Skip to main content

I smittens tid

Foto: Klim
Foto: Klim
Henrik F. Lorentzen
22. jun. 2020
03 min

Der er lykkedes for det århusianske forlag Klim at hjemtage, oversætte og publicere dette lille mesterværk på ganske kort tid. Professor i biodiversitet ved Københavns Universitet Carsten Rahbek har skrevet forord til den danske udgave, hvor man kan læse, at en af verdens topforskere finder fuldstændig genklang i Giordanos essay bl.a. vedrørende dialektikken mellem den benhårde forskning i detaljen og bevarelse af det store blik for helheden.

Den danske udgave er sprogligt blændende, og man fristes til at skrive, at oversættelsen er god, men det ville kræve et markant større kendskab til italiensk, end jeg har. Måske skyldes fornemmelsen af det gode sprog, at Giordano er søn af en italiensk kirurg, og at de lægelige beskrivelser, logikken, eksistentialismen og venerationen for statistik er det sprog, læger og mange andre forstår verden i, et fagligt modersmål.

I begyndelsen af bogen beskriver Giordano, hvordan utryghed som barn fik ham til at løse matematiske ligninger foran vinduet på sit drengeværelse, og hvordan udsynet fra vinduet skiftede fra omverdenen udenfor til hans eget spejlbillede, efterhånden som mørket faldt på. Dette er også en af bevægelserne i bogen: fra pandemiens grusomheder, trøst i matematikken til det personlige ansvar. Der går en puls gennem hele bogen, eller måske snarere en serie slag, der hver især rammer fornuften, angsten og medmenneskeligheden.

Giordano beskriver, hvordan et af de forståelsesmæssige problemer ved epidemier er den eksponentielle vækst. Vi er sikkert mange, der ligesom Giordano, ventede på, at dagens tal for indlagte blev frigivet fra Sundhedsstyrelsen, til at starte med kl. 12 siden kl. 14 (sikken udsættelse i karantænetiden!). Jeg udregnede dagligt grundtallet (1 + renten) for eksponentialligningen (min kommentar: Det uhyggelige er, at smittetrykket ikke er en rente på 1% årligt, men op mod 100% (R nul = 2) pr. to uger, svarende til, at 100 kr. i banken efter et år vil medføre en formue på 6,7 milliarder, eller at 100 fløjtende skiturister uden indgreb og flokimmunitet potentielt ville smitte hele verdens befolkning på et år.

Fysikeren og forfatteren Giordano beskriver, hvordan mennesker generelt ikke tænker eksponentielt, men lineært. Han angiver uden matematiske benspænd, hvordan eksponentielle funktioner omvendt aftager hurtigt, når smittetrykket kommer under 1 (min kommentar: 100 kr. i banken med en rente på -20% pr. to uger giver 30 øre på et år).

Ifølge Giordano er mennesker ikke løsrevne øer i et uendeligt hav, men hvert menneske er et knudepunkt af en masse linjer, der i sidste ende forbinder os alle sammen i hele Italien, Europa, Verden. Covid-19-virus rejser langs linjerne uden nogen vilje eller hensigt, men bare fordi "det er det, det gør". De har dog svært ved at rejse ad linjer, der er længere end 2 meter, eller linjer, der ikke er aktive. Mennesker kan i fællesskab strække nettet ud, så der bliver mere end 2 meter mellem knudepunkterne, og nogle linjer inaktiveres. Vi kan derved "styre"/påvirke smittetrykket. Giordano undersøger, hvad der afgør, om netværket strækkes eller trækkes sammen, bl.a. medfølelse og tålmodighed. Valget bliver eksistentielt og personligt, men samtidig uden virkning, hvis ikke flertallet træffer det samme eksistentielle valg. Det er smukt beskrevet i hans "fødselsdagsdilemma". Kære læser, glæd dig. Dette er efter min mening et litterært hovedværk, som alle læger bør have læst ligesom Thomas Manns "Trolddomsbjerget". Og ikke kun alle læger – også deres børn – og deres børns venner – og deres børns venners forældre – hele netværket. Med Giordanos egne ord:

I smittens tid er manglen på solidaritet først og fremmest en mangel på forestillingsevne.

Læs også anmeldelserne: Doktor Hansen har set sin sidste patient af speciallæge i almen medicin, Ph.d. Sybille Bojlén og Klinisk neurologi og neurokirurgi af Carsten Reidies Bjarkam, professor specialeansvarlig overlæge, ph.d., dr.med.

Der er i øjeblikket tekniske problemer med at vise kommentarer på Ugeskriftets artikler. Vi arbejder på sagen