Fakta og vurdering
De store rum med de sort-hvide billeder på væggen virker ved første øjekast diffust dystre. Når øjnene har vænnet sig til lyset, træder de grafiske værker dog hver især tydeligt frem med deres tidløse budskab: Eksistensens vilkår og krigens omkostninger for det enkelte individ. Tab af sønner og spædbørn. Dyrisk sorg. Sult og armod. Voldtægt. Kvinder der går i floden. Alderdommens skrøbelighed. Men også modgiften: fællesskab og personligt mod. Som i skulpturen Mødrenes tårn (1937), hvor kvinderne har slået en beskyttende ring om deres børn. De står med front mod verden og bruger kroppen som skjold.
Kort sagt en udstilling om menneskelighed i alle afskygninger. Stadig sørgeligt aktuelt i 2024 og stadig stærkt anbefalelsesværdig.
Den tyske kunstner Käthe Kollwitz (1867-1945) var en kunstner, som ikke kunne komme på kunstakademiet, fordi hun var kvinde. Alligevel blev hun en kunstner, man ikke kunne komme uden om, og i 1919 blev hun som den første kvinde udnævnt til professor ved det preussiske kunstakademi i Berlin.
Udadtil levede hun et konformt liv med mand og børn, men indadtil havde hun en stor og for denne tid ukonventionel støtte fra ægtefællen, som var fattiglæge i det nordlige Berlin. Her kom hun i kontakt med fattigdom og social ulighed.
Hun var aktiv i fem hårde årtier i Tysklands historie med industrialiseringens enorme omvæltning af samfundet og to traumatiske verdenskrige med store tyske omkostninger, bl.a. hendes egen søn Peter, der faldt efter to dage på slagmarken i 1914. Hendes kunst er barsk og direkte og afspejler den tid, hun lever i. Hun bryder tabuet om kvinders kroppe, der i hendes streg åbenbarer ubekvemme sandheder om overgreb og lidenskabelig tilstedeværelse i livet.
Hun var ikke en kunstner, der lavede store prangende og dyre oliemalerier, bl.a. fordi det ikke var en teknik, hun havde lært, men lavede i stedet primært litografier, der bl.a. kunne sælges billigere og dermed nå bredere ud. I årevis arbejdede hun metodisk helt ned i detaljen og brugte lige så meget tid på den enkelte radering som en maler på et monumentalt lærred.
Tematisk er udstillingen delt i et litterærhistorisk, et eksistentielt og et socialkritisk afsnit. Det er værd at dvæle ved alle tre temaer, men størst indtryk gør det eksistentielle afsnit med sin nøgterne beskrivelse af menneskekroppen i alle tænkelige og utænkelige situationer.
Käthe Kollwitz brugte helt bevidst sin kunst som politisk agitation. Hun får det sidste ord:
»Jeg følte, at jeg ikke kunne undsige mig rollen som talerør. Jeg skal bære vidnesbyrd om menneskenes lidelser, deres lige nu uendelige, enorme lidelser. Det er min opgave, men det er ikke nogen let opgave at løse«.
*) »Saatfrüchte sollen nicht vermalen werden« stammer fra Käthe Kollwitz´ store kilde til inspiration, Goethe, som i 1817 brugte udtrykket som en metafor for vigtigheden af ikke at kvæle spirende potentiale.
