende tanker. Derfor blev livlæger og alkymister ansat til at udvikle modgifte, som kunne afværge den slags lumpne anslag.
Enhver kejser, konge, fyrste, pave og kardinal havde mundskænke – prøvesmagere, som med deres liv stod inde for, at de retter, som blev stillet på tyrannens bord, ikke indeholdt gift. Det var et lortejob: Hvis kongen blev dårlig eller døde, havde man enten forsømt sit arbejde eller arbejdet for fjenden. Det kostede hovedet. Gjorde man sit arbejde godt, var det, fordi man selv havde fået den gift, som var tiltænkt kongen. Og så var man også død.
Hvis prøvespiserne ikke viste symptomer på forgiftning, gik man ud fra, at måltidet var sikkert. Men hver gang, det rumlede i den kongelige mave, har det udløst panik i slotskøkkenet.
Frankrigs Solkonge, Ludvig den Fjortende, var så angst for at blive forgivet, at han havde flere end 300 ansatte til at overvåge madlavningen og prøvesmage alt, før det blev sat på det kongelige taffel. Jobbeskrivelsen krævede også, at prøvesmageren skulle stikke sin finger i hver postej og smage på maden. Andre skulle slikke på kanten af bægre og glas, tallerkner og bestik. Derved blev risikoen for smitteoverførsel formentlig en større risiko end en forgiftning.
Den engelske kong Henrik den Ottende gik et skridt videre: Også puder, sengetøj, underbukser og det kongelige lokumsbræt skulle tjekkes for mulige »skadelige substanser«.
Når en dronning eller kongelig frille døde i barselsseng, som det i 1537 skete for Henrik den Ottendes dronning Jane Seymour, var konspirationsteoretikerne på pletten: Hvis der ikke var tale om trolddom, måtte det være en forgiftning. Uden besvær havde dronning Jane født et sundt drengebarn, den senere prins Edward (som døde ung). Samme aften sad hun i sengen og underskrev indbydelser til dåbsfesten, og fire dage senere hilste hun på festens deltagere. Men om aftenen blev hun syg. Da hun døde 12 dage senere, skønnede lægerne, at dødsårsagen var forsømmelse – ikke lægernes, selvfølgelig, men tjenerne, som serverede uegnede fødevarer. Lægerne havde travlt med at pege på andre, men sandsynligt er det, at dronningen døde af barselsfeber og sepsis på grund af lægernes snavsede hænder og instrumenter ved fødslen.
Omtrent på samme tid – i 1517 – døde den danske kong Christian den Andens smukke, 27-årige elskerinde Dyveke uventet. Kongen mistænkte, at højadelen i Rigsrådet havde konspireret og myrdet hende med forgiftede kirsebær. Han anklagede sin lensmand Torben Oxe for mord. Rigsrådet frikendte ham – han var jo en af deres egne. Så indkaldte kongen et ting af 12 bønder fra landsbyen Solbjerg. De turde kun at dømme, som majestæten ønskede, og Torben Oxe måtte knæle for bødlen på Gråbrødre Torv.
Var kirsebærrene giftige? Eller snarere forurenede af de bakterier, som hvert år lagde hundreder af københavnere ned på grund af tyfus og dysenteri?
At være kongelig livlæge var et efterstræbt æreshverv, men også en latent risiko for at komme i svære vanskeligheder. I juni 1594 måtte livlægen for Englands dronning Elizabeth I gå den tunge gang til skafottet. Jarlen af Essex havde anklaget lægen Roderigo Lopes for planer om at forgifte dronningen. Lopes havde ellers de bedste papirer. Han havde studeret ved de fineste lægeskoler og havde Englands højeste adelige blandt sine patienter.
Trods det var Lopes også et nemt offer for hofsnogens bagvaskelse: Han var portugisisk jøde, og selv om han var konverteret til kristendommen, var der ingen nåde, da anklagerne først var fremsat. Han blev dømt for højforræderi og hængt, men nedtaget i live for at få sit hjerte revet ud af kroppen og endelig blive parteret. Fra skafottet råbte Lopes, at han elskede dronningen lige så højt som Jesus Kristus. Det blev mødt af pøblens hånlatter. For Lopes var jo jøde, ikke sandt?
Det formodes i øvrigt, at Lopes gav Shakespeare idéen til jøden Shylock i tragedien Købmanden i Venedig, som havde premiere et par år senere.
De mange historier om renæssancens giftmord giver indtryk af, at alle sneg sig rundt og dryssede arsenik i vinbægere og vildtpostejer. Sandheden om de mange forgiftninger er nok mere prosaisk. I mange tilfælde skyldtes de uforklarlige og mistænkelige dødsfald utvivlsomt tidens horrible hygiejne og lægernes beskidte hænder og instrumenter.
Men et pludseligt og uventet dødsfald på grund af et perforeret mavesår eller en sprængt blindtarm, et tuberkuløst hosteanfald eller miltbrand kan også forveksles med en forgiftning.
Andre muligheder er fordærvet mad og maveinfektioner. Man får nemt dysenteri og tyfus, når drikkevandet er forpestet af indhold fra latringruber, som siver i brønde og frønnede vandrør. Når der ikke eksisterer frysere og køleskabe; når slagteren håndterer kødet med beskidte hænder, og fluerne sidder i lag, og når der ikke findes pasteurisering eller en kontrollerende myndighed – så vil sommervarmen nemt fordærve maden.
I kirken forpestede de døde under gulvet luften med dunster af metan og svovlbrinte. Der fandtes hverken badeværelser eller rindende vand, ingen vandklosetter eller kloakker. Der kom ingen og hentede skrald, for der var intet renovationsvæsen, så affaldet blev sammen med rådden sengehalm og selvdøde dyr smidt ud på gaden. I baggårde og på gader og stræder dampede og gærede møddinger. Rotterne hyggede sig i sengehalmen. De fleste ejede kun det tøj, de bar på kroppen. Det vrimlede med lus. End ikke konger og adelsmænd skiftede undertøj hver måned.
Man vaskede sig nødig, for man mente, at snavset på huden hindrede sygdom i at trænge ind. Spaniens dronning Isabella (1451-1504) vaskede sig kun to gange i sit liv. Kan man så tro, at kokken og tjeneren vaskede hænder efter toiletbesøg?
Konger, kejsere og paver levede bag tykke mure med voldgrave, mundskænke, livlæger og bevæbnede vagter. Men høje mure og vindebroer kunne ikke holde de små, usynlige fjender ude.
Men hvad skete der så med kejser Claudius’ livlæge Xenophon og mundskænken Halotus?
Da Claudius viste tegn på forgiftning, forsøgte Xenophon at fremkalde opkastning ved at kilde ham i halsen med en fjer. Da kejseren alligevel døde, blev livlægen mistænkt for at have brugt en forgiftet fjer. Han døde kort tid efter af ukendte årsager.
Og mundskænken Halotus? Da Claudius var ryddet af vejen, blev Agrippinas søn Nero ny kejser. Folket krævede Halotus henrettet, men i stedet ansatte Nero ham som over-mundskænk. Man tænker sit …
