6.20: Vækkeuret ringer – dog uden grund. I den lyse halvdel af året er mågerne allerede vågne, og en af dem, der lige nu bor på vores tag, har allerede talt mågeskrig med de andre en halv times tid. Men det gør mig ikke noget. Jeg kan godt lide at vågne lidt langsomt. Mens resten af familien sover, laver jeg en god espresso og spiser morgenmad i køkkenet med udsigt over bugten og byen, hvor jeg følger med i, at fiskeskibene læsses, og færgen til Kalsoy på vej ud allerede er fyldt med sydeuropæiske turister. Inden jeg skal på arbejde, går jeg en tur med vores hund Simba et par gader oppe ad fjeldet.
8.00: Jeg møder ind i klinikken som den første. Jeg har mere eller mindre vænnet mig til, at man på Færøerne betragter ti minutters forsinkelse som helt acceptabel punktlighed. Her er det sekretærerne, der passer telefontiden – mens vi læger i stedet for at sidde ved telefonen ringer tilbage til dem, der skal kontaktes. Jeg arbejder bedre på den måde. Jeg superviserer vores nye sygeplejerske på et par cases fra i går.
8.30: Jeg besøger et af byens mindre plejehjem, et demensplejehjem med otte beboere. Det er fast rutine fredag morgen, at jeg tager en runde med plejehjemslederen. Det handler mest om at justere medicinen ved behov. En af patienterne er afgået ved døden, mens jeg har holdt ferie, men det er gået fint efter den palliationsplan, som vi altid prioriterer at lave.
10.00: Tilbage i klinikken. Akuttiderne er fyldt op i dag, og patienterne er faktisk mere syge end oftest. Jeg ser en 12-13 patienter i løbet af formiddagen. Jeg har et gensyn med en patient, som jeg har lært at kende rigtig godt i efterforløbet af et kræftforløb. Det var været et lidt dumt, kompliceret forløb med bl.a. en nærbesvimelse, som endte med et grimt hoftebrud – men han er for første gang rimelig fortrøstningsfuld over, at det hele ser ud til at gå fremad. Jeg ser også en ældre patient, som det er lidt svært at hive symptomerne – flimren og lysglimt – ud af, men det viser sig, at han har glaslegemesammenfald i øjet, og han bliver sendt akut til øjenlægen. Jeg har også nogle årskontroller til søfartscertifikater – her på Færøerne er alle praktiserende læger søfartslæger – og lidt ørebørn og nogle få med ondt i halsen.
10.45: En kvindelig patient med kraftige mavesmerter, og klinisk er der med forhøjede infektionstal ikke så meget tvivl om, at hun skal indlægges med tegn på divertikulitis. Jeg kender hende privat – sådan er det at arbejde på Færøerne. Rigtig mange kender man privat, og det kan ens beslutninger godt blive lidt påvirket af. Selvfølgelig vil jeg gerne give den rigtige og bedste behandling til alle, men måske bliver man lidt mere forsigtig. Det tænker jeg bare, at man skal være opmærksom på. I det her tilfælde er jeg dog ikke i tvivl om, at indlæggelse var det rigtige.
12.30: Frokostpause med personalet og bagefter slutsamtale med vores KBU-læge, som afslutter vores forløb hos os om en uges tid. Han har været meget lærenem, så det er ikke en svær samtale. Det er som sololæge ekstra berigende at have uddannelseslæger, og jeg oplever faktisk, at der er kamp om at få de almenmedicinske uddannelsesstillinger heroppe på Færøerne. På den måde føles det ikke som et perifært sundhedsvæsen.
14.00: Eftermiddagens program er kortere om fredagen. Jeg har en graviditetsundersøgelse og en blokadeanlæggelse i håndleddet. Lige da jeg er ved at pakke ned, kommer en hollandsk turist uanmeldt med store rygsmerter. Det viser sig at være et lændehold uden de store faretegn. Jeg sikrer en brugbar smertebehandling. I sommerhalvåret ser jeg mange turister. Her er det som regel det administrative, som tager længst tid, fordi vi ikke er en del af EU, og man derfor ikke bare kan bruge det blå sygesikringskort – så der skal klares papirer og kvittering for egenbetaling til egne forsikringer.
16.00: Jeg er læge i den medicinske stab for vores fodboldhold KÍ KlaksvÍk. Efter arbejdet i klinikken kører jeg til stadion for at gennemgå skadeslisten med klubbens fysioterapeut. Det har været en udfordrende uge, da vi har spillet Europa Cup i Ungarn og har fået nogle kedelige skader til et par af vores landsholdsspillere. Ikke mindst en grim hjernerystelse. Jeg lavet en opfølgende SCAT-6-testning på ham og clearer ham til fuld træning og kamp. Vi skal spille topkamp i den færøske liga mod rivalerne fra HB Tórshavn, så det er her dagen før kampen primært brandslukning. Vi har også været i kontakt med landsholdsstaben omkring de af vores spillere, som skal udtages til landskampen mod Kroatien om 14 dage. Vi har fået besøg af en fysioterapeut fra det svenske kvindelandshold, og vi sparrer med hende om nogle af de længerevarende skader.
17.45: Jeg kommer hjem og møder min yngste datter i døren. Hun er iført regntøj på vej til et større »søslag« ude i bugten. Det er optakt til efterårets byfest, og havnen er fyldt med alt fra gummibåde og store fiskerbåde til militærskibe. Alle kan gå ombord på de forskellige skibe og deltage i vandkampen med vandpistoler og vandkanoner. Vores yngste datter har en aftale med en veninde, så hun er ikke interesseret i at få mig med. Så jeg kigger med fra køkkenet sammen med min kone, Sarah. Vi har udsigt over hele bugten og kan også se ind til både lægehuset og resten af byen. Jeg nyder virkelig at bo så nært på alting.
19.00: Kystvagtens signalhorn lyder. Slaget er forbi efter en times tid. Jeg går en aftentur med hunden. Det bliver stort set ikke mørkt heroppe om sommeren, men omkring slutningen af august vender nætterne og den kølige luft tilbage.
20.00: Som de fleste andre beslutter vi, at dagens ret bliver et par pizzaer. Min mellemste datter og jeg henter og får klaret et par småindkøb til børnefødselsdag i morgen. Så er det hjem og hive tæpperne frem på sofaen og hygge med pizza og film.
23.00: Både jeg selv og den ene datter halvsover på sofaen. Så det er sengetid. Godnat!
