Gråzoner
Lige præcis der ligger et potentielt ømt punkt. For både hoved- og medvejledere har også en legitim interesse i, at deres arbejde anerkendes.
”Alle vejledere skal ikke nødvendigvis være med på alle artikler, f.eks. hvis der er tale om et stort randomiseret studie med mange spinoffartikler. Men det er meget usædvanligt, hvis en hovedvejleder ikke er med på artiklen. Og jeg ville f.eks. ikke selv synes, det var sjovt at være medvejleder og så ikke med på nogen af artiklerne. Det er ikke rimeligt, forudsat – naturligvis – at Vancouverreglerne er opfyldt", siger Anja Pinborg, videnskabelig redaktør på Ugeskrift for Læger og tidsskriftets repræsentant i International Committee of Medical Journal Editors (ICMJE), der bl.a. står bag Vancouverreglerne.
Vancouverreglerne definerer forfatterskab, men siger ikke så meget om rækkefølge – bør de revideres?
”Det er muligt, at det er sket tidligere, men i de to og et halvt år, jeg har været medlem af Vancouvergruppen, har vi ikke diskuteret det. Det er rigtig vanskeligt at opstille sådan noget i et skema. Normalt vil det være den, der har ansvaret for undersøgelsen, og som skriver, der er førsteforfatter. Sidsteforfatteren er normalt den, der er overordnet ansvarlig, og som har fået penge til projektet. Men så kan der f.eks. være spørgsmål såsom: Hvem har fået idéen? En anden har måske skrevet protokollen. Der er altid gråzoner. Jeg har haft god erfaring med, at man aftaler sådan noget på forhånd. Det er en meget god idé at gøre det up front”.
Hun gør også opmærksom på, at der kan være bidragydere til et forskningsprojekt, hvis bidrag kan være svære at få øje på, ikke mindst for forskere, der befinder sig tidligt i deres karriere.
”Måske kan de ikke lige umiddelbart se, at der har været f.eks. en klinisk biokemiker eller en statistiker med, som har bidraget væsentligt, eller det kan være fordi, de ikke kan se, at nogen var med i udarbejdelsen af protokollen fra starten, inden den unge kom til. Men det kan godt tage et helt års forarbejde f.eks. at få samlet en protokol”, siger hun.
Har du selv oplevet fænomenet?
”Jeg tror bestemt ikke, det kun findes på Syddansk Universitet, men jeg har ikke selv haft ph.d.-studerende, der er kommet til mig som deres hovedvejleder og fortalt, at de har følt sig presset. Men i nogle af de store sager, der har været fremme, har man hørt om, at unge er blevet presset. Det kan være svært for yngre at hamle op med ældre kolleger, som pludselig vil have nogle andre med i artikler. Det handler i bund og grund om ordentlighed og hæderlighed – men der er brådne kar i alle brancher”.
Hvad nu, hvis det netop er hovedvejlederen, der er problemet for den ph.d.-studerende?
”Man skal vælge en god hovedvejleder. Man skal tænke over som ung at vælge en, man er på bølgelængde med og har tillid til”.
Hvordan finder man lige sådan en?
”Man kan f.eks. se på, hvad vedkommende får publiceret. Om han eller hun har haft ph.d.-studerende før og har en erfaring med det, som kan man stole på og ikke har været ude i alle mulige slags kontroverser. Og hvis man ikke har fornemmelsen af, at der er god kommunikation, og at man har tillid, så skal man overveje, om det er den hovedvejleder, man skal have”.
Læs også: Arven efter Hippokrates smuldrer
Læs også: I kølvandet på Penkowa skal overlæger og professorer på kursus i etik
Læs også: Københavns Universitet har fået et ”Penkowa-filter”
Læs også: Health i Aarhus udpeger rådgiver om forskningsetik