Hvor bliver cannabisforskningen af?

”Kære venner, vi har ventet i over et halvt århundrede på, at nogen herhjemme gad forske i det. Der er masser af god forskning fra udlandet, man kan trække på”.

Sådan skrev folketingskandidat for Alternativet, Allon Hein Sørensen, for nylig under et billede på Lægeforeningens facebookside. På billedet bliver formand for Lægeforeningen, Andreas Rudkjøbing, interviewet af svensk TV4 om, hvorfor læger er bekymrede over cannabis, hvis virkninger og bivirkninger ikke er ordentligt undersøgt.

Idéen om, at læger ikke ”gider” forske i medicinsk cannabis, og at lægerne er konservative og bagud, er at finde flere steder i den offentlige debat.

F.eks. siger sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) i et interview med ALT for Damerne, at »lægerne og videnskaben er bagud i forhold til befolkningen og globale trends«.

Men er det lægerne, der er bagud, dovne og konservative, eller hvorfor bliver der ikke forsket mere i medicinsk cannabis?

Noget tyder på, at læger faktisk gerne vil forske. Folketinget modtog 12 ansøgninger fra forskere til den første pulje i satspuljeforhandlingerne på 5 mio. kr., hvoraf to forskere i april fik tildelt midler. Det ene projekt blev støttet med 1,2 mio. kr., det andet med 3,8 mio. kr, skriver Sundhedsministeriet.

I oktober blev den anden pulje uddelt, og der blev afsat 5 mio. kr. ekstra på satspuljeaftalen 2018-2021. Også her modtog Folketinget 12 ansøgninger, og tre projekter har fået tilsagn om bevilling, skriver Sundhedspolitisk Tidsskrift.

I alt har Folketinget altså afsat 10 mio. kr. af satspuljemidlerne til fem forskningsprojekter om medicinsk cannabis.

Andreas Rudkjøbing sagde ved uddelingen af første pulje:

”Der er jo ikke tale om klinisk forskning, fremgår det af aftalen, og det er jo det, som der brug for. De 5 mio. kr. kommer ikke til at ændre ved, at man fra politisk hold er ved at introducere et stof i befolkningen uden reelt at kende virkning og bivirkninger”.

Læs også: Udfordringer i klinisk forskning

Alt for få penge

Ifølge Henrik Ullum, formand for Lægevidenskabelige Selskaber, er der langt fra de milliarder, som det normalt koster at udvikle et nyt lægemiddel, til de 10 mio. kr., som Folketinget har afsat til to forskningsprojekter i medicinsk cannabis.

”Det er ingenting i forhold til, hvad de store fonde uddeler. Og det er ikke meget til kliniske forsøg. Hvis et klinisk forsøg gennemføres i offentligt regi, koster det 20-30 mio. kr., og i privat regi er det endnu dyrere. Med de 10 mio. kr. kunne man lave et enkelt lille klinisk forsøg – ikke fem”, siger han.

Henrik Ullum understreger, at det er positivt, at der er kommet bevillinger, og at forskningen er lødig, men når politikerne bruger så få penge og fordeler dem i mindre projekter, mangler evidensen fortsat.

”Med så få midler får vi ikke lavet lodtrækningsforsøg, der kan udgøre evidensen. Vi skal være ydmyge over for de resultater, der kommer frem, for selvom vi putter penge i forskning, kommer der ikke et endegyldigt svar. Sådan er designet ikke lavet, det er ikke lodtrækning. Det er observationsstudier, hvor man beskriver, hvordan det går, når vi gør, hvad politikerne har bedt os om at gøre”, siger han.

Han uddyber, at det er svært at genere evidens ud fra forsøgsordningen i sin nuværende form.

”Der vil måske være budskaber om, at nogle patienter oplever cannabis som smertestillende, men du har ikke nogen kontrolgruppe at sammenligne med”, siger Henrik Ullum.

Læs også: Forsker og forbryder

Forskning tager tid og koster penge

Jonathan Vela er en af de læger, der undersøger medicinsk cannabis. Han begyndte sin forskning, inden forsøgsordninger og satspuljemidler gik i gang, og hans projekt er et randomiseret klinisk lægemiddelforsøg.

Konkret forsker han i cannabidiol, et af de aktive stoffer i cannabisplanten, og undersøger stoffets effekt på smerte og betændelse hos patienter med psoriasisgigt og håndartrose.

Han oplevede noget besvær med at få forsøget godkendt. Han fortæller, at det tager lang tid at stable et randomiseret klinisk lægemiddelforsøg på benene, fordi der går meget tid med at skrive protokoller og få godkendelser fra de regulatoriske enheder.

”Jeg har søgt midler hos medicinalvareindustrien, patientforeninger og andre lignende instanser og endte heldigvis med at få støtte fra Psoriasisforeningen og Aalborg Universitetshospital”, siger han.

Han siger, at medicinalvareindustrien har udført forskning på medicinsk cannabis til gigtpatienter, og her var effekten ikke stor, hvilket kan forklare, hvorfor interessen ikke er større.

Henrik Ullum forklarer, at forskere bl.a. kan søge hos Lundbeck Fonden og Novo Nordisk Fonden, men det er fondenes eget frie valg at vælge, om de ser en brændende platform, der bør forskes i.

”Sådan en brændende platform findes ikke generelt med medicinsk cannabis, og der er ingen internationale megatrends, der kan få fondene til at donere. Den danske brændende platform opstår kun, fordi politikere vil have cannabis og derefter har et forklaringsproblem i forhold til manglende evidens”, siger Henrik Ullum.

Læs også: Statens investering i kliniske forsøg

Konservative læger

Til spørgsmålet om, hvorvidt læger bare er konservative, svarer Henrik Ullum, at lægerne helt sikkert er konservative i den forstand, at læger forventer evidens for det, de gør.

”Det at kræve evidens har bragt lægevidenskab hen, hvor vi er dag. Det ville ikke tjene befolkningen, hvis vi går væk fra det igen”, siger han.

Argumentet lyder tit, at cannabis er et gammelt produkt, og at den mangeårige erfaring med stoffets virkning er tilstrækkelig evidens. Hvad mener du om det?

”Netop fordi det er et gammelt produkt, ved vi også, at der er store problemer med afhængighed og psykoser. Mange har måske glæde af stoffet, men for rigtig mange kan det også ødelægge et liv. Tobak er også gammelt – det ville vi ønske, vi som samfund aldrig var begyndt at bruge”, siger Henrik Ullum.

Han peger på, at holdningen om, at læger er bagud, og at skellet mellem befolkning og læger er vokset, kan skyldes, at læger er dårlige til at forklare, hvordan de arbejder og tænker.

”Vi er som en del af den akademiske tradition begyndt at tale, så folk har svært ved at forstå, hvad vi siger, og hvis folk ikke forstår det, virker det meningsløst. Derudover er der et marked i det modsatte synspunkt, og det gælder al alternativ behandling”, siger Henrik Ullum.