Erfaringer fra Holland
Borgerforslaget er ifølge Søren Mehl Knudsen inspireret af Holland, der i 2002 som det første land i verden gjorde aktiv dødshjælp lovlig. I Holland skal lægen redegøre for, at en række kriterier er opfyldt, før der kan ske aktiv dødshjælp. Lægen skal bl.a. konsultere mindst én anden uafhængig læge om patientens ønske, og desuden skal patientens ønske skal være frivilligt og velovervejet, og lidelsen skal være ubærlig uden udsigt til bedring.
Siden det blev gjort lovligt i Holland i 2002, er antallet blot steget og steget, og ifølge de seneste tal i årsrapporten fra The Regional Euthanasia Review Committees 2016 udgjorde døde ved aktiv dødshjælp eller assisteret selvmord over 6.000 eller fire procent af alle hollandske dødsfald.
Han indrømmer, at udviklingen i Holland og andre lande ikke kun er god.
”I Holland er indikationerne blevet udvidet, og det kan være et problem at gøre aktiv dødshjælp lovlig til børn ned til 12 år. Det begynder at blive vanskeligt at finde argumentet. I Belgien fik en serievoldtægtsmand lov til at dø i fængsel. Og der går min grænse. Hvis personen ikke er terminal syg, vil jeg ikke være med”, siger han.
Lægeforeningen er altså klar modstander af aktiv dødshjælp, og Lise Møller, formand for Etisk Udvalg i Lægeforeningen, har tidligere udtalt, at hendes bekymring netop er, at grænserne vil skride uanset hvad. I efteråret 2015 sagde hun:
”Konsekvensen af glidebanen er, at vi får et selekteret samfund. Ligesom vi oplever, at flere ønsker at vælge også f.eks. et bestemt køn fra i graviditeten, åbnes muligheden for, at de svageste kan vælges fra i den anden ende”, sagde hun.
Men her er Søren Mehl Knudsen helt uenig.
”Der er fri abort i Danmark. Og det er lovligt. Men det er også en læge, der forkorter et liv. For mig er der ingen væsentlig etisk forskel på at afkorte et fosters liv i maven på en kvinde og så hjælpe en uafvendeligt døende med aktiv dødshjælp. Begge er bevidste handlinger, der afkorter liv. Jeg har vanskeligt ved at forstå, at man kan gå ind for frivillig abort, der også er blandt de svageste, som Lise Møller henviser til, og så ikke aktiv dødshjælp”, siger Søren Mehl Knudsen og understreger, at han er tilhænger af fri abort og gerne så en udvidet øvre abortgrænse.
Nye regler fra Folketinget
For at gøre reglerne på området mere klare og styrke patienternes ret til at fravælge livsforlængende behandling vedtog regeringen og samtlige partier i Folketinget i efteråret en aftale, og meningen er ifølge sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) at skrue op for patienternes selvbestemmelse.
”Vi sætter den enkelte patients selvbestemmelse over det lægefaglige, så de, der er afklarede med, at de ikke ønsker at være i livet længere, kan få en værdig og smertefri død”, sagde Ellen Trane Nørby sidste efterår.
Aftalen betyder, at en patient selv kan bede om at få afbrudt en behandling – også selv om patienten vil dø umiddelbart efter. Aftalen indebærer ligeledes, at der indføres en behandlingstestamenteordning, hvor patienter på forhånd kan tage stilling til, at de ikke ønsker livsforlængende behandling, og det blev desuden ændret, at palliativ sedering nu kan bruges ”i dage til uger” i patientens sidste tid, hvor det før var ”timer til få døgn”.
Men det er ikke nok, mener Søren Mehl Knudsen.
”Det er en væsentlig forbedring i forhold til tidligere, fordi patienten nu har medbestemmelse og reelt kan sige nej til behandling. Men det er bare ikke vidtgående nok. Selv om palliativ sedering nu kan gives op til dage og uger, er det stadig ikke nok for en gruppe patienter. Eksempelvis ved en tumor i hovedet, hvor kroppen langsomt bliver lammet, og lidelsen kommer langsomt over eksempelvis et år”, siger Søren Mehl Knudsen.
Uvidende læger
Men det er lige netop de udvidede muligheder af palliativ sedering og de helt grundlæggende og gode muligheder for at smertelindre patienter i den sidste tid, der får Anette Hygum til at konstatere, at ønsket om aktiv dødshjælp – både blandt patienter og læger – kan være et udtryk for uvidenhed.
”Det ryster mig faktisk, at lægerne bag forslaget tilsyneladende ikke ved mere om, hvad vi kan gøre. Vi kan lindre godt med eksempelvis morphin og midazolam, så patienterne sover roligt ind i døden. Vi kan gøre det subkutant, så det går hurtigt, og så de lindres for lufthunger og smerter. Jeg snakkede for nylig med en ALS-patient, som var bange for at blive kvalt og for at have smerte. Men jeg spurgte ind til ham og fik ham lindret på en god måde ved at tale om angsten og fortælle, hvilke muligheder vi har”, siger Anette Hygum, der er specialeansvarlig overlæge i palliativt team på Onkologisk Afdeling på Vejle Sygehus og desuden formand for Dansk Selskab for Palliativ Medicin.
Hun har dagligt med de allermest syge patienter at gøre, og selv om patienterne er i den terminale fase, kan den sidste tid godt udgøre forskellige op- og nedture, og det er et af hendes andre argumenter imod at lovliggøre aktiv dødshjælp.
”Jeg møder også patienter, der ikke synes, livet er værd at leve, men så lindrer vi smerterne og eventuelle andre symptomer, og efter nogle dage eller uger vil nogle af de patienter ikke være klar til at sige farvel til livet. Patienterne kan pendulere ind og ud af stemninger, når de er meget syge. De kan få flere dage, uger eller måneder, end de havde regnet med, og det kan betyde alverden for deres måde at sige farvel på. Vi skal ikke som læger tage livet af mennesker, men være der for patienterne og de pårørende i den sidste tid som professionelle. Det allervigtigste er, at vi som læger får sat ord på mulighederne og angsten, som næsten altid er der. Vi læger skal også være med til at bære det ubærlige. Og patienterne skal være sikre på, at vi ikke som læge tager deres liv”, siger Anette Hygum, der drømmer om en kampagne, der kan forklare borgere og fagfolk, hvad der rent faktisk kan gøres.
”Vi skal have udbredt viden om, hvad vi kan gøre inden for det specialiserede palliative område, så både almen praksis, sygehuslæger og borgere kender til mulighederne”.
Vi skylder danskerne debatten
Søren Mehl Knudsen tror ikke, at borgerforslaget vil nå de krævede 50.000 stemmer, men han mener alligevel, at emnet skal debatteres. Ikke mindst fordi et klart flertal af danskerne i flere undersøgelser har vist sig at være tilhængere af aktiv dødshjælp. Således viste en undersøgelse lavet af Megafon for TV2 fra 2016, at 79 procent af danskerne er tilhængere af aktiv dødshjælp i Danmark.
”Når så stor en del af befolkningen går ind for aktiv dødshjælp, skal vi diskutere det. Det skylder vi danskerne”.
Læs også: Andreas Rudkjøbing: Læger skal hjælpe patienter, ikke slå dem ihjel