»Strømmen går to gange midt under operationen«

05.45 Opvågnen på tredjedagen i Abetifi i Ghana, hvor min gode ven Jens Lindegaard fra Øjenklinikken på Rådhuspladsen har startet et projekt og har inviteret mig med. Det handler om at tilbyde oftalmologisk behandling i den her store region, hvor der ikke er nogen øjenlæger. En erfaren kollega fra USA samt flere engagerede folk fra Danmark deltager også. Vi skal være her et par uger og bliver i alt syv til opgaven, og vi har brugt et par dage på at gøre klar til at starte behandlingerne.

06.40 Vi mødes til morgenmad akkompagneret af virkelig højlydt religiøs musik fra højttalere, der gør det næsten umuligt at tale sammen. Og i dag er der – lidt uventet – også den månedlige dødedans i gaderne, hvor man fejrer de døde, inden de skal begraves.

07.10 Finder grejet frem og gør klar til afgang til klinikken. Efter 15 års rejse til og lægearbejde i forskellige lavindkomstlande har jeg udviklet mit eget »kitkat« – et kompakt katarakt-kit med en lille phaco-maskine, mikroskop, A-skanner og håndholdt spaltelampe.

07.20 Vi bor på et måske trestjernet hotel. Vi passerer både en Maserati og en Ferrari parkeret foran receptionen. Jeg kommer fra Brasilien og har set så meget kontrast mellem rig og fattig, så det gør indtryk. Vi tager selv en taxa – sådan en slags flextur: Det koster seks cedis – knap fire kroner – og så er vi fremme på ti minutter.

07.30 Ankomst til klinikken, hvor vi mødes af høj musik og sang. Klinikken ligger i et lokalt sundhedshus og drives af, hvad der svarer til en sygeplejerske. Her kan folk til dagligt blive vaccineret, kvinderne kan føde, og der kan udføres andre mere eller mindre akutte ting. Ud over sygeplejersken og hans kone har vi også en lokal læge og en medicinstuderende fra Danmark med til oplæring, og det er fantastisk at kunne undervise.

07.35 Klinikken er slidt og nusset, men en patient med en alvorlig »Gajol-grå stær« venter allerede på mig, så vi sætter op, gør klar og lægger lokalbedøvelser.

08.00 Første operation går i gang. Vi bruger MSICS-teknikken – det mest effektive indgreb under de her forhold. Murphys lov slår til: Strømmen går to gange midt under operationen. Vi fortsætter med lys fra to mobiltelefoner – og det går faktisk fint. Næste dag får vi bekræftet, at alt er vellykket.

09.15 Operationerne afløser hinanden. Stolene og sengene er ikke optimale – det mærkes i kroppen. Det meste af vores udstyr er donationer fra danske afdelinger og firmaer. Både øjenafdelingerne i Næstved og Roskilde har været flinke til at donere grej i mange år, og det samme har en række private firmaer, men det kræver en del benarbejde at få samlet udstyr ind. Vi har ikke nogen penge at købe for, så vi er afhængige af donationerne. Denne gang har vi medbragt en 16 kilo tung phaco-maskine, en spaltelampe og en SLT-laser, som bliver stående hernede – lettere udstyr tager vi med frem og tilbage i håndbagagen. Men ellers gør vi en dyd ud af at købe ting som øjendråber, linser og gel lokalt for at støtte den lokale økonomi.

12.50 Frokost, som i dag er tilberedt af sygeplejerskens kone og datter: fufu – Ghanas nationalret – lavet af yams med fisk og fantastisk ananas. I går fik vi leveret frokost fra hotellet – men igen: Det er også en måde at støtte de lokale på. Det regner kraftigt, og børnene løber ud for at samle regnvand.

13.20 Tilbage til arbejdet. En patient er meget urolig under operationen og tisser i stolen. Hun har stået i kø siden tidligt i morges og turde ikke forlade sin plads i køen af frygt for at miste den. Vi får beroliget hende, og operationen går heldigvis fint.

14.15 Operationerne hjemme i Danmark er ingenting ved siden af det her. Derhjemme laver jeg mange grå stær-operationer om ugen. Men her er det ikke kun ældre mennesker med øjenskader og sygdomme. Vi opererer også en ung fyr med hvid grå stær, altså meget fremskreden grå stær, hvor man ikke rigtig ved, hvad man går ind til.

16.15 Strømmen går flere gange i løbet af dagen. Det er kritisk, for der skal meget nødig opstå komplikationer – for hvem skal følge op på det, når vi er taget afsted igen? Men det går godt.

18.05 Slut for i dag. Vi har nået ti operationer, og det er mit mål, så jeg er tilfreds med indsatsen.

18.40 Efter vi har pakket sammen og lukket ned, runder vi dagen af med en lokal øl på vores stamsted, der ligger ti minutters gang fra klinikken. Det er dejligt at gå gennem aftenmørket, nu hvor det er blevet lidt køligere. Ude på gaden danser folk stadig dødedansen til høj musik og nu fyrværkeri.

19.15 Nogle dage spiser vi på hotellet, men i dag spiser vi ude – fufu med fisk igen. En af dagene på hotellet bestilte en kollega en frozen margarita. Han drømte om at få en drink – men fik i stedet serveret en pizza margherita kold fra fryseren …

20.20 20 Tilbage på hotellet. Jeg har svært ved at se på de to luksusbiler ude foran. Kontrasterne er voldsomme: Jeg synes, det bliver tydeligt, hvilket velfungerende samfund vi har i Danmark – trods alt. Vi betaler selv rejsen og det hele, og jeg synes, man som læge har en social forpligtelse til at bruge det, man har lært, og hjælpe hvor man kan, hvis man har overskud.

23.10 Sengetid. Jeg er træt, men føler mig dybt privilegeret. Det er utroligt givende at kunne gøre den forskel, vi kan i det her område. Det giver mening at være her. I nogle tilfælde ændrer vi en person livsbane helt. Fra at være en blind eller svagtseende belastning for familie og samfund til at kunne se og deltage igen. Det er hårdt, men jeg får meget igen . Og det kan jeg gøre, fordi min søde kone bakker mig fuldstændigt op! Sikker på, at i morgen bliver det lige så godt.

Læs mere om Jair Nicolinis frivillige arbejde her