Content area

|

Per Wennick går med sin nye dokumentar ind i jagten på sig selv

Per Wennick ser i DR-dokumentaren »Jagten på mig selv« tilbage på et liv som børnehjemsbarn i tresserne og som deltager i et psykologisk eksperiment. Et eksperiment han uvidende deltager i mange år frem. Dokumentaren er uhyre interessant og skal ses, skriver anmelder Nina Sybille Bojlén.
Pressefoto: Agnete Schlichtkrull/DR
Forfatter(e)
Nina Sybille Bojlén, speciallæge i almen medicin, ph.d.

I juleferien kunne man se en uhyre interessant dokumentar på DR. Det kan man i øvrigt stadig, hvis man vil.

Man skal se den. Ikke kun for at rammes af kollektiv beskæmmelse eller fordi den tapper ind i en evigt aktuel diskussion af mål og midler. Men også fordi det er en ramsaltet og rørende identitetshistorie fortalt af én af de bedste til netop det, Per Wennick. Han er – efter at have formidlet interessante skæbner i godt 80 dokumentarer – nu gået ind i jagten på sig selv.

DOKUMENTAR

»Jagten på mig selv«
Instruktør: Per Wennick
To episoder a 59 minutter. Kan streames på dr.dk/drtv.

5 ud af 5 stjerner

I den jagt forsøger han at få opklaret flere ting. Hvem var hans far, hvad var grunden til, at hans mor måtte sende ham på børnehjem, og hvad foregik der, da han som børnehjemsbarn i tresserne blev deltager i psykologiske eksperimenter under Kommunehospitalet? Her har vi en dreng, som uden at vide det indrulleres i en kohorte og følges gennem de næste mange år. Uden at han forstår hvorfor, er der ved hans senere kontakter med sundhedsvæsenet en særlig opmærksomhed på ham, og oplysningerne tilflyder Psykologisk Institut ved Psykiatrisk Afdeling på Kommunehospitalet.

De i øvrigt velrenommerede psykiatere, der bedrev forskningen, gjorde det i første omgang på vegne af det amerikanske sundhedsvæsen, bl.a. støttet af midler fra CIA. Hvorfor ved vi ikke. Forsvaret af den danske disputats, hvori han og andre børnehjemsbørn efter de ubehagelige eksperimenter indgik som kontrolgruppe til børn af skizofrene mødre, blev helt undtagelsesvist holdt for lukkede døre. Da han i sin research sporer sin egen journal og søger aktinsigt i den, viser det sig, at den pludselig er under makulering.

Det er beskæmmende at blive mindet om den faglige attitude på den tid, hvor det med Helsinkideklarationen netop blev nødvendigt at stramme op på de etiske pejlemærker efter 2. verdenskrig i Nürnbergkodeks. Et kodeks, som i 1947 fik ekspliciteret det informerede samtykke i eksperimenter med mennesker. Med vægt på både »informeret« og »samtykke«.

Det etiske kompas var måske ikke så afgørende for retningen i tresserne. Børnehjemsbørn og andre med vanskelige opvækstvilkår indgik i »den amerikanske langtidsforskning«, som den blev kaldt i pressen. »Vil du ikke være med til noget sjovt?«, blev han spurgt. Jo, det vil børn altid gerne. Men det var ikke sjovt, og det føjede sig til oplevelserne af vold og overgreb på børnehjemmet. Det sidste var måske noget, man i undersøgelserne blev opmærksom på, men hvis man gjorde, kom det ikke videre.

Det er ikke en offerfortælling. Per Wennick har et andet sigte. Men der er alligevel paralleller til dokumentaren om »verdens smukkeste dreng«, der i skabelsen af Døden i Venedig blev trakteret uden varsomhed. Det trak lange skygger i resten af hans liv, men filmen er et kunstværk.

Vi har i dag et andet blik, og den form for forskning ville ikke blive tilrettelagt sådan nu. Men så uaktuelt igen er det så heller ikke. Den stille, detonerende undervandsbombe i historien er, at selv som voksen blev Per Wennick berøvet muligheden for at trække sig ud – fordi han ikke vidste, at der blev samlet information om ham. Og end i dag kan han ikke få aktindsigt i, hvad der er foregået med ham. Om det så er af hensyn til regler, GDPR eller fremmed magt, så er det en diskussion værd, hvem der har ret til disse oplysninger.

Videnskab, kunst og journalistik, som baserer sig på tillidsfulde mennesker, er dybt afhængig af netop tillid. Med samme nysgerrige omhu som i sine andre dokumentarer laver Per Wennick sin research. Uden sensationsjageri og med en lavmælt fortællerposition får han slået et skår i forskningens almene troværdighed og gode renommé. Fra sit ukrigeriske ståsted klipper Per Wennick endnu et hak af klippekortet.

Han kan gøre det med så stor vægt, fordi han selv som dokumentarist har været mere end klar over det ømfindtlige i sin egen journalistiske beskrivelse af andre mennesker. Han har undervist journalister og forskere i »menneskelig indsigt og etik«. Det er sløjfen på fortællingen. Per Wennick ved fra maven, at man skal være nænsom, når man får nogen til at »være med i noget sjovt«.

LÆS OGSÅ

Som boblerne i bækken

Tre fortællinger om sårbare familier

Blad nummer: 

Right side

af Karen Flink Konstantin-Hansen | 25/01
3 kommentarer
af Claus Peter Hovendal | 24/01
1 Kommentar
af Tommy Hindenburg | 24/01
6 kommentarer
af Pia Herltoft Madsen | 20/01
15 kommentarer