Hvor går den sidste rejse hen?

Hvordan vil man huskes, og hvor skal den sidste rejse gå hen? Hvilket aftryk sætter man i verden? Hvilket aftryk sætter verden i én? Den sidste rejse er en følelsesladet film, der handler om et varmt og empatisk forhold mellem far og søn på deres sidste rejse, de oplever sammen.

I en orange Renault 4, som ligner den, familien engang rejste på ferie i til Frankrig, tager sønnen Filip sin far, Lars, med på den sidste rejse til farens elskede Frankrig. Faren har været gymnasielærer i fransk i mere end 40 år. Han har betydet meget for sine elever i byen Kõping i Sverige. Han var en talentfuld underviser, som kunne formidle den franske kultur og steppe, så det gav genlyd i klasselokalet.

Efter pensioneringen går han helt i stå og kommer til at sidde alt for dybt i den belgiske læderstol, der var hans yndlingsplads i hjemmet. Dette til storbekymring for hans hustru og specielt for sønnen Filip, som har svært ved at acceptere farens apati. Filip beslutter sammen med sin gode ven Frederik at forsøge at genantænde farens livsgnist ved at besøge de gamle steder og genopleve minder fra ferieture til Frankrig.

Det bliver en rejse med både store og små skridt og mange bump på vejen. Til tider virker det hele håbløst, men så finder Filip og Frederik på at iscenesætte nogle af de gamle minder.

De får faren til at smage og genfortælle de gamle anekdoter, der vækker minderne og bringer smilet frem på læberne af den gamle far. Faren har altid elsket Frankrig. Siden hans mor satte en baskerhue på hans hoved.

Det er franskmændenes begreb om frihed og om, at alle er deres egen lille præsident, som tiltaler den gamle svensker, som har levet et regelret liv i Köping. Hver sommer kunne han tage til Beaulieu-sur-Mer og få en saltvandsindsprøjtning, så han kunne klare endnu en mørk vinter i Midtsverige. Livsglæden strømmer mod ham, som luften strømmer gennem luftklappen i den orange Renault.

Sønnens kærlighed til faren lyser ud af lærredet, og med rejsen er der skabt en hjertevarm humoristisk film.

Filmens stærkeste øjeblik og »point of no return« er sekvensen, hvor det går op for Filip, at faren er så fysisk og mentalt svækket, at han ikke er i stand til at tilberede sin yndlingsret, ratatouille.

»Skuespillerne« spiller så empatisk og ægte, at man bliver grebet af det. Det er en dokumentarfilm på et højt kunstnerisk niveau, og den er filmet så flot, at man bliver draget direkte ind i filmen. Filmens plotlinje og de følelsesmæssige op- og nedture er en spillefilm værdig. Der er garanti for grin og tårer, for det er så varmt og hjerteligt, at man fornemmer den kærlighed, som Lars har haft til livet og til sine elever. Han har været afgørende for deres livsbane.

Filmen er tankevækkende, og den åbner for, at beskueren selv tænker, hvordan man selv gerne vil huskes. Hvor skal din sidste rejse gå hen?