Skip to main content

Hver femte ph.d.-studerende føler sig presset til at fifle med forskningsetikken

Der er meget lidt egentlig fusk i klinisk forskning, men forfatterskaber til videnskabelige artikler er et etisk minefelt, viser en undersøgelse foretaget blandt ph.d.-studerende på Syddansk Universitet.

Foto: Colourbox.
Foto: Colourbox.
Bente Bundgaard, bbu@dadl.dk
7. maj 2018
08 min

”Jeg fik tildelt en vejleder, som egentlig ikke vejledte eller var med til at udforme projektet og komme med idéer, men som alligevel kom med på selve artiklen”.

Sådan fortæller ”Kim”, en ph.d.-studerende fra Syddansk Universitet. (”Kim” ønsker af hensyn til sine fremtidige arbejdsmuligheder at være anonym, men vedkommendes identitet er redaktionen bekendt).

At protestere lå ikke i kortene, fortæller ”Kim”.

”Jeg kunne have spurgt min hovedvejleder, om han [den pågældende ”vejleder”, red.] egentlig opfyldte Vancouverreglerne. Vedkommende læste igennem og kommenterede lidt, men havde ikke været med til at komme med nye idéer og input til, hvordan tingene skulle gøres. Men jeg var lige startet og ny i gamet, og så var det bare sådan, det var. Det var ikke til diskussion. Det føltes som kutyme. Man føler nogle gange, at professorer og overlæger plejer samarbejdet på den måde. Det føles lidt som en forhandling – hvis jeg kommer med på dén artikel, så kommer du med på denne her osv.”.

Mange års sædvane og den kutyme, der danner sig over tid, kan være svær at ændre, men muligvis er der ændringer på vej, efterhånden som nye forskergenerationer tager over.

”Jeg har tænkt, at hvis jeg selv har f.eks. en forskningsgruppe eller er med til at lede et forskningsprojekt, så tror jeg, at jeg vil have mere fornemmelse for, hvem der laver hvad. Jeg vil gå mere ind i processen, alle trinnene også i forhold til rækkefølgen af forfattere, så det bliver mere rimeligt. Tit bliver projekter så store, og der er så mange samarbejder, så det kan blive uoverskueligt. Der kunne jeg godt tænke mig mere nærhed, åbenhed og bedre kommunikation”, siger ”Kim”.

”F.eks., så man allerede fra starten snakker igennem, hvem der potentielt kunne være involveret, og hvordan forfatterrækkefølgen skal være. Og så skal vi snakke om det løbende. For Vancouverreglerne er klare nok. Det står meget tydeligt, hvordan det er, og jeg er helt enig i reglerne – det er bare et spørgsmål om, at man følger dem”.

Hver femte føler pres

”Kim” er ikke alene – mildt sagt. En undersøgelse af ph.d.-studerende, som arbejder med klinisk forskning ved Syddansk Universitet, afslører udbredte vanskeligheder med korrekt anvendelse af de forskningsetiske regler.

Egentlig fusk såsom at opfinde ikkeeksisterende forsøgsdyr, manipulere med data, forfalske resultater og lignende foregår næsten ikke, men hele 22 pct. af de ph.d.-studerende melder, at de ligesom ”Kim” har følt sig presset til at inkludere medforfattere på deres videnskabelige artikler, som egentlig ikke burde stå på listen, eller til at rokere om på rækkefølgen af forfattere.

Faktaboks

Fakta

Tallet overrasker forskningsbibliotekar på Syddansk Universitet, Lone Bredahl Jensen, som er hovedforfatter på artiklen.

”Der er mange, der siger, at de inden for det sidste år har hørt om snyd. Det er ikke så overraskende. Når der er sådan nogle sager, så ryger de ind i de daglige nyhedsmedier. Der er f.eks. stadig omtale af de uredelighedssager, der har været rejst vedrørende Penkowa, Klarlund og Esben Lunde. Det overraskende er, at der er rigtig mange – 22 pct. – som synes, at de er blevet presset på en uetisk måde, enten hvad angår forfatterskab eller rækkefølge. Det er betydeligt flere, end jeg havde forestillet mig”, siger hun.

”Noget af det kan skyldes en dårlig forventningsafstemning. De pågældende har oplevet et pres – det er jo ikke sikkert, at vejlederen, eller hvem der nu er den anden part, selv har opfattet det sådan. F.eks. at den ph.d.-studerende har en forventning om, at dette her er min artikel, men vejlederen mener, at normen er, at han selv eller andre i gruppen skal være med. I hvert tilfælde er der en forståelseskløft”.

Presset, som de ph.d.-studerende føler, at de er udsat for, bliver værre og værre, jo længere de kommer i deres projekt, og det er forståeligt nok, mener Lone Bredahl Jensen.

”Det er ikke så overraskende, for det er der, man bliver rigtig produktiv", siger hun og anbefaler, at de ph.d.-studerende selv sørger for at tage sådanne spørgsmål op på et tidligt tidspunkt, når de starter deres projekt, ligesom det ville være naturligt for forskningsledere at kaste mere lys på området. For det er tiltrængt.

Kundskabsniveauet [om god forskningspraksis, red.] er faktisk ikke så højt. Det arbejder man med for at få disse politikker italesat og frem i lyset, og det er et ledelsesansvar”, siger hun og peger på, at universiteterne f.eks. har indført obligatoriske kurser i forskningsetik.

Specifikt på Syddansk Universitet er der også andre tiltag.

”De to institutledere, vi har, der er ledere for de afdelinger, hvor der foregår klinisk forskning, har f.eks. iværksat opfølgning med kurser for deres seniorforskere som et tilbud. Det er et forsøg på at skabe en åben dialogkultur. De kurser har vi afviklet et par gange, og der har været god søgning”, fortæller hun.

Spørgsmålet er selvsagt, om sådanne initiativer for alvor vil ændre noget. For det handler ikke kun om kultur, men også om økonomi. Forfatterskaber giver status og dermed øgede muligheder for at tiltrække forskningsmidler, så det er for så vidt logisk, at f.eks. vejledere ønsker medforfatterskab på en ph.d.-studerendes artikler. Men de ph.d.-studerende gør klogt i at være varsomme med, hvem der havner på listen og i hvor stort omfang.

”Man skal vise, at man kan yde selvstændigt forskningsarbejde. Det kan en bevillingsgiver komme til at tvivle på, hvis vejlederen er medforfatter på samtlige studier”, siger Lone Bredahl Jensen.

Gråzoner

Lige præcis der ligger et potentielt ømt punkt. For både hoved- og medvejledere har også en legitim interesse i, at deres arbejde anerkendes.

”Alle vejledere skal ikke nødvendigvis være med på alle artikler, f.eks. hvis der er tale om et stort randomiseret studie med mange spinoffartikler. Men det er meget usædvanligt, hvis en hovedvejleder ikke er med på artiklen. Og jeg ville f.eks. ikke selv synes, det var sjovt at være medvejleder og så ikke med på nogen af artiklerne. Det er ikke rimeligt, forudsat – naturligvis – at Vancouverreglerne er opfyldt", siger Anja Pinborg, videnskabelig redaktør på Ugeskrift for Læger og tidsskriftets repræsentant i International Committee of Medical Journal Editors (ICMJE), der bl.a. står bag Vancouverreglerne.

Vancouverreglerne definerer forfatterskab, men siger ikke så meget om rækkefølge – bør de revideres?

”Det er muligt, at det er sket tidligere, men i de to og et halvt år, jeg har været medlem af Vancouvergruppen, har vi ikke diskuteret det. Det er rigtig vanskeligt at opstille sådan noget i et skema. Normalt vil det være den, der har ansvaret for undersøgelsen, og som skriver, der er førsteforfatter. Sidsteforfatteren er normalt den, der er overordnet ansvarlig, og som har fået penge til projektet. Men så kan der f.eks. være spørgsmål såsom: Hvem har fået idéen? En anden har måske skrevet protokollen. Der er altid gråzoner. Jeg har haft god erfaring med, at man aftaler sådan noget på forhånd. Det er en meget god idé at gøre det up front”.

Hun gør også opmærksom på, at der kan være bidragydere til et forskningsprojekt, hvis bidrag kan være svære at få øje på, ikke mindst for forskere, der befinder sig tidligt i deres karriere.

”Måske kan de ikke lige umiddelbart se, at der har været f.eks. en klinisk biokemiker eller en statistiker med, som har bidraget væsentligt, eller det kan være fordi, de ikke kan se, at nogen var med i udarbejdelsen af protokollen fra starten, inden den unge kom til. Men det kan godt tage et helt års forarbejde f.eks. at få samlet en protokol”, siger hun.

Har du selv oplevet fænomenet?

”Jeg tror bestemt ikke, det kun findes på Syddansk Universitet, men jeg har ikke selv haft ph.d.-studerende, der er kommet til mig som deres hovedvejleder og fortalt, at de har følt sig presset. Men i nogle af de store sager, der har været fremme, har man hørt om, at unge er blevet presset. Det kan være svært for yngre at hamle op med ældre kolleger, som pludselig vil have nogle andre med i artikler. Det handler i bund og grund om ordentlighed og hæderlighed – men der er brådne kar i alle brancher”.

Hvad nu, hvis det netop er hovedvejlederen, der er problemet for den ph.d.-studerende?

”Man skal vælge en god hovedvejleder. Man skal tænke over som ung at vælge en, man er på bølgelængde med og har tillid til”.

Hvordan finder man lige sådan en?

”Man kan f.eks. se på, hvad vedkommende får publiceret. Om han eller hun har haft ph.d.-studerende før og har en erfaring med det, som kan man stole på og ikke har været ude i alle mulige slags kontroverser. Og hvis man ikke har fornemmelsen af, at der er god kommunikation, og at man har tillid, så skal man overveje, om det er den hovedvejleder, man skal have”.

Læs også: Arven efter Hippokrates smuldrer

Læs også: I kølvandet på Penkowa skal overlæger og professorer på kursus i etik

Læs også: Københavns Universitet har fået et ”Penkowa-filter”

Læs også: Health i Aarhus udpeger rådgiver om forskningsetik

Der er i øjeblikket tekniske problemer med at vise kommentarer på Ugeskriftets artikler. Vi arbejder på sagen