Med entusiasme giver denne bog en oversigt over den digitale platform i dag – eller var det i går? Ved læsningen mindes jeg om, hvorfor jeg ikke køber en elbil, men hellere leaser den. Den er nemlig allerede forældet, når den kører ud af fabrikken. Denne bog lider ikke helt samme skæbne, for den ser også på, hvad der ligger i støbeskeen. Men da den blev skrevet, så verden ud på én måde. Da den udkom: på en helt anden. Mere herom senere.
Bogen retter sig især mod almen praksis og argumenterer for, hvorfor vi ikke kan vende tilbage til den gamle Dr. Hansen som rollemodel. Lægerne må indse, at sundhedsteknologierne har kurs direkte mod alt, hvad der foregår i praksis, og mere skal omfavnes. For at klargøre billedet af vejen, vi går ad, bruges der eksempler fra hverdagen og gives gode ideer til, hvordan vi her og nu kan løse opgaver smartere. Med henvisning til demografi, lægemangel, nye opgaver og en vision om et egentligt sundhedsvæsen – og ikke et sygdomsvæsen som nu – argumenterer forfatterne for, at fremtidens praktiserende læge bliver et bindeled mellem patient og teknologi. I en lille illustrerende fantasi om patienten Karen, som i 2040 vågner op en morgen lidt groggy, hendes digitale assistent fortæller hende, at hendes ur, nattøj, køleskab og kamera i huset registrerer, hun er syg. Sammenholdt med hendes kalender, hendes vaccinationsdata og sygdomsovervågningen i området tyder det på, at hun har influenza. En drone leverer en test, svaret kommer, og en anden drone leverer medicin fra apoteket. Hendes læge får de indløbne data og kan følge op.
Bogen tilstræber at være udtømmende. Snakkesaligt behandler den stort set alle løbende diskussioner i sundhedsvæsenet: dokumentationskrav, de irrationelle arbejdsgange, den ændrede patientkultur, overdiagnosticering, udbrændthed, patientejede journaler, læge-patient-relation, sundhed som samfundsanliggende, honorarstrukturer, behandling i patientens hjem, nye servicemodeller og nye metoder i patientbehandlingen mv.
Der, hvor Doktor Hansen har set sin sidste patient på få måneder er overhalet indenom, er i verdens møde med coronavirus. Det har sparket en udvikling i gang, som ellers havde længere udsigter, var genstand for træghed og diskussioner (som f.eks. videokonsultationer) eller for direkte modstand (som f.eks. overvågning af lokationsdata). Men det var i februar. I marts, april og maj er verden ændret. Vores hjem er med ét blevet undervisningssted, lægekonsultation, fitnesscenter og mødelokale. Og techgiganterne argumenterer for, at Silicon Valley er et mere sikkert og fremtidssikret centrum for forudsigelse og behandling af sygdomme end potentielt smitsomme konsultationslokaler og hospitaler. En no-touch fremtid vil måske forære os en helt ny struktur for sundhedssektoren. Spændende, men også svært at overskue implikationerne for både læger og patienter.
Naomi Klein har i et essay i The Intercept set på kapløbet mellem Alibaba og Alphabet, henholdsvis kinesisk og amerikansk baseret. Helbredsdata og sundhed er for begge et fokusområde, og kapløbet om en kannibalisering ligger blandt andet her. Kina er længere fremme, de skal ikke slås med brugergrupper om sikring af personlig integritet. Panikbølgen har fået New York til nu at investere i samarbejde med Google om telehealth og skærmen som doktor. England har ifølge The Guardian udleveret deres sundhedsdatasæt til Google. Og i Danmark har Apple og Google fået en brugeradministreret dataindsamling i smittesporingsappen.
Vil lægen stadig være en central person for patientens møde med sundhedsvæsenet, når Big Data bliver klogere end nu? Det berøres kun ganske lidt i bogen, men er dog et perspektiv i historien om Karen. Forfatterne gør sig i deres efterskrift til talsmænd for, at der skal arbejdes for en digital udvikling, som harmonerer med de danske værdier og etik. Alt i alt en interessant, letlæst og sympatisk bog med meget på hjerte.
Læs mere
Boganmeldelse: CNS – centralnervesystemets anatomi